Kunst før og efter verden slog revner er udstillet i Kolding. Spøgelset hedder
politisk kunst
Udstilling
Hvad er politisk kunst? Det kan man få undersøgt, hvis man slår vejen forbi Trapholdt i Kolding, hvor kunstneren Jasper Sebastian Stürup har sammensat udstillingen »Du er helt ny. Du er retro«. Her er 70er værker af Dea
Trier Mørch, Bjørn Nørgård, Ursula Reuter Christiansen, Ole Sporring m.fl. sat op til samtale med værker af samtidskunstnere, der vover at være politiske igen. Det er tankevækkende at se, hvordan det politiske skifter karakter over de tredive år, der er imellem, og ikke mindst hvordan samtidskunstnere i dag håndterer det ikke-æstetiske tema.
Ved sammenstillingen træder forskellene virkelig frem: Dea Trier Mørchs linoleumssnit med hænder, der understøtter hænder omkring Arbejdet, er i dag tydeligt symbolladede udtryk for de rørelser, der var i samfundet dengang. I dag er der ikke samme fællesgods at referere til, og de nye folk går da også vidt forskelligt til sagen.
Ens til underbukserne
Sjov er Christian Schmidt-Rasmussen, hvis computerkollager ombytter koderne i multi-Danmark med en hestetrukken mejetærsker i en kornmark klos op ad en københavnsk boligkarré. En ironisk kommentar til en alvorlig kulturdiskussion om kollisionen af virkelighedsbilleder. Lige så vellykket er Jens Haanings fotoportrætter af unge andengenerationsindvandrere, hvor tøjpris og indkøbssted er angivet som cool facts! En alvorlig ironisering via modebladsgenren omkring udstødelse og idealforestillinger og oprindelsesdiskussioner helt ind til underbukserne, hvor de jo ikke adskiller sig fra os.
Der er også interessante værker af Jakob Kolding, der lader en skater surfe på storbyarkitekturens overflade med »Spatial design as an instrument of social control« banket ud over billedet. De vil noget med verden, nogle af de unge, men der er også eksempler på mindre politiske værker, der i konteksten måske kan tolkes sådan alligevel. Joakim Koesters af drivtømmer tilhamrede vindue som smukt fotografi kan med nød og næppe tale med om lukkethed og manglende social kontakt i en politisk betydning, men den er tynd.
Således er det ikke så meget de enkelte værkers kvalitet, der her er en spændende oplevelse, men at få tydeliggjort hvordan 00ernes kunst har helt anderledes vanskelige kår, når det gælder at få ram på den politiske virkelighed.
*Du er helt ny. Du er retro. Trapholt i Kolding. Åbent dagligt 10-17. Til 22. apr.
*Christian Lund skriver til dagligt om teater
Leder på bagsiden