Læsetid: 3 min.

Stemmen i teksten

Hvem taler i litteraturen? spørger forfatteren Marie Lund i sin ph.d.-afhandling
31. marts 2001

Ph.d.-forsvar
Det er ikke hver dag, at nogen bygger bro mellem litterær teori og praksis. Men dette var, hvad situationen lagde op til fredag d. 23. marts på Institut for Litteraturhistorie, Århus Universitet.
Forfatteren Marie Lund, der debuterede 1996 med kritikerroste noveller i samlingen Havn, og som i fjor også bidrog til antologien Mod nul. Noveller fra et århundredes slutning, forsvarede nemlig sin ph.d.-afhandling Litteraturens tone.
Hensigten med hendes videnskabelige arbejde har, fortalte hun, været at belyse et underbelyst problem: Hvilken status har den ’stemme’, der lyder i den litterære tekst? Tilhører den formen, udtrykket alene, eller må den samtidig beskrives som egenskab ved den skrivende, f.eks. som en ytring af forfatternes hensigt?

Minimalisternes ven
Dette problem belyser Litteraturens tone i diskussion med bl.a. Wayne C. Booths klassiske værk The Rhetoric of Fiction (1961), ligesom afhandlingen inddrager franskmanden Gérard Genettes begreb om »fokalisation« og hans skelnen mellem fortælleren og synsvinklen i den episke tekst. Som repræsentant for den skole, Marie Lund kalder ’stemmens venner’, fremdrager hun Jørgen Fafner, der mener, at tekstens »skrevne stemme« viser tilbage til en mundtlig oprindelse. Her over for tænker stemmens fjender, repræsenteret ved den svenske kritiker Horace Engdahl, sig den fortællende stemme som en metafor i skriften, som formen for en stemme.
I sin fremlæggelse tog Marie Lund udgangspunkt i en nyere dansk novelle, »Jeg finder mig ikke i det« af Simon Fruelund, der indgår i den nævnte antologi. Dette valg lå i klar forlængelse af hendes tekstvalg i øvrigt, idet hun i sin afhandling bruger minimalisterne Helle Helle og Raymond Carver. Derudover analyseres tekster af Tove Ditlevsen og Henry James.
Afhandlingen konkluderer, at litteraturens tone både findes – og kan beskrives, selv om den både unddrager sig en rent æstetisk beskrivelse og en rent forfatter-psykologisk.

De postmoderne?
Efter doktorandens sammenfatning var der godt med øretæver i luften. Marie Lund fik på puklen for mangel på klarhed i definition af tone og retorik, og det blev især anholdt, at hun ved at vælge
nyere minimalisme som undersøgelsesmateriale havde gjort hele opgaven for nem.
Mest pågående i sin kritik, men heldigvis også mest elegant, var professor Morten Kyndrup, bedømmelsesudvalgets formand, der med instruktive overhead-eksempler viste, hvorledes Marie Lund zigzaggede mellem to positioner.
På den ene side undersøger hun litteraturens tone i bred almindelighed og som generelt teoretisk problem; men på den anden side opløfter hun minimalismen til en slags norm for al litteraturen. Hvad så, spurgte Morten Kyndrup, med f.eks. Jan Kjærstads romaner? Har de ingen tone, teoretisk set, blot fordi de bæres af flere stemmer end én?

Tekstens effekt
Samtidig roste dog Kyndrup afhandlingen for dens klarhed, dens gode håndværk. Dens sikre tone, kort sagt. Helt på linje hermed var Tone Selboe fra Universitet i Tromsø, der imidlertid anholdt læsningerne i Tove Ditlevsens forfatterskab for at beskæftige sig med alt muligt andet end tonen. Professor i retorik Christian Kock fra København roste doktoranden for hendes bestræbelse på at integrere retorikken i den litterære analyse og teori. Men, spurgte han, når du nu interesser dig for, hvordan forfatterens hensigter fremtræder i tekstens tone, hvorfor interesserer du dig så ikke også for, hvordan teksten påvirker sin læser? Hvad med den æstetiske oplevelse i bredere forstand?
Ja, hvad med den? Den kom vi ikke ret meget nærmere, fredag eftermiddag i Århus. Til gengæld kan man skabe den selv ved at læse de tekster, Marie Lund analyserer, og ved at læse hendes egne noveller.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her