Fodbold
ROM Milan var det sidste hold i de to europæiske turneringer, Champions League og Uefa-cuppen, der endnu havde en chance for at kvalificere sig til videre deltagelse og redde den stump af italiensk fodboldære, der endnu var tilbage, efter at alle andre italienske hold forlængst er slået ud. Kravet i tirsdags var en sejr over Deportivo La Coruna hjemme i Milano, men med 1-1 var det også nat for milaneserne.
Da Milans ejer, Silvio Berlusconi, henad midnat til onsdag lod sig interviewe på en af sine egne tv-kanaler og sammenbidt fortalte, at nu ville han selv overtage kommandoen i klubben, var det ikke blot et grotesk udslag af en måske kommende statsministers storhedsvanvid eller et taktisk træk i valgkampen. Det var en måde at reagere på, som han deler med en række af ejerne af de største italienske klubber. Milans træner Zacceroni udtrykte det klart: »Han har altid sagt disse ting, i aften har han blot bekræftet dem. At han ikke er enig med træneren, har han sagt i tre år. Den eneste forskel på ham og de andre præsidenter er, at han har sagt det højt, de andre taler kun om det under private former.« Og blot ved at omtale tale sin arbejdsgiver respektløst som »han«, har Zaccheroni utvivlsomt udstedt den fyreseddel, han fik overrakt onsdag.
Milan-ledelsen udpegede i stedet den italienske eks-landsholdstræner Cesare Maldini som træner sæsonen ud. Kontrakten indebærer blandt andet en kortvarig familiesammenføring, al den stund Cesares søn, Paolo Maldini, bærer anførerarmbindet i Milan.
En opblæst nar
Berlusconi, der har sin fodboldmæssige fortid på et lilleputhold i Milano, vil nu igen han har i tre år uddelegeret alt ansvar bestemme, hvilke spillere, der skal købes, men også hvordan de skal spille.
Og den holdning er symptomatisk for en række klubejere. I Firenze ejes fodboldklubben Fiorentina af en Vittorio Cecchi-Gori, der har arvet både klubben og italiens største filmselskab efter sin far, Mario. Og da faderen døde, gav Vittorio sig til at lege med sit nye legetøj. I 1992, da Brian Laudrup spillede for klubben var det i begyndelsen med stor personlig succes og Fiorentina førte Serie A, indtil Vittorio fyrede succestræneren, fordi han ville have holdet til at spille på en anden måde, og minsandten om ikke Laudrup kom til at spille back, inden han flygtede fra Firenze. Jeg har selv mødt Vittorio Cecchi-Gori, som er en lille fedladen opblæst nar, og jeg har overværet, hvordan han i spilleres og journalisters nærvær irettesatte træneren på et fodboldfagligt område. Farcen i Firenze gentager sig sæson efter sæson, og sidste akt blev spillet fornylig.
Da Galatasaray fra Istanbul sidste år overraskende vandt Uefa-cuppen kom klubbens tyrkiske træner Terim pludselig høj kurs. Cecchi-Gori købte ham til Firenze sidste eftersommer og begyndte straks at skændes med ham, indtil Terim her i for et par uger siden blev fyret på trods af at holdet, tilskuerne og Firenzes fodboldsymbol, den gamle storspiller Antognoni bakkede op om træneren. I Firenze demonstrerer man mod Cecchi-Gori og hævder, at Fiorentina er hele byens og ikke hans alene, men det er jo desværre ikke sandt.
Nu forlyder det, at Terim er på vej til at tage over i Milan, når Cesare Maldinis interimperiode er omme til sommer.
Sygdommen er kronisk
Det er samme mønster næsten alle steder om end ikke så udtalt. Rigmænd med store koncerner i ryggen køber selv spillere eller lader deres sønner eller ansatte ja-sigende direktører gøre det. Ansætter en træner, som så skal få et hold ud af de spillere, han sjældent selv har været med til at vælge, og som ofte ikke er indkøbt efter taktiske, holdmæssige kriterier, men efter deres individuelle færdigheder og trækplasterværdi. Et hold som Inter eller rettere der er ikke noget hold har udover den skadede Ronaldo en hel hær af stjerneangribere spillende eller på bænken, og klubben er på stadig udkig efter nye, mens der ikke satses på samme høje kvalitet eller brugsværdi i de bageste rækker som en ekspert kommenterede fornylig. Og når klubben trods et gigantisk spillerbudget, så taber og taber, fyrer man træneren og køber nogle helt andre spillere midt i sæsonen eller til næste sæson.
Det er karakteristisk for næsten alle de hold, der har måttet sige farvel til europaturneringerne i efter normal målestok utide, at de havde problemer af denne art umiddelbart før eller mens de blev slået ud. For ikke at sige, at sygdommen er kronisk, og at den har spredt sig til samtlige storklubber på engang, og ikke som vanligt blot optræder hos en eller to ad gangen.
De bedste på bænken
Det er et fænomen, der er velkendt i alle fodboldlande, men siger eksperterne her så er presset i Italien på trænere og spillere fra klubejere på den ene side og fra en hysterisk presse og et opgejlet publikum på den anden større end andre steder.
Og det er vokset synligt i de seneste par år, har jeg selv kunnet konstatere. Med enkle psykologiske konsekvenser: Trænerne har i princippet ikke deres arbejdsgivers tillid, og hvordan kan spillerne så have tillid til træneren eller til sig selv, når det nu selv for nogle af verdens bedste spillere er mere normalt at sidde på bænken end være på banen.
Det var Sven Göran Eriksson, der som træner for Lazio fik indført det såkaldte turnover-princip for få år siden. Nemlig at have to-tre lige gode hold til rådighed, dels på grund af de mange kampe, dels på grund af mulighed for skader, med den konsekvens at ingen spiller alle kampe. Man skiftes på stort set alle pladser. Det har ikke fungeret. Ikke engang for Lazio, der dog blev italienske mestre sidste år, men røg ud af Europa. For alle andre har princippet betydet planløse indkøb i bundter af fortrinsvis udenlandske spillere, og det der var tænkt som sund konkurrence om pladserne eller kammeratlig afløsning af hinanden, er endt i utryghed og syg forvirring.
