Læsetid: 6 min.

Som tabte på Kongedybet

31. marts 2001

Intermetzo
Næppe mange andre nationer end den danske har en så udpræget evne til nationalt selvbedrag. Især hvad angår forestillingen om, at danskerne ikke på nogen måde – og som omgivende og fjernere folkeslag – lider under selvbedragets forbandelse, men derimod ejer et eget ærligt og sundt forhold til fortiden. Kalamiteter i datid skyldes uansvarlige intellektuelle brushoveder, som kunne fuldkommengøre helgenbilledet, blot de krøb til offentlig bekendelse vedrørende deres venstreorienterede eller anden fortid i en eller flere af de Berlingske publikationers neofundamentalistiske debatspalter.
Bedragets idræt er imidlertid ældre end Berlingerens reaktive flok af præsenile dødbidere, som nu gudhjælpe én har suppleret sig yderligere med den gode Egon Balsby. Nok en forsinket skabskoldkriger er sprunget ud; oprindeligt en rar og tungsindig fætter, som man nu og da mødte på de jævnere terræner.
Varianter af nationalbedraget, som Balsby & co. nu sprøjter ud i lange baner, viser sig i historisk forstand ikke mindst i vor militært betingede, patriotisk politiske fortid, hvor danskerne jævnfør B.S. Ingemann fægtede med åben pande og siden sejrede i stort og småt og altid med moralen på den rigtige side. Men først og sidst sejrede – thi det gjorde den bedste, Gud i vold. Ikke mindst når andre fejlagtigt troede det forholdt sig modsat.

Treårs-krigen – borgerkrigen og den logisk efterfølgende konflikt, med andre ord krisen: 1848-64 – var, i overensstemmelse med den nationale overlevering som, doceredes i skolerne langt op i 1960’erne og stadig hævdes i udvalgte miljøer, én lang opvisning i dansk snilde, heltemod og glorværdige stunder. Uanset at den hele historie i al sin inderligt stupide overflødighed gik ad helvede til, og Dybbøl Mølle malede for sidste gang, fordi den fik en fuldtræffer.
Måske var disse og adskillige andre vrangforestillinger – forbundet med rømningen af Dannevirke og grænsen skubbet op under skuldrene på Kolding – en overlevelsesteknik, der allerede da – eller forlængst – sad et lille uheroisk og bjærgsomt folk dybt i det kollektive genom.
Dette så at sige indlejrede selvbedrag strækkes i nogle tilfælde så vidt, at det synges i vilden sky. Generation efter generation laller med, uden at nogen føler trang til at korrigere disse falske toner, der ikke har meget at gøre med historiens melodunte.
Visse folk i fortiden ville utvivlsomt være forbløffede over en kendt dansk fædrelandssang, som i øvrigt er køn og bevægende, samt udstyret med fed musik af Th. Aagaard.
L.C. Nielsen skrev således i 1901 – 100 året for Slaget på Reden og under indtryk af Systemskiftets omsiggribende folkelige og anden optimisme – sine bøgelyse øer, hvor det blandt andet hedder så stolt:

Jeg ser de slægter som gik hen, mens hundredåret skred,
som vandt på Kongedybet,
som under Dybbøl led;
de elsked ungt, de drømte langt, de så kun alt for kort,
men frem af dem, stod folket, og dette folk er vort.

Forbløffelsen ville have grebet Admiral sir Hyde Parker og viceadmiral lord Nelson, der i disse forbeholdne forårsdage for præcis 200 år siden gæstede de danske indre farvande med en pæn portion af den britiske højsøflådes mest moderne og slagkraftige krigsskibe.
What! Ville Nelson have udbrudt, om han havde kunnet forstå den danske sang. Og: What! ville sir Hyde ymte, i fald han havde hørt og forstået. Magen til vrøvl skal man nemlig lede længe efter. De danske vandt sågu ikke på Kongedybet, I beg Your pardon, sir! De danske skibe blev ét efter ét skudt til pindebrænde. Anderledes kunne det heller ikke gå for en sekundaflåde, der oven i købet var aftaklet og blot lå i én lang defensionslinie over for den mest formidable søstridsmagt og den bedst begavede og dristigste strateg og taktiker hidtil set i Europas søkrigshistorie.

Det er imidlertid rigtigt, at Nelsons chef, sir Hyde Parker, en overgang fik nerver ved synet af al den røg og damp, slaget udviklede, og især fordi affæren trak ud, som den gjorde. Admiralen, hvis navn minder om en af Londons undergrundsstationer, var i 1801 en skygge af sig selv. Den før så dristige officer havde på den tid været for meget i krig og var med årene blevet en vranten, kværulantisk og ikke mindst meget forsigtig mand. Han ville gerne overleve og spillede af princip efterhånden kun på sikre heste. Sir Hyde vidste samtidig, hvilke forsmædeligheder med depravering af rang, ære og nogen gange formue, der kunne overgå en admiral i den britiske flåde uforsigtig nok til at tabe et søslag. Derfor beordrede han midt under kampen, da det så lidt for broget ud, og flere britiske krigsskibe var ramt, lord Nelson der førte selve slaget til at trække sig tilbage. Overadmiralen, som af den britiske flådeledelse var valgt på grund af sin vrangvillige besindighed som modvægt til den koleriske Nelson, havde til hensigt at sende ilbud hjem til Greenwich for i givet fald at fremskaffe forstærkninger.
Da var det, at Lord Nelson i et af historiens store øjeblikke begik klart mytteri og satte kikkerten for det blinde øje for ikke bagefter at skulle være tvunget til at sige, at han havde set og læst sin overordnedes signalflag med tilbagetrækningsordren. Nelson der altid gik lige på og hårdt, hvilket få år senere i det sidste slag mod franskmændene ved Trafalgar kostede den enarmede, enøjede og bistre mand livet, vidste nemlig med sit legendariske overblik, at briterne havde fat i den lange ende.
Men rent bortset fra at Nelson mod de krigsuvante danskere under alle omstændigheder ville vinde, anvendte han efter flere timers kamp en krigslist, der ikke var usædvanlig i samtiden – for den sags skyld heller ikke i eftertiden. Han truede ved melding gennem parlamentær ganske enkelt med at slå krigsfangerne ihjel. Beskeden til kronprinsen i land lød, at den britiske overkommando ikke kunne garantere fangernes sikkerhed, men underforstået sprænge de nedkæmpede skibe i luften – såfremt danskerne ikke indstillede skydningen. Det var ikke pænt gjort, kronprinsen bøjede sig forskræmt. Men det havde været betragteligt mindre pænt, om Nelson havde fortsat slaget på traditionel, nobel maner og fået slået endnu flere ihjel også af sine egne.
Afbryde kampen ville den selvbevidste admiral under ingen omstændigheder, og det var der som anført heller ingen grund til. Lorden søgte målrettet sejren og sørgede for, at tabene blev så små som muligt.

Krigslisten betød, at danskerne bagefter kunne rende rundt i København gader og betro alle, der gad høre det – og det gjorde de fleste – at hvis lord Nelson ikke havde truet, så ville de danske søfolk, hvoraf en hel del i øvrigt var tvunget til at slås, have vundet.
Grundtvig tog senere sagen op i sine digte om Peter Willemoes, der blev udråbt som helt. Lord Nelson skulle direkte have fremhævet den unge løjtnant fra Assens. Noget tyder på, at admiralens anprisning af heltemod på fjendens var møntet på den norskfødte Jochum Nicolay Müller, kommandør på stykprammen Hajen. Müller blev som fange fremstillet for Nelson på flagskibet The Elephant, ikke Willemoes.
Men en nordmand – der senere blev admiral for den norske flåde – kunne ikke så godt blive dansk søhelt. Ganske særlig ikke efter 1814.
I anledning af jubilæet anbefales Ole Feldbæk: Slaget på Reden, 1985. Bogen er stadig den bedste samlede fremstilling af begivenheden, der sammenholdt med bombardementet af København få år senere indledte Danmarks nedtur og grundlagde den danske udenrigspolitik for de næste små 150 år. Først efter 1864 var konsekvensen fuldt ud forstået af politisk begavede aktører.
Ikke så få af de mere sværmeriske har til dato ikke fattet pointen, men tror fortsat, at Danmark kan føre en selvstændig udenrigspolitik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu