Læsetid: 4 min.

Te, tobak og en Kalashnikov

NatFilm Festivalen er andet end hip celluloid for natteravne. I et sideprogram rettes de dokumentariske linser mod verdens konfliktzoner
28. marts 2001

NatFilm
For andet år i træk præsenterer NatFilm Festivalen under overskriften The War Zone en god håndfuld film, som fra en dokumentarisk vinkel slår ned på sprængfarlige politiske emner. Med stikord som Kurdistan, Arik Sharon, Balkan, Irak og Saddam Hussein kan man tro, at man kender det hele fra tv. Men i de bedste af filmene bliver man mindet om, at den journalistiske nyhedsdækning sjældent får nuancerne med.

Den 80 minutter lange
Good Kurds, Bad Kurds: No Friends but the Mountains er en sjældent engagerende blanding af journalistisk tæft og dokumentarisk udholdenhed. I næsten ni år har den amerikanske fotojournalist Kevin McKiernan boret i den kurdiske problematik og indsamlet materiale til et uafviseligt statement omkring det internationale samfunds berøringsangst over for Tyrkiets håndtering af kurderne.
Mens det passer i den amerikanske regerings kram at fordømme Saddam Husseins udrensning af kurdere i det nordlige Irak, er tyrkernes overgreb mod det samme folk på den anden side af grænsen en anderledes kilden affære. Ikke mindst pga. Tyrkiets mulige optagelse i EU.
McKiernan har i årevis gennemtrevlet regionen med sit kamera og fortæller historien om, hvordan Tyrkiet – stort set uden sanktioner fra udlandet – i jagten på PKK-sympatisører har jævnet 3.500 kurdiske landsbyer med jorden og gjort to millioner hjemløse. Omkring 37.000 tyrkiske kurdere skønnes at have mistet livet i processen. En del af de overlevende lever nu som guerillaer i bjergene – med te, tobak og en Kalashnikov som eneste trøst og selskab.
Fra Tyrkiet og Irak krydsklipper filmen til USA, hvor McKiernan tilfældigt kommer i kontakt med en kurdisk familie. Og via dem belyses dels kurdernes historie, dels Vestens manglende anerkendelse af den største etniske gruppe i verden uden eget land.

Onkel Saddam
Humøret bliver ikke bedre under Audrey Brohy og Gerard Ungermanns Hidden Wars of Desert Storm, en mildt sagt kontroversiel gennemgang af USA’s skjulte dagsorden under Golfkrigen.
At USA i 1991 havde brug for en undskyldning for at sætte tropper ind i Mellemøsten, kan der ikke herske tvivl om. Olieforsyningen havde været truet, siden OPEC i 1972 satte prisen pr. tønde op fra tre til 22 dollar. Men hvor kompliceret og fyldt med rævekager det politiske spil omkring krigen var, har ingen film dokumenteret bedre end denne.
Hidden Wars of Desert Storm tager i en vis forstand tråden op fra Maj Wechselmanns En retfærdig krig? (1992). Men hvor Wechselmann nøjedes med at dokumentere den systematiske destruktion af Iraks infrastruktur – trods de amerikanske myndigheders forsikringer om det modsatte – tøver Brohy og Ungermann ikke med at tale om folkemord.
Hertil kommer, at de to filmfolk har indkaldt en stjernerække af vidner – inklusive højtstående amerikanske embedsmænd med Norman Schwarzkopf i spidsen – som med flakkende blikke forsøger at bortforklare, hvordan præsident Bush på den ene side kunne udtrykke ’chok’ over Iraks invasion af Kuwait, mens Pentagon på den anden side stod parat i kulissen med en grydeklar aktionsplan.
Som en sidehistorie på fremstillingen af det groteske hykleri omkring krigsførelsen og de efterfølgende sanktioner undersøger filmen tillige omstændighederne omkring brugen af uran-holdig ammunition. Over for de amerikanske tropper hemmeligholdt Pentagon til det sidste de kendte skadevirkninger, som indtil videre har kostet 9.000 dødsfald blandt Golf-veteraner.
Skulle man undervejs have fået sympati for Saddam Hussein, vil man komme på andre tanker under den anden film i samme program, Joël Solers satiriske portræt af Uncle Saddam.
Til tonerne af kendingsmelodien fra tv-serien Dollars gennemgås den irakiske leders liv og familierelationer. Det er en grotesk historie om en megaloman despot, der har opført mere end tyve forgyldte paladser for at bestyrke sin egen guddommelige status, mens børnene dør i tusindtal på landets hospitaler, og blodet flyder i korridorerne. En bondesøn, der i fritiden fisker med håndgranater, og som under sit lands sammenbrud har fundet ressourcer til at genopføre Babylon med sit eget navn indgraveret på soklen.

Knuste fodbolddrømme
I et lidt andet toneleje – men lige så anbefalelsesværdig – er den hollandske instruktør Vuk Janics The Last Yugoslavian Team, en gribende beretning om Balkankonflikten set gennem historien om det sidste jugoslaviske fodboldlandshold.
Efter at jugoslaviens ungdomslandshold i 1987 vendte hjem fra Chile som verdensmestre, følte spillerne, at verden lå for deres fødder. Men ved et opgør i maj 1990 mellem klubberne Dinamo fra Zagreb og Red Star fra Beograd gik publikum amok. Og ved en landskamp mod Holland kort efter begyndte det at stå klart, at tiden for et samlet jugoslavisk landshold var ved at rinde ud. I 1992 udelukkedes holdet fra EM i Sverige, og først i 1999 vendte spillerne tilbage til EM – nu fordelt på to hold – da Kroatien og Jugoslavien havnede i samme kvalifikationsgruppe.
Det er måske ikke film som de ovenstående, der vil stå højst på publikums favoritliste. Men de hører givetvis blandt dem, man vil huske, når stjerneglimmeret fra det øvrige program begynder at fortone sig.
I serien vil der desuden være mulighed for at smugkigge på Lars Johanssons Kosovo-film, Seasons of Blood and Hope, som vil blive anmeldt i forbindelse med biografpremieren den 6. april.

*Good Kurds, Bad Kurds: No Friends but the Mountains. Vester Vov Vov, 30. mar. kl. 20.15 og 2. apr. kl. 18 og Park Bio, 31. mar. kl. 15

*Hidden Wars of Desert Storm og Uncle Saddam: Vester Vov Vov, 6. apr. kl. 16 og Park Bio, 7. apr. kl. 13

*The Last Yugoslavian Team: Park Bio, 31. mar. kl. 13.30 og Vester Vov Vov, 2. apr. kl. 16

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu