Hvornår går det op for én, at der findes noget, der hedder pressen? I mit tilfælde skete det tidligt. Ganske vist har ordet ikke været nævnt, men alle vidste, hvad en avis var, for den kom hver morgen og landede med en bestemt lyd i entreen. Det var mest brevsprækkens smæk, man hørte. Udover at det var spændende, hvad der stod i avisen, gjorde der sig i mit tilfælde noget ekstra spændingsskabende gældende, vi fik nemlig to aviser hver morgen: Politiken og Arbejderbladet (senere Land og Folk)og det der satte stemningen i vejret eller gjorde den anspændt var spørgsmålet om, hvem der skulle have hvilken avis først! Der var ingen tvivl om, at avisen fra Rådhuspladsen havde prioritet selvom partdisciplin og alvor nok burde have skubbet arbejderavisen ind i opmærksomhedsfeltet som nr. I.
Selvfølgelig valgte min far først, og selvfølgelig tog han Politiken hvilket siger noget meget klart om både hans og senere mit kavalléragtige forhold til det med det politiske. Det er der, og det er alvorligt nok, men det kan aldrig slå behovet for underholdning ud!
Først far så søn
Man ser billedet for sig: far og søn som i den fjerne morgenbrækning kæmper om adgangen til pressen og begge demonstrerer de samme præferencer uden at sige et ord. Det er en følsom situation med ophavets klare privilegier indbygget, og han fik da også næsten altid Politiken først, men han vidste at jeg sad på spring og nøjedes derfor ofte med en nådig og hurtig gennemgang af nyhederne, før han overlod bladet med »Tjavsa« og »Magasin Madsen« og »Hanne Hansen« til mig og med et uhørligt suk selv tog fat på den kommunistiske tvangslæsning.
Nu skal man ikke tro, at hjemmet var domineret af den totale venstreorientering, min morbror Niels Hakon Nielsen havde i mange år været direktør for de ferslewske blade, og da han havde sørget for at min mosters mand, Marino Paasgaard, blev ansat på Nationaltidende (Dagens Nyheder) som maskinmester fik vi i mange år (også efter at Hakon Nielsen var stået af) den konservative avis. Jeg etablerede aldrig selv et rigtigt forhold til Nationaltidende, for der var ikke de samme sjove tegneserier som i Politiken, der var i det hele taget ikke dette ekstra element af sofistikeret københavneri, som uanset om man tilhørte den højere eller lavere eller mellemste middelklasse var sine qua non, hvis man boede indenfor en overskuelig afstand af hovedstaden eller hørte hjemme på broerne.
Carlo Cartoffelmoos
Allerede nu vil der tegne sig et mønster, for det er jo ganske indlysende, at den presse man lod sig påvirke af, var med til at bestemme ens livssyn, og at prioriteringsrækken her spiller en afgørende rolle. Jeg kunne ikke »læse«, da jeg første gang snusede til pressen, men mit barnlige instinkt førte mig i retning af tegneserierne, vittighederne og »At tænke sig«, og jeg har en fornemmelse af, at »Carlo Cartoffelmoos, Cementkoger,« »Fru Hald Cold Kylling« og »Professor Jubelcos lille logiske søn« tegnede sig tidligere og tydeligere i bevidstheden end Hitler og Stalin. Man skal ikke undervurdere pressens betydning som lokal-informator, og i den forstand var og er Politiken en provinsavis. Det er da også næsten overrumplende, når man tager bladet i hånden i dag og konstaterer, at dets virkelige originalitet og sunde radikalitet skal søges i tegneserierne, i Dagens tegning og i »At tænke sig« og ikke i lederne eller de såkaldte kultursektioner og bogtillæg. Det er »Strid« der får tanterne op af stolen med vilde råb og skrig af forargelse, og det er Ole Rasmussen og Co. der vover at placere kongehuset i afdelingen for spøg og skæmt, mens resten af pressen inklusive bladet på Rådhuspladsen åler sig gennem det royale mudder så man føler sig fedtet over hele kroppen og langt ind i lillehjernen.
Radisekommunist
Hvis jeg skal være ærlig, tror jeg, at min far var radisekommunist: altså rød udvendig og hvid indvendig. Men ikke engang udvendig var han særlig rød, det lå slet ikke til hans temperament, han var alt for blid, alt for blød. Men grundholdningen var ikke til at tage fejl af: samfundet var ikke retfærdigt, samfundet skulle laves om, der var for mange der havde det for dårligt. Holdningen havde han ikke kun fra søsteren Sofie Rifbjerg, men også fra flere af kollegaerne på skolen, hvor han arbejdede, og det var meget karakteristisk, at der på samme lærerværelse gik både erklærede nazister og røde omkring og drak af den samme kaffekande, samtidig med at de udmærket vidste, at de var og måtte være hinandens dødsfjender selv i den usikre periode, hvor Hitler og Stalin et par år optrådte arm i arm.
Hvor bliver nu min mor af i alt dette? Hun var der naturligvis, meget stærkt tilstedeværende endda, og hun kom frivilligt eller ufrivilligt til at spille rollen som havkatten i hyttefadet, ikke fordi hun politisk var uenig med min far, tværtimod, hun var sikkert mere oprigtigt rød end han var, men fordi hun via blodsbånd naturnødvendigt måtte gøre konservatismen meget levende i familien. Kritikerne Kjeld Elfelt og Hakon Stangerup var hendes yndlingsnevøer, og de betragtede i mange år min mor som deres egen ekstramor eller storesøster fra engang i tyverne indtil det hele ramlede omkring begyndelsen af
Anden verdenskrig.
Som man kan tænke sig, havde det noget med pressen at gøre, og det er da derfor heller ikke underligt, at opfattelsen af hvad en avis er for noget, efterhånden måtte være genstand for temmelig alvorlige omkalfatringer inden i hovedet på én. Jeg forstod f.eks. ikke rigtig sammenhængen, da jeg en dag under krigen så et billede af min fætter Hakon i et badekar, hvor vandet var helt sort, mens en flok sorte mænd, negere altså, tilsyneladende forsøgte at vaske ham hvid. Det handlede selvfølgelig om den berygtede affære, hvor Stangerup stod anklaget for at have benyttet negere til sine oversættelser og havde benægtet det indtil han endelig gav køb og gik til bekendelse. At der var tale om en camoufleret hævnakt p.gr. af min fætters lidt for facile holdning til besættelsesmagten og aktive tilknytning til Dansk-Tysk Forening gik først senere op for mig.
Måske dagedes det her, at pressen spiller en anden og mere afgørende rolle som meningsdanner og nyhedsformidler end som leverandør af muntre tegneserier og københavnersnak. Pressen var åbenbart også noget, man skulle vogte sig for, den kunne rent ud sagt være farlig. Men har man sagt »farlig« må man i samme åndedrag sige »tiltrækkende«. Det var umuligt ikke at mærke den opstemthed, som greb de voksne, når der stod noget spændende i avisen, og jeg kan tydeligt huske den iver,
hvormed min far greb avisen ved morgenbordet efter at han og min mor havde været til premiere på Kjeld Abells »Anna Sophie Hedvig« i Det Kgl. Teater for at se, hvad Frederik Schyberg nu skrev om stykket i sin anmeldelse. Det betød noget hvad der stod, det var helt afgørende, hvad Frederik Schyberg mente om teatret og Tom Kristensen om litteraturen, og det var ikke kun fordi feltet var snævrere og den københavnske horisont mere indskrænket, det havde også noget med anmeldernes bonitet at gøre, deres belæsthed, deres menneskelige format, deres modenhed og temperament, deres humanisme og engagement, ja kan blive helt rørt, når man tænker på, at en grundfæstet konservativ ånd som Kai Friis-Møller tårner sig op som en ægte frisindet i forhold til skaren af konjunktur-forstyrrede virrehoveder som tegner kulturfirmaet i dag, hvor man ofte har fornemmelsen af, at der kører en skjult dagsorden, hvor man tager mere hensyn til valgslægtskaber og koterier end til sagen selv og kvaliteten i det der skal bedømmes.
Som det vil fremgå, var det litteraturen og hvad der havde med den at gøre, som først og fremmest trak, når det gjaldt pressen. Og filmen og teatret, selvfølgelig. Selvom de næsten er glemt i dag ( i hvert fald når det gælder Kjeld Elfelt) så var mine to fætre faktisk toneangivende kritikere i deres tid, og uanset at de stod kilometervis til højre for min nærmeste familie, så var de noget, for de skrev nemlig i avisen!
Sovjetisk satire
Det er ikke helt let at gennemskue, hvorfor det efterhånden blev en besættende tanke, at det at skrive i avisen måtte være det fineste og mest spændende i verden. Men der er ingen tvivl, og måske har det et eller andet sted noget at gøre med, at tanken om, at man selv skulle kunne blive digter, var så fjern, at den aldrig rigtig fik lov til at manifestere sig. Men avisen! Den kom ind ad døren hver dag, og dér lå den duftende og dejlig på morgenbordet, ny og spændende og fuld af det alle de mennesker, men efterhånden kendte så godt, havde skrevet. Og tegneserierne og vittighederne var der jo stadigvæk, som de altid havde været.
Mit første indlæg i den danske verdenspresse havde da også noget med litteratur at gøre. Under anførsel af Hr. Bert. (d.v.s. Politikens teater-film- og litteraturreporter Herbert Steinthal) kørte avisen på Dag til Dag-siden en lille litteratur-leg, hvor læserne opfordredes til at indsende en stump af en aktuel bog, som i kort begreb kunne more eller oplyse læserne. Så vidt jeg husker, kunne man vinde et eller andet måske en bog eller et par biografbilletter. Jeg havde netop læst de sovjetiske satirikere, Ilf og Petrovs »Tretten stole« og klippede en lille bid, der så vidt jeg husker, handlede om en grotesk motorcykeltur. Den kom i avisen, og selvom det altså var i beskeden målestok og decideret på anden hånd, så var mit bidrag umiskendeligt litterært!
Det var mit andet også, og jeg er den dag i dag flov over, at det var i form af et anonymt indlæg. Samme Hr. Bert havde i en notits skrevet, at Gregory Peck var udset til titelrollen i Moby Dick, og jeg kunne ikke dy mig, jeg måtte drille Steinthal ved at gøre opmærksom på, at Peck altså ville komme til at optræde som hval! Men jeg turde ikke skrive brevet under, og kvikheden kom af samme udmærkede grund ikke i avisen. Siden har jeg fægtet med åben pande og under eget navn.
Men som altid er jeg kommet vaklende og usikker til sagen, halvstuderet røver og akademisk fallent, som jeg er. Der var ingen journalisthøjskole dengang, og havde jeg søgt om optagelse, var jeg sikkert dumpet ligesom min datter Synne, der ikke kunne lukkes ind i journalistvarmen ad den vej, selv om hun prøvede. Vi kommer altså med noget andet je ne sais pas quoi. Jeg skrev en kronik hist og en liden novelle her, og selvom dagens pristaler, Jens Kistrup, som dengang redigerede Berlingskes kronik, var så venlig at opfordre mig til at skrive om »Barberingens glæder«, så lå det ikke tydeligt i kortene, at jeg skulle få en karriere som journalist, jeg vil snarere sige: bestemt ikke.
Outzes censur
Det blev imidlertid Børge Outze, der i den forbindelse optrådte som deus ex machina, men den historie er fortalt så tit, at den ikke behøver gentages her. Til gengæld kan det måske være interessant at få oplyst, at samme Outze var den første, der udøvede censur mod mig. Jeg havde i en tv-anmeldelse skrevet noget om, at Winston Churchill i en bestemt sammenhæng »vrinskede begejstret som den gamle krigshingst han er«. Det gik åbenbart ikke i modstandsavisen Information, i hvert fald ikke i slutningen af halvtredserne, og jeg har tit tænkt over det komiske i restriktionen, når man tager i betragtning, hvad Churchill selv har sagt om krigen og sit forhold til den: »Krig er for mænd den naturligste beskæftigelse af alle« og hvordan han en gang i The War
Room under Anden verdenskrig, hvor en tilstedeværende general hvid i ansigtet af overanstrengelse bad om at få weekendfri, affejede ham med ordene: »What, what, arent you enjoying the war?«
1 2001 er det sjovt at tænke på, hvor forargelsestærsklen dengang ellers lå. Den omfattede naturligvis det meste af kønslivet og hvad man dermed forbinder. Det var selv i den letfærdigere del af pressen helt utænkeligt at bruge sjofle ord og udtryk. I dag ser man Fisseflokken omtalt i den berlingske avis, og jeg må tilstå, at jeg stadig får krydderen på tværs i halsen, når jeg ser det. En homoseksuel var en homoseksuel og bestemt ikke en bøsse. Lesbiske fandtes ikke, og når jeg skriver homoseksuel, så var homoseksualitet ikke et emne, man med særlig lyst beskæftigede sig med i den offentlige debat, der var jo tale om en afvigelse for ikke rent ud at sige en perversion. Selv den homofile Martin Elmer fik spat, da ordet »bøsse« begyndte at vinde hævd og skrev et forarget læserbrev om emnet og indkasserede et passende svar: »Hellere en glad bøsse end en sur homofil!«
Det er muligvis sandt, at alvoren grasserede, til gengæld holdt man mere igen med surheden dengang. og den altopslugende hippiekultur fra midten og slutningen af tresserne havde endnu ikke total-udryddet bohemen eller oggenokken fra presse- og kulturlivet. Det var fantastisk at observere professor Hans Brix på vej ind fra Hellerup til Pilestræde til fods læsende i en bog og med halstørklædet slået seksten gange om skulderen, mens en bred grundtvigianerhat skærmede det lærde hoved.
Uro i jernet
Eller man så redaktør Bølling fra Dagens Nyheder til aflytning af hørespil i Rosenørns allé, hive en spansk vinsæk frem og forfriske sig med den, før den gik på omgang til andre, der måtte have lyst til en tår rødvin på morgenkvisten. Her sad også Godnat-lille-Jumbo-Harald H. Lund med humørpropel og giffen-gaffen-guffen Københavner-vittigheder, flankeret af »Kragen«, Svend Kragh- jacobsen, der henrykt kom ind en dag og højlydt proklamerede sin glæde over på B.T.-hjørnets opslagstavle at have læst det løfterige budskab: »Stadig uro i jernet!«
Her traf man også den monokelbærende, utilnærmelige Ole Brandstrup og geniet Viggo Clausen, der ikke blot udtrykte sit mishag over de rædsomme forestillinger på teatrene i avisen, men også vred stolene i stykker under sig, mens han sad i salonen og gispede så højt, at skuespillerne måtte anstrenge sig for ikke at gå i stå og vende sig om for at se, hvad det var for en idiot, der sad og skabte sig på den utilbørlige måde.
Jeg ved ikke, om det er rigtigt, men det var ligesom pressefolk var mere røde i hovedet dengang end nu. Knud Poulsen, Dråben, var fantatisk rød i hovedet og Edvard Claussen, kampagnejournalisten, var så rød i hovedet, at man kunne have brugt ham som bagbordslanterne. De lyste op, folk kendte dem, de var stjerner og Cavlingspris-kandidater længe før Cavlingsprisen blev opfundet. De var vilde mænd og opsigtsvækkende ligesom en Rasmus-Stor-Modsat som Leif Blædel og den kulturradikale, supertalentfulde lynkineser Paul Hammerich. Man skal lede grundigt for at finde journalistisk chutzpah af samme karat hos vore dages journalister, men vi har dog både Lasse Ellegaard og Morten Sabroe.
Uskylden
Som antydet var der en vis uskyld over sceneriet. Ganske vist var døren til Bar des Artistes for længst smækket i og porten til den galopperende velfærdsverden og det store boom så småt på klem, men det var stadig ånden fra Weekendhytten og eftermiddagskoncerten fra restaurant Wivex og Kilden i Ålborg, der hang i luften. Man havde endnu ikke »kastet fortøjningerne« som kulturfilsofoffen Bjørn Poulsen formulerede det mod halvtredsernes slutning. Det var endnu ikke Arno Victor Nielsens og Claes Kastholm, Hansens og Lars Hedegaards og Bent Blüdnikows og Bent Jensens tid, man kunne stadig omgås kommunister, og man kunne umuligt forestille sig, at den dag skulle komme, hvor en afskyelig og destruktiv koldkrigsperiode blev afløst af en ny af endnu mere skummel og inkriminerende art. Den almene mistænkeliggørelse af de gode viljer burde være gået i graven med McCarthy, som det overvældende flertal dengang fandt modbydelig, men som nu har fået en foruroligende renæssance. Lad mig sige det lige ud: hele kampagnen mod de fhv. og nuværende venstreorienterede kan kun beskrives som »Surt show,« og surheden skal primært søges hos afsenderne.
Det gælder om at være både afbalanceret og retfærdig, når der fældes dom over pressen og dens rolle, så jeg iler med at tilføje, at alt fra dengang jeg begyndte at skrive i avisen og til dags dato ikke har været fremadrettet og progressivt, vorherrebevares. Der var masser »man ikke kunne, og som jeg har beskrevet ovenfor, sad forargelsen løst i ærmegabene og lussingerne faldt let og prompte, hvis man bevægede sig udenfor normerne. Selv var jeg en slags pionér på fjernsynsanmelderområdet, og jeg kan tydeligt huske, hvilken forargelse det vakte, da jeg i sin tid udtrykte håbet om, at den afsindigt populære »farmaceut« Sven Holm en dag ville opfinde et middel, der kunne fjerne ham selv fra skærmen. Det ville svare til, at man i dag bad den ligeså populære hr. Leth om at lette røven og finde vej ud af studiet. En enkelt kindhest ville måske blive uddelt, men opstandelse kunne der næppe blive tale om, og jeg er sikker på, at vi stadig i masser af år kommer til at nyde godt af denne TV-charmørs ulidelige lethed. Populær mekanik er kommet for at blive, og de gode råds profeter fylder ikke blot de glittede magasiners spalter uge efter uge, men også dagspressens utallige ekstra-sektioner og livsstils-tillæg, og der er ikke den mindste tvivl om, at hvis man en dag smadrer sin egen tommelfinger med en hammer eller falder ned af en stige og brækker benet eller ligefrem dør, er det ens egen skyld, for ingen kan sige, at han eller
Fortsættes side 9 ...
The gentlemen ...
... fortsat fra side 3
hun ikke er blevet advaret eller har fået et godt råd, ja, man kan ind imellem få fornemmelsen af, at det er pressens (og fjernsynets) primæropgave at give gode råd, så ingen kommer noget til og alle ved, at hvis de alligevel kommer galt af sted eller bliver stressede, så har de selv været ude om det! At ingen har tænkt over, at man kan blive stresset ad helvede til ved bare at læse om, hvordan man undgår at blive stresset, kan undre.
Undgå klicheer
Når det er sagt, må det tilføjes, at en gammel idiot som jeg i hvert fald bliver stresset, når han gang på gang syltes ind i avisernes dårlige sprog og elendige hang til flovser og fraser. Jeg husker engang, hvor jeg i gymnasiet direkte skrev af efter en artikel i Politiken og afleverede den som dansk stil. Jeg tror, der var tale om en beskrivelse af Kongens fødselsdag eller noget lignende, og Borup Jensens kommentar var: Undgå klichéer! Det er over halvtreds år siden, og der har sikkert stået noget om, at i det øjeblik kareten kørte over pladsen «brød solen frem.« I dag må man lægge øje til på ca. hver anden side i dagspressen, at nogen »raser« eller »er rasende«. Statsministeren »raser«, beboerne i Albertslund »raseri«, stewardesserne i S.A.S. »er rasende«, bønderne, fiskerne, børnehavepædagogerne og hjemmehjælperne »raser«. Hvis det virkelig var tilfældet, at så mange gode mennesker indenfor og udenfor landets grænser hver dag var så »rasende«, ville det slet ikke være nødvendigt med gode råd om stressbehandling, de fleste ville for længst være omkommet af apopleksi.
Sprogligt armod
Der er her tale om en devaluering, en sproglig armod, der i værste fald kan føre til åndelig lammelse i bedste til det, der allerede er godt på vej: newsspeak. Det er som om pressen på visse områder skaber sin egen argot, et selvhenvisnede mumbojumbo, som kan betyde alting og ingenting på én og samme gang. Det har ikke noget at gøre med nytilkomne ord og amerikansk jargon i hjemmestrikket aftapning, ikke nødvendigvis i hvert fald, det er snarere et spørgsmål om en form for organiseret laden stå til med rødder i tresserne og halvfjerserne, hvor man gjorde det til dogme, at det var ligegyldigt, hvordan man sagde noget, bare man sagde noget, og alt det med grammatik og latin og konsekvens og velformulerethed blot var et borgerligt trick, der skulle holde underklassen nede og give den mindreværdskomplekser. Men hvis man tømmer sproget for mening og sammenhæng, bastardiserer man både hjerne og hjerte, og cementerer en følelse af meningsløshed, der bekvemt kan rubriceres som postmodernisme, men egentlig er synonym med ganske almindelig idioti.
Lad os nu være rimelige, der skrives ind imellem godt og gedigent i pressen, og når en formskåret type som popfilosoffen Henrik Dahl hænger Bettina Heltberg ud for hendes småborgerlige husmoderbetragtninger, så kan man roligt konstatere, at Heltbergs kritik er bedre skrevet end de flestes, og at det måske er fordi hun insisterer på at forsvare den sunde fornuft, at hun på nogen virker sur, udfordrende, irriterende og »gammeldags«. Hvilket altsammen bringer os lige i favnen på det højaktuelle, for hvad sker der med aviserne og journalisterne og pressen, nar en minister på en uacceptabel måde prøver at formulere en fornuftig holdning? Man går amok! Hvilket er forudsigeligt, men ville have været langt mere forbløffende, hvis accenten havde ligget på det totalt overrumplende i, at en politiker udtaler sin ærlige mening uden at have konsulteret hverken for eller baglandet, men af karsken bælg og helt uden taktiske hensyn! En person, der i den grad har »dummet sig« at selv Hans Engell, der er verdensmester i at dumme sig, kan se det, må for enhver pris kanøfles, hånes, hænges ud, dyppes i tjære og rulles i fjer og tryksværte. Af Anita Bay Bundegaard kan man kun kræve undskyldninger og bodsgang, og statsministeren bliver endnu mere skurvet i hovedet end sædvanligt ved tanken om, at en ærlig holdning for engangs skyld er blevet udtrykt på tinge og må dementere og tage afstand.
Overblik og eftertanke er ikke prioriteret højt, når avisen skal i trykken. Man skyder helst fra hoften, og det er som regel også det, der lægger os læsere og abonnenter ned. Vi vil have råt kød på bordet også på morgenbordet. Refleksioner og kølige overvejelser henvises til anden sektion og muligvis en lederspalte. Det er forsiden , der sælger avisen. Men engang imellem kan man godt længes efter lidt stilhed, en smule menneskelig hensynsfuldhed i stedet for den altid forhåndenværende sensation eller raseriet, denne skrækkelige list til at råbe højere end højt, som jo i sidste ende gør skriget så skingert, at ingen kan høre det, for trommehinderne er for længst slidt op og den sidste rest fornuft blæst ud af hovedet.
Selv har jeg det som Tolstoj: indeni er jeg stadig fem år, og selvom det snart er mere end halvtreds år siden, griber jeg som Stiva Oblonsky i Anna Karenina »den stadigt fugtige morgenavis« med samme sultne oplagthed og forventning som dengang. Det siger ikke blot noget om mig, det siger også noget om pressen, der uanset hvor meget den skejer ud, forbliver uundværlig.
Tak for Publicistprisen, jeg er stolt af den, det er rart at være one of the boys, selvom det ind imellem kan være svært at påstå, at vi ligefrem er the gentlemen eller the gentlewomen of the press.
© Klaus Rifbjerg 2001
