Læsetid: 3 min.

Tilbage til 80’erne

En af mine venner forsøgte engang at liste 100 grunde til at huske 80’erne, men han endte med 200 grunde til at gøre det modsatte
3. marts 2001

Retroaktivt
Det begyndte skidt med at Lennon blev skudt. Senere kom turen til Gandhi og Palme og indimellem faldt et ukendt antal ditto mennesker – bortset fra Rock Hudson og speedsnakkeren Kim Schumacher – som ofre for aids. Den fhv. skuespiller Ronald Reagan genoptog sit tidligere erhverv, dennegang ikke castet som cowboy, men derimod som præsident for verdens stærkeste økonomi. I Margrethes første hele årti som monarkinde gik det ufattelig godt i riget, indtil kartoffelkuren og den efterfølgende rekordhøje arbejdsløshed fejede mange skæbner langt ned under gulvbrædderne.
Værdierne imploderede. De store universelle fortællinger, der indskrev mennesket i et totalbillede, kollapsede: alle udsagn var ligeværdige, anything goes. Du er tegn, jeg er tegn.
Det postmoderne vilkår, at alle smeder sin egen lykke, fik sit udtryk i yuppierne, på dansk guldflipperne. En ung Klaus Riskjær akkumulerede luftkasteller og boede i Strandvejsvilla og holdt en overgang privatfly, så han hurtigere kunne komme på plyndringstogt i udlandet. Franskmændene har endnu ikke noget overblik over, hvor meget han nåede at tage med sig hjem.

Alle de spejle
Århus Bymuseum har godt fat i 80’erne med udstillingen »Pop – portræt af et tiår i pink«, opbygget som en række tidstypiske interiører. Et af udstillingens små rum er helliget cafeen, der fik den bodegavante dansker til at ryste på vommen. Hvad var nu meningen med at have panoramavinduer uden gardiner ud til gaden og borde og stole på fortovet? Og når de nye værtshuse serverede kaffe med damppisket mælk og chokoladedrys under navnet cappucino, var det bare fordi de unge var for fine til at indrømme, at de hellere ville have en bajer. Og alle de spejle, der ubarmhjertigt udstillede oversete skægstubbe og skuffelsen over aldrig at vinde i tips? Det var dengang kun høns skrabede og Lotto var noget de havde i udlandet. Men hvor er Nikoline Werdelins striber blevet af, da man opbyggede caféen?
Meningen var i øvrigt tydelig: Jeg er ikke et produkt af mine omgivelser. Jeg skaber mig selv og lever af at betragte andres syn på mig gennem mine solbriller. Den ægte narcissist vil helst kun se på sig selv, samtidig med at han i smug rastløs registrerer, om nu alle har set, hvor smuk og dejlig han er.
Mændene begyndte at gå med permanentet hår, indtil den århusianske frisør Per Knudsen skabte den (post?)-moderne pendant til kasserolleklipningen, som under navnet ’Box Cut’ gjorde sin opfinder verdensberømt. Punkerne gik fremtidsløse rundt i sorte laser og hanekam og læste Michael Strunge, mens BZ’erne bevæbnet med en ske gravede en tunnel ud fra det Allotria, som var omringet af betjente.
Alternative aviser skød op rundt omkring, heriblandt Øbladet på Møn, hvor de lokale med undren og mistro så de mange nytilflyttere dyrke økologisk have, holde geder og brænde røgelse. Og det der var værre. I førnævnte avis foreslog en skribent, at os flippere på landet skulle tilbyde fortropperne fra BZ nogle hvileophold, så de kunne komme til kræfter indimellem klassekampene med den private ejendomsrets fremmeste forsvarere.
Udstillingen indeholder også et bud på et datidigt pige- og drengeværelse, nogle dinosaur-pc’er og en videobåndoptager så stor som et sofabord. På en planche får gæsterne at vide, at danske René Toft Simonsen blev valgt til ’Face of the Eighties’ og foran scenen med Gnags’ første trommesæt og »Mr. Swing King« i platin på bagvæggen hænger et idolbillede af Thomas Helmig. At de to nu danner par er en af den slags smukke historier, som aldrig vil dø.
Fattig-80’erne blev også mærkevarernes årti, kan De huske krokodillen fra La Costa? Gorbatjov fandt på glasnost og perestrojka og Mathias Rust landede på Den røde Plads i et sportsfly og vi rockede for Afrika i ’85, uden at det rigtig rokkede ved noget. Wall Street krakkede i ’87 og Tjernobyl imploderede og udstillingens bedste sprogblomst finder man på en planche, der behandler den nye dille breakdance: »Frygtløse snurrede de unge rundt på ryggen, bar hvide handsker og ghettoblaster på skulderen.« Nå-generationen havde flere nosser end de fik godskrevet i samtiden.
. Århus Bymuseums kompakte udstilling fortæller hvorfor.
René har i øvrigt lige fået en tatovering på den ene balle, men hvor jeg ved det fra, får De ikke at vide.

*Udstillingen kan ses indtil 22 apr. 2001 på Århus Bymuseum i Carl Blochs Gade.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her