Læsetid: 3 min.

Vil tonerne os noget?

Niklas Rådström vil, men kan en ikke-russer overhovedet fortælle den historie Teater
12. marts 2001

Niklas Rådström vil, men kan en ikke-russer overhovedet fortælle den historie
Teater

»Man skriver alt, hvadsomhelst, bare ikke angivelser,« udtalte Tjekhov som noget nær et motto. Et russisk motto. Kort efter var Sovjetstatens mest benyttede smøremidler angiveri og korruption; det første blev en stående handelsmulighed mellem individet og staten – en sådan kontrakt kunne momentant ophæve styrets restriktioner og f.eks. skaffe en kunstner turné- og dermed afhopningsmulighed.
Fungerer?
I forestillingsprogrammet fortæller Rådström ligefremt, hvordan formen kom før indholdet. At interaktionerne i en strygekvartet, der øver, fascinerede ham og at han først lavede et udkast over en Schubert-kvartet, der imidlertid ikke fungerede.
Der er helt oplagt flere og mere pågående temaer i Sjostakovitjs liv end i den unge Franz’ lidelser. Den modne Dimitri komponerede sin 8. strygekvartet (i 1960 i det sønderbombede Dresden) under en blakket samvittigheds åg, alt for mange værker havde buldret af hyldest til totalitarismen, men om Strygekvartet i c-mol fungerer, er godt hen i 2. akt stadig et åbent spørgsmål.
Vi er i en dødssyg gymnastiksal et sted i Skandinavien, men den egentlige startscene er Moskva. Hvor den unge violinist Irina gik (Annika Johannessen) på det konservatorium, hvor hendes far Isaak var professor. Engang – for som navnet lader ane var Isaak jøde og gennemgik som sådan styrets ’klassiske’ degradering til ingenting. I hjemmet kom dagligt yndlingseleven Sergei (Henrik Jandorf), cello-talentet som Isaak ventede sig meget af, og som i stykkets nutid er en feteret vestlig importartikel.
Kvartettens to andre medlemmer lægger andenstemmer til Irina og Sergeis pinagtige afdækning af Isaaks skæbne. Bratschisten Jack (Lars Lippert), stykkets mest helstøbte skikkelse, er som amerikaner og Irinas mand både uden- og indenfor og ved mere end hans collegeprægede ungdommelighed lader ane. Og med andenviolinisten Helga har Karen Margrethe Bjerre fået stykkets bedste rolle – en hjertesvag kyniker med en skarp tunge, en skyggetante i gråt med sit eget samvittighedsproblem. Blandt disse fire går Isaaks genfærd; er det overhovedet muligt med så forskellige lig i lasten at nå frem til et samspil – som den strygekvartet, der tilbagevendende griber tråden i teaterrummet?
Stykket snubler i flere problemer, hvoraf instruktøren må påtage sig æren for det ene. For det første er Gertrude Steins første bud – make it simple, kom til sagen – aldrig nået frem til Rådströms story-board; foruden en helt afgørende anekdote om kunstnerisk ufrihed vrimler manuskriptet af motiver, side- og undermotiver – private, eksistentielle, ægteskabelige, (kunstnerisk) samvittighedsrelaterede, antisemistiske, politiske, kvindelivsrelaterede osv – uprioriterede. Er angiveri i den størrelse, der har ramt Isaak, lige så anfægtende som de moderskabsulykker, forfatteren lægger på Irina og Helga? Eller det dobbeltspil, som tynger Sergei? Rådström lader som om, men tager ikke stilling; resultatet er en afmaling af homo sovjeticus’ elendighed, som ikke kommer bag på nogen, men manglen på fokusering af det tematiske tag-selv-bord nager.
Til vrimlen af motiver slutter sig vrimlen af klichéer forklædt som russisk autenticitet, hvoraf stakkels Jandorf er udstyret med den tykkeste – en skabagtig Ivan Rebrof-lookalike (dog i en mere vestlig vægtklasse) med tilbagekastet kunstnerhoved og -hår og den evindelige emblematiske russerfrakke med stor pelskrave, som hverken kostumieren eller instruktøren kan være bekendt.
Når dertil lægges en tekstlig banalitet og inhomogenitet, hvor 1. akts indlagte belæring om c-mol kvartettens baggrund og Sjostakovitjs motiver skurrer ved sit kunstige folkeskoleplan – sådan taler professionelle musikere ikke sammen – mens 2. akt forlader det fodformede og for en tid får dramatisk drive, men til gengæld fuser ud i en fad konsensus om at spille – musikken og livet går videre, the show must go on – så forstår man, at skuespillerne er på hårdt arbejde. Det lykkes bedst for Lippert og Bjerre; Lippert med følelsesmæssig ægthed, Bjerre med velanbragt kantethed og smækkende replikkunst i de få, men så meget desto mere velkomne og velanbragte fyndord.
Johannessens Irina lykkes bedst i ulykken, den pigeagtige overstadighed lå bedre hos en ung Tjekhov-personage, og kampen mellem instruktøren og Jandorf er endt 1-0.
Kun i sideglimt kommer der et menneske ud af hadefiguren Sergei; den smule motiv forfatteren udstyrer personen med, rækker som en skrædder i helvede og fører først og fremmest til spørgsmålet om, hvorvidt en ikke-russer overhovedet kan fortælle Rådströms historie.
Det ser ikke sådan ud.

*Strygekvartet i c-mol af Niklas Rådström. Ovs.&instr.: Jan Maagaard. Scen.: Lars Juhl.. Mus.: Dimitri Sjostakovitsj. Musikere fra Radiosymfoniorkestret & Det Kgl. Kapel

*Med udgangspunkt i Niklas Rådströms stykke skriver Anders Beyer i morgen om Sjostakovitsj og miljøet omkring komponistforeningen i Moskva.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her