Læsetid: 5 min.

Tvivlsom fremtid for net-tv

Fremtidens tv-seer vil kunne have op til 1.000 kanaler at vælge imellem. Men inden forestår et opgør mellem mediegiganterne om standarder og distribution – og et politisk opgør om principper
2. marts 2001

(2. sektion)

Fremtids-tv
For nogle uger siden blev det annonceret, at de tre store danske medieselskaber TV 2, Egmont og TeleDanmark, der nu kalder sig TDC Internet, går sammen om en strategisk alliance for udviklingen af et fremtidigt internet-tv. De tre medieselskaber vil forsøge at opbygge en hel ny internetbaseret tv-station, som skal kunne tilbyde underholdning og nyheder on demand – hentet ned fra Nettet, men i form af et pc-fjernsyn i stuerne.
I lyset af, hvad der blev fremlagt af ideer ved offentliggørelsen, blev det dog hurtigt klart, at udspillet primært skal ses som en strategisk positionering i forhold til de mange mega-fusioner i udlandet og i forhold til branchens egne forventninger om, hvordan medielandskabet vil se ud om fem til ti år.
Der er derfor ikke tale om et grydeklart koncept med færdige budgetter og tidsplaner. De tre selskabers grundidé er at flytte udsendelserne fra de små firkantede billedsekvenser, som man kender på computerskærmen, direkte over til fjernsynet i stuen. Det handler altså snarere om at installere en pc i fjernsynet end at installere et fjernsyn i pc’en. På den måde vil man kunne sikre sig, at næsten alle landets husstande får adgang til den nye tv-station. Hvis man vil ændre folks vaner, spiller psykologien og mageligheden en stor rolle, og de tre selskaber tror at dette kompromis vil vise vejen for en vindende strategi.
»Du sidder stadig i din sofa og du har stadig din kop kaffe foran dig, og det er nu dig, der bestemmer, hvornår du ser 19-Nyhederne, uanset om det er kl. 19.14, 19.38 eller 20.10,« sagde TDC Internets mediedirektør Christian Peytz ved offentliggørelsen i Dagbladet Børsen for at anskueliggøre de små detaljer, der skal afgøre, om konceptet bliver en succes eller ej.

Bredbånd ikke egnet
De mange hidtidige forsøg på at udbyde tv på Internettet har alle haft store problemer med at slå til. Teknikken har været for dårlig og indholdet for tyndt. De færreste har gidet at bruge den tid det tager, at tænde for computeren og downloade video-klippene.
En hel tv-kanal vil lægge beslag på mellem fire til seks megabit i sekundet, og i dag kan en ADSL-forbindelse maksimalt klare to megabit i sekundet. Vel går dén udvikling hurtig, men der vil gå en rum tid endnu, før bredbåndet kan følge med.
Det er heller ikke sikkert, om konvergensen af telefon og bredbåndets kabelnetværker vil kunne skabe den ekstra transmissionskapacitet, der skal til for at supplere de frekvenser, som skal bruges i overgangen fra analogt til digitalt tv. Selv hvis dette vil vise sig at blive løst, vil problemer med at anskaffe ny infrastruktur og fælles standarder stadig kræve store anstrengelser – og penge.
Digitalt tv vil helt sikkert overtage de analoge sendeformer i løbet af en overskuelig fremtid. Bits og bytes fylder mindre end analoge signaler, hvilket vil betyde, at man kan sende langt flere programmer på de tilgængelige frekvenser. En satellit kan teoretisk sende op imod 800 tv-kanaler, kabelnettet omkring 250 (dog med mulighed for opgradering), og de jordbaserede sendinger vil i Danmark kunne bære omkring 30 kanaler.
Samlet set vil en dansk forbruger i fremtiden måske have adgang til 1.000 kanaler i en kombination af satellit-, kabel og jordbaserede transmissionssystemer.
Det mest sandsynlige scenario, som medieselskaberne forestiller sig, er, at fjernsynet vil blive erstattet af en vægmonitor, som er en fuldt integreret computer, og som kan vekselvirke med Internet og mobiltelefon. Den traditionelle programflade vil være erstattet af et multi-kanal-flow via en elektronisk programguide (EPG), som ordner programudbuddet efter egne specifikationer.
Som om alt dette ikke var nok, vil man også kunne rode rundt i enorme mængder af on demand-tjenester, der købslår millioner af film, e-handel, uddannelse osv.

Vertikal integration
Imens går den internationale mediepolitiske jagt på de gyldne ægteskaber videre. En ting kan man dog bemærke ved fusionerne: Det er ikke længere den ensporede fokus på at sætte sig på et bestemt segment eller et regionalt marked, der afgør aktørernes strategiske alliancer med hinanden. Det handler om et meget mere komplekst forsøg på at integrere alle dele af medieprocessen – produktion, distribution og datatransport – for at skræddersy et produkt til konsumenten, der er optimeret i alle led i fødekæden. Det handler ikke kun om at fange kunden, men også om at beholde ham for evigt.
Mediehusenes interne magtkampe står derfor centralt omkring de tekniske standarder på distributionsområdet. Den står også omkring systemer til betalingsopkrævning og administration af dekoderkort (SMS) og omkring indføringen af en elektronisk programguide (EPG).
Sidder man på én af disse vitale standarder, vil man være i besiddelse af en monopollignende dørvogterfunktion og kunne bestemme både pris og indhold. De forskellige koncerner vægrer sig forståeligt nok ved at afgive den magt, og man skal derfor heller ikke foreløbig forvente sig fælles standarder.
Det er i det lys, man skal se de mange virksomhedsovertagelser og alliancer på medie- og IT-området, herunder også Microsofts indtrængen på tv-området i form af en investering i det amerikanske satellit-tv-selskab DirectTV, hvor også Rupert Murdoch deltager.
Det startede med AOL-Time Warner fusionen i januar 2000 og har siden bredt sig som en steppebrand. Seneste store fusion var franske Vivendi, der står bag Canal+, som gik sammen med Seagram, der blandt andet ejer Universal Studios.

Mediepolitisk magt
I første omgang handler det for selskaberne om at skabe mere værdi gennem fusioner: Jo flere distributionskanaler, kombinationsmuligheder og sikrede standarder, jo større tiltro hos investorerne.
Men for offentligheden er fusionerne ledsaget af et voksende legitimeringsproblem. Giganterne får simpelthen for meget magt over medierne, ikke kun på grund af deres blækspruttelignende aktiviteter, men også i form af deres monopol på standarderne.
Det er derfor her, på standarderne, de statslige institutioner skal gå ind og kontrollere, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at efterleve det demokratiske princip om alles ret til lige adgang til massemedierne. I et stort omfang er dette jo allerede nu en utopi, men hvis problemerne ikke fuldstændig skal vokse hen over hovedet på politikerne, må diskussion om de rette standarder og adgangen til dem ikke kun overlades til markedskræfterne.
I sidste ende er det seerne, der bestemmer, om de vil være med på galejen eller ej. Indtil videre har der kun været meget tynde produkter, som ikke har kunnet lokke kunderne ud af busken.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu