Læsetid: 4 min.

Den tykke mand på muren

Efter mere end 200 kilometer bakke op og bakke ned gennem lyserøde ferskenlunde afgjordes næstsidste etape af Tirreno-Adriatico – og nok cykelløbet fra kyst til kyst – efter kørsel op ad en mur
21. marts 2001

Cykling
Monte Giberto – Den tykke mand på bakken havde sit udstyr i orden. Han stod på den høje græsvold, der som en halvø skød sig ud i den sidste stramme og stejle kurve neden for Ortezzano, som var mål for den næstsidste og længste etape i Tirreno-Adriatico, det ugelange cykelløb fra kyst til kyst, og så langt kunne han næsten se i sin kikkert. I sin multilommevest havde han mellemmadder med skinke og ost, vin, vand, cigaretter, kort over ruten og en radioscanner, der dog krattede så meget, at den hverken nyttede ham eller de omkringstående stort. Men skidt med det, for det ville blive lige netop her, på stigningen op til Ortezzano, at etapen og måske hele løbet ville blive afgjort.

En mur uden navn
En mur at køre op ad, er den. Uden navn som murene i Flandern har det, eller som Muren i Huys i Vallonien, hvor Fleche Wallonne fører over og finder sin afslutning. Næppe mere end fire hundrede meter lang, men med en stigningsprocent visse steder på over 16 og til med brostensbelagt på den smalle indkørsel til landsbyen. To gange skulle Muren ved Ortezzano passeres, et nyt navn at huske, og sidste gang efter 223 kilometer i Marches bølgende småbjerge.
Rygtet om, at rutebeskrivelsen i løbsprogrammet løj med hensyn til Murens stejlhed, havde bredt sig om morgenen lige inden starten fra den smukke piazza i den højtliggende større by Fermo. Nogle ryttere havde observeret, at øjeblikkets måske mest formstærke italienske rytter, Davide Rebellin, havde monteret et hjul med 25 tænder på bagkransen, og pludselig fik mekanikere travlt med at skifte til lettere gearing. For eksempel var hollænderne fra Rabobank, der satser stærkt på Michael Boogerd, ikke forberedt på, at der ville være en mur, men de nåede at tage højde for det, og Boogerd lå i tredieposition, da første del af et brækket felt totalt splittedes på første passage af muren. Forrest lå sidste års vinder af Liege-Bastogne-Liege, Paolo Bettini, og så godt ud, men han skulle komme til at betale for sin satsning på de 23 kilometer, rytterne skulle ud på inden sidste passage af muren. I en klynge lige efter Bettini lå Bo Hamburger side om side med verdensranglistens etter, Francesco Casagrande, og et par meter bag dem Nikolaj Bo Larsen – og minsandten Michael Blaudzun med plaster på det forvredne knæ, han havde pådraget sig ved at styrte på enkeltstarten og sætte en ellers lovende samlet placering over styr. I Fermo om morgenen havde han fortalt, at knæet stadig væskede, og at han nok ikke ville kunne gennemføre, men nu lå han alligevel der blandt de forreste og kunne endnu engang ærgre sig over, at det ikke nyttede i det samlede klassement. Uden styrtet havde han ligget i top-10, og med den erhvervsevne, der består i at være forbandet og optimistisk på samme tid, følte han tilfredshed ved at have kørt lige op med de bedste på enkeltstarten inden styrtet i sidste sving, og nu lå han der så igen. Ikke på asfalten, men blandt de bedste.
Det gjorde Bettini ikke, da den tykke mand satte kikkerten for øjnene og konstaterede, at tre havde skilt sig ud på den lange seje bakke op til Petritoli og nedkørslen inden muren. Den moldaviske mester Ruslan Ivanov, der er i gang med en stor forårssæson, Tim Jones fra Zimbabwe og en prof-debuterende italiener fra Venezia, der også begge har kørt stærkt i foråret – jeg ved ikke, hvordan vejforholdene er i Zimbabwe eller Moldavien, men i Venezia må det være svært, og også cykelsporten bliver globaliseret i disse år. Men de holdt kun til passagen gennem en lund af lyserødt blomstrende ferskentræer og foden af opstigningen til Ortezzano, jagtet og holdt i kort snor af Rabobankfolk, der havde Boogerd liggende bag sig parat til affyring op ad muren. Hvilket skete planmæssigt. Uden kikkert kunne man se hollænderen skyde frem på det første stejle stykke, men lige neden for den tykke mand slog Rebellin kontra med Casagrande, Savoldelli, Colombo og di Luca i sit baghjul.

Lang ventetid
Hamburger havde ikke kunnet holde pladsen ved siden af Francesco Casagrande, men lå i en lille klynge lige bag i en position mellem 12 og 15, og lige efter kom Larsen og Blaudzun som et sæt siamesiske tvillinger. Paolo Bettini, der havde startet hele slagsmålet på første passage af muren, måtte den tykke mand vente længe på, og endnu længere måtte man vente på Rolf Sørensen, der kørte op sammen med Mario Cipollini, og det var stærkt af den tunge sprinter, at han kom op før en stor del af feltet, men knapt så stærkt af Sørensen, der havde udset sig denne etape som en sejrsmulighed. Men nok uden at have taget højde for Muren – og så sparede han sig endnu en dag for ikke at øde alt inden Milano-Sanremo på lørdag og de følgende ugers felttog i det flamske. Man kan ikke vide med ham.
Den tykke mand med kikkerten kunne ikke se over Muren, men hans radio blev klar og kunne fortælle, at Boogerd i et tæt opgør på det sidste flade stykke et par hundrede meter fra os havde afvist Rebellin og Casagrande, Colombo og Danilo di Luca, og dermed overtog Rebellin førertrøjen med blot to sekunders respit til landsmanden Gabriele Colombo fra Cantina Tollo og tre sekunder ned til Boogerd i den samlede stilling inden sidste etape.
Den tykke mand på bakken fiskede den sidste sandwich op fra en af sine lommer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her