Læsetid: 2 min.

Uden argumentation

Kemien mellem klient og sagsbehandler bør ikke være afgørende
2. marts 2001

(2. sektion)

Radio
En familie har fået et stærkt handicappet barn. Den ulykkelige diagnose lyder på kromosomfejl. Faderen til barnet var en af gæsterne i Hanne Sommers program på P1 »Må jeg be’ om en forklaring?«, og man må sige, at han var i sin gode ret til at be’.
Barnet, hvis biologiske alder er godt syv år, halter i sin kropslige udvikling tre år bagefter og i sin åndelige udvikling fem år efter. Et sådant barn kræver en meget omfattende pleje, og forældrene, der begge er udearbejdende, må bruge enorme mængder af tid og tålmodighed på selv de enkleste indlæringer. Det bliver derfor umuligt for dem begge at opretholde deres erhvervsmæssige fuldtidsstillinger.
Nogen fortæller dem, at de faktisk har ret til en vis lønkompensation fra det offentlige, fordi de bruger så meget af deres professionelle arbejdstid på barnet. Derpå starter et maratonløb hos den pågældende kommunes sociale myndigheder. Deres første sagsbehandler fortæller dem venligt, men bestemt, at de kan spare sig ulejligheden, for der kan aldrig blive tale om nogen form for kompensation i deres tilfælde.
Så får de en ny sagsbehandler, der rent ud truer dem med, at den af ægtefællerne, der modtager lønkompensation, vil blive smidt ud af sin fagforening. Det viser sig nu ikke at være korrekt. Men de får en tredje sagsbehandler, der med stor musikalitet henviser dem til at sætte barnet i pleje i en normal dagplejeinstitution. Forældrene klager til ankestyrelsen og henviser til, at barnet ville være en uhyrlig belastning for enhver traditionel børnehave. »Det gør ikke noget«, hedder det i ankestyrelsens afslag, »men søg dog igen!« De søger igen.
Får atter afslag helt uden argumentation. De beder så, meget apropos, om en forklaring; men i stedet for en forklaring eller en argumentation får de nu pludselig den lønkompensation, de hele tiden har bedt om. Nogen forklaring på, hvorfor de pågældende myndigheder pludselig har skiftet mening, er det til gengæld ganske umuligt at opnå.

Mistænksomhed
Socialforskningsinstituttet har netop lavet en undersøgelse, »Borgerne møder systemet«, der bl.a. beskæftiger sig med sager som den her beskrevne. Forskeren bag undersøgelsen kunne fortælle, at forholdet mellem brugerne og administratorerne af det offentlige system ofte er præget af en gensidig mistænksomhed. Sagsbehandlerne har den i og for sig renfærdige opfattelse af deres opgave, at de inden for visse rammer skal imødekomme brugernes behov, men ikke brugernes ønsker. Da der imidlertid er en del brugere, også kaldet klienter, der har talent for at føre sagsbehandlerne bag lyset, forskanser disse sig bag en generel og principiel mistænksomhed.
Derfor kan en positiv udvikling af sagerne være voldsomt afhængig af kemien mellem sagsbehandler og klient, og det kan meget nemt blive tilfældet, at man skal gennem en stribe af sagsbehandlere, før den rette gensidige forståelse og tillid indfinder sig. Det er måske til at leve med. Men, som den omtalte far til det handicappede barn selv gjorde opmærksom på:
Det er straks mere problematisk, at det er forældrene med de bedste formuleringer og den største udholdenhed, der kommer igennem med deres sager, mens argumenternes lødighed tilsyneladende kun har begrænset betydning.
Noget kunne i hvert fald tyde på, at det var sådan det hang sammen i den beskrevne sag, siden myndighederne vendte deres afgørelse ethundredeogfirs grader – uden argumentation.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu