Læsetid: 4 min.

Vandringer på lærredets hvide firkant

Jan Sivertsen og Cai Ulrich von Platen er for lidt kendte, bevidner to bøger, der dokumenterer deres indsats i billedets tjeneste igennem 25 år
3. marts 2001

Kunstbøger
Lad os tage Jan Sivertsen (f. 1951) først. Han fylder til oktober 50 år og har malet i snart 25 år, men han har medvirket lidt ude på sidelinjen; han er en slags misfit, der aldrig blev vild med de vilde og dermed ikke opnåede status som kæledægge af medier og museumsfolk, skønt han var akademielev sammen med Claus Carstensen, Peter Bonde, Peter Carlsen, Nina Sten-Knudsen m.fl:
Siden 1982 har han været bosat i Paris, men trods jævnlige separatudstillinger først i Galerie Birch og i dag i galleri Asbæk, en række soloudstillinger på bl.a. Holstebro Kunstmuseum og en række vægtige udsmykningsopgaver i bl.a. glas er han i dag stort set ukendt af det brede publikum. Hans kunst, forekommer fremmed. Anderledes. Måske lige lovlig signalkraftig, farligt smuk og meget langt fra den nordiske, brækkede palet, som vi kender fra bl.a. Kirkeby: Sivertsen gør brug af stærke spektralfarver, og hans sprog forekommer på den ene side abstrakt-ekspressivt og på den anden er der efterhånden ansatser til figurativitet. Men bogen hjælper på indsigten i hans værk. Den er en velskrevet øjenåbner, der kaster lys på det, så det fremstår kløgtigere, vægtigere og smukkere, når man lægger bogen væk.

Rocket udgangspunkt
Sivertsen blev uddannet på Kunstakademiet i årene 1977-82 og havde dér så forskellige lærere som Sven Dalsgaard, Albert Mertz og Robert Jacobsen, og det var nok Mertz’ og Jacobsens ’French Connections’, der førte ham til byernes by. Jan Sivertsen, hvis udgangspunkt var rockmusikken, valgte altså efter akademitiden at bosætte sig i en by, der på ingen måde var en vogue, som man siger, nemlig i det museale og borgerlige Paris, i stedet for de for 80’erkunstnerne langt mere hotte og rå metropoler som Berlin, Barcelona eller New York. Det gjorde han, skriver bogens forfatter Per Jonas Storsve, der er museumsinspektør ved Centre Georges Pompidou, fordi han ville undersøge begrebet kolorisme, sådan som det var blevet forvaltet i den franske tradition fra Chardin til den marxistisk-leninistisk orienterede kunstnergruppe Supports-Surfaces. Men det er navnlig hos Delacroix, at Sivertsen henter både teoretisk og praktisk inspiration, fordi denne som den første maler udskiller farven som kulør – altså med en egenværdi – i stedet for at anvende den som valør i et traditionelt farvefelt.
Han er modernismens foregangsmand, der først og fremmest komponerer fladen ved hjælp af farven, mener Sivertsen, hvis meget tankevækkende og konsistente refleksioner over maleriet Storsve citerer igennem hele bogen. Sivertsen udvikler heraf en såkaldt fransk, en germansk og en nordisk palet, der alternerer i hans billeder.
Men lad os her give en smagsprøve på Sivertsens refleksioner: »Maleriet er på én gang objekt, og så går det alligevel ud over sin objektkarakter, transcenderer, åbner sig, og bliver til billede eller måske flere billeder. Det står stille i tiden, men står samtidig som en rest fra en fortidig handling og erkendelse og danner fremtidige nye betydninger. Det er en visuel realitet, men tager betydninger ved perceptionens brug af andresansererfaringer.« Så flot set og sagt.
Bogen skitserer et sjældent sammenhængende og indre logisk udviklingsforløb hos kunstneren, med nedslag i de faser, hans kunst gennemløber frem til i dag, hvor Sivertsen er blevet afklaret og geninvensterer og undersøger tidligere udviklingsfaser. Storsve holder en frugtbar balance mellem biografiske data og værkrelaterede oplysninger. Og giver den smukke bog masser af farvede prøver på Sivertsens værk.

Surreel søvn
Cai Ulrich von Platen (f. 1955) er maler og installationskunstner af Guds nåde. Også han gik på Akademiet, hos Sv. Dalsgaard, men tillige hos Freddie A. Lerche og Gunnar Aagaard Andersen i perioden 1973-78, hvor marxisme og socialrealisme dominerede i kunsten, der blev spændt for det politiskes vogn. Dét frigjorte Platen sig fra i løbet af firserne og blev sig selv, hvor han skabte – i installationens og billedets form – en bemærkelsesværdig surreel æstetik, der bygger bro mellem drømmen og dagen, og hvor han ikke skyede nogen materialer fra træstammer, over gamle døre til gamle fotografier. Der er gode dele Magritte, Brancusi, italiensk transvantgardisme og firser-ekspressionisme i Platens værker, men han er tilpas frigjort fra forlæggene og mixer sit forunderlige stof sammen til en ny billedæstetik. Han henter billederne ud af det dunkle, af dødsriget, som Lilian Munk Rösings skriver i sin tekst om Orfeus, Eurydike og Hermes, der er kongenial med Platens værker uden direkte at forholde sig til dem. Hun skriver så at sige på dem, ikke om dem, og hun anvender på en øjen-åbnende og appetitvækkende måde både sine egne øjne, sine ører og en tung, kulturel bagage fra grækerne til Rilke til at åbne dørene til Platens særegne univers. I en mere traditionel kunsthistorisk-biograferende tekst af Anne Ring Petersen konstateres det – med Søren Ulrich Thomsen – at det i den kunstneriske skabelsesproces drejer sig om at »balancere på knivsæggen mellem stof og form.« Det er lykkedes Platen via en intuitiv adgang til sin egen psyke - i en halvsovende, selvforglemmende tilstand - at åbne op for sanserne og bygge bro mellem ellers umulige og uforenelige verdener og tider.
Bogen dokumenterer, hvordan Platens værk hænger organisk sammen – selv over en 25-årig periode – og man er ikke i tvivl om, at denne drømmer med åbne øjne ikke har drømt sin sidste drøm.

*Per Jonas Storsve: Jan Sivertsen. Maleri. Borgen. 100 s., ill. 230,- kr.
*Cai Ulrich von Platen: Arbejder. Works. Borgen. 128 s., ill. 225,- kr. Tekster af Lilian Munk Rösing og Anne Ring Petersen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her