Læsetid 3.0371428571429 min.

Den venlige surrealist

Eske K. Mathiesen har gennem mange år udgivet små, mærkeligt umærkelige bøger. Eller så er de umærkeligt mærkelige. Forleden udsendte han en ny digtsamling
30. marts 2001

(2. sektion)

Poesi
»I øvrigt snublede han altid over en høj knast i det slidte dørtrin, fortæller hans gartner i sine erindringer, men med årene så rutineret, at det lignede et dansetrin.«
Så elegant slutter en tekst fra Eske K. Mathiesens seneste bog, Uglemærker. Mathiesen er magister i folkemindevidenskab og forfatter til en række bøger med titler som Ind i gåsens vendekreds, Almanakhistorier I-IV og Fuglevarsler, og de udgør efterhånden en hel lille bunke. I anledning af hele forfatterskabet og den nye bog, der er udkommet i Arenas nye Helflugter-serie, var forfatteren inde og samtale med Information.
– Hvordan ville du selv karakterisere dit forfatterskab?
»Som helhed er der ikke nogen forkromet overskrift. Det er jo spredt. Der er både kulturhistoriske bøger og børnebøger, men arbejdet med skønlitteraturen har altid været centralt. Når jeg i svage øjeblikke kigger tilbage, så har det vigtige været poesien, og den kan så befinde sig i digte, prosadigte, fortællinger eller noget andet. Der er mange blandingsgenrer, som ingen rigtig kan placere. Men lyrikken har været og er stadig drivkraften.«
– Mange af dine tekster ligner eventyr ...
»Som oftest bruger jeg en kortere form end eventyret. Det ligner måske skæmteeventyr eller sagn. Den store eventyrform har jeg brugt i nogle børnebøger, men ellers prøvet at styre mig fri af. Selvfølgelig er der en eventyrtone i det, men ikke egentlige trylleeventyr.«
– Nu taler du også som en, der ved noget om sagerne med alle deres undergenrer...
»Hvis du bruger ’eventyr’ som samlebegreb for folkeligt fortællestof, så er det rigtigt, at jeg har hentet stof der, men egentlig er det mere de små genrer inden for digtningen.«

Fabler
»Fablerne har jeg altid holdt meget af, både Æsop og de senere efterfølgere. Til tider kan man forstå fra aviserne, at kortprosa eller prosadigte skulle være en ny opfindelse, men den er jo oldgammel, Philostratos og så mange andre. Der er en fantastisk tradition at trække på.«
– Der må ligge noget evigtgyldigt i de former ...
»Ja, også fordi det er en form, der ligger tæt på det almindelige og samtidig kan være meget poetisk og intenst, som dagligsproget også kan. Det kan pludselig samle sig sammen. Det er den slags sammenstød, man i høj grad kan skrive på. Den ekstremt absurde hændelse i et meget almindeligt miljø.«
– Men vi befinder os ikke længere på Æsops tid. Skal man gøre noget andet med fabelformen i dag?
»Det gør man da også, men jeg har også skrevet regulære fabler. De har nok en anden tone end de æsopske og er mere i retningen af pasticher. Jeg har prøvet at lave sammensmeltninger, og det er faktisk hundesvært. Men fabler i den forstand, at de er billedlige fremstillinger af noget andet – det er der så meget litteratur, der er. I den klassiske forstand er det svært at bruge formen. Den bliver sprængt i dag.«
– Efter tusind år er det i sig selv blevet pastiche?
»Det kan nemt ske, men pastichen er både en fare og et legetøj. Det er det skægge ved prosadigte. Det er en diskret form, hvor man kan lege med udtryk og tonefald.«
– Der står ’digte’ på omslaget af den nye bog, men jeg synes mere, det ligner prosa...

Klassisk greb
»Det er som Baudelaire sagde: Poèmes en prose, digte på prosa. Max Jacob, en anden guru, jeg læser med fornøjelse, kaldte det for prosadigte.«
»Med hensyn til at være kondenserede billeder er det nærmest digte, men det er jo på prosa. Det er en mellemform. Hvis man læser Philostratos, der skrev sine billedbeskrivelser på hellenismens tid, så er det det samme: Han beskriver et billede, og pludselig opdager man, at det er et digt, man læser, og man spørger sig selv, som forskerne har gjort: ’Har billedet nogen sinde eksisteret, eller har han fundet på det? Er det sagprosa eller poesi?’ Den usikkerhed arbejder jeg selv med, og det er kommet helt af sig selv.«
– Du lader til at have en forkærlighed for det provinsielle og umoderne?
»Det er en gammel skade. Jeg kommer fra et almindeligt miljø i provinsen og holder meget af den.«
»Det er det med spændingsforholdet mellem det dramatiske og det udramatiske. Det mærkelige hører hjemme i det umærkelige. Det er vel ikke så ualmindeligt at arbejde med det. Det er et klassisk greb. Det sære løfter teksten, så resten kører i et højere gear. Men det er et greb, som også kan misbruges og blive til en kliché, når der skal være noget mærkeligt alle steder. Det er nemt nok, hvis man træner sig. Men det mærkelige skal være tilpas virkeligt. Der er grøfter til begge sider. Det er ingen sag ekstatisk at pløre billeder oven i hinanden. Det kan blive en uvane. Den hæmningsløse fantasi er for nem. Fantasien skal holdes i snor.«
»At give tingene et lidt andet navn og lige dreje synsfeltet lidt. Ikke at der altid skal være noget andet end det, der står. Sproget er der jo og skal bruges. I poesi tager man tit fat i grundbetydninger af ord, som så fører ind i forskellige ting.«
»Ord er jo meget substantielle, når man går til dem. Denne erfaring er måske banal, når den formuleres, men erfaringen selv, i arbejdet, er meget konkret. Ordene kan brænde på som stof og materiale, og næsten som en billedhugger tager man fat på det.«
– Tit slår tingene over i noget nærmest surrealistisk ...
»Ja, men en venlig surrealisme.«
– Du har aldrig udgivet romaner på store forlag. Er du lidt overset i mediemaskineriet?

Småskravl
»Jeg føler mig ikke overset, men man ved jo, hvordan mekanikken er. At lave noget så spredt og underligt er ikke opskriften på at blive et stort navn. Det er jo ikke romaner, så der er ikke penge i det, men det kan ikke hidse mig op. Der findes jo folk, der er begyndt som lyrikere og senere har levet op til roman-ønsket fra forlæggerne, men hvis det er drivkraften, så ...«
– Det er måske et temperamentspørgsmål ...
»Jeg har lavet et par roman-agtige børnebøger, Heinrich Hundekoks bedrifter, men det blev et sammensurium af småhistorier. Det hænger da sammen, men ikke særlig elegant. Det er den lille form, der ligger til mig. Men den kan også utroligt meget, fordi den er i slægt med så meget af det almindelige, skitser, huskesedler, alt det, der findes en rigdom af, men ikke bruges så tit i litteratur. Alt småskravlet kan jo struktureres og laves til nye, kunstneriske tekster. At det så falder uden for en vis type kasse-tænkning, det må blive, som det bliver.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu