Læsetid: 6 min.

En verden af Nielsen’er

Læseværdig og tankevækkende ny bog om Hans-Jørgen Nielsen, der fortsat rammer tiden, også som debatskaber
16. marts 2001

(2. sektion)

Antologi
Vi spiller mange roller i vort liv, og sådan skal det være. Så kontant tør man måske formulere en grundtanke i den livsholdning, Hans-Jørgen Nielsen engang i 1960’erne døbte ’attituderelativismen’. I hvor høj grad det gjaldt for Hans-Jørgen Nielsen selv, kan man fundere over med udgangspunkt i den bog om hans forfatterskab, der udkommer i dag.
I Portræt af et forfatterskab, Hans-Jørgen Nielsen (Forlaget Spring) har Tania Ørum samlet knap en snes skribenter om Nielsens værk. Et kaleidoskopisk portræt bliver det – den rigtige måde at håndtere et så mangesidigt og omskifteligt forfatterskab på, kan man mene, i hvert fald til en begyndelse.
At Hans-Jørgen Nielsens rolle kan tolkes og vurderes forskelligt, bliver endnu tydeligere, når man sammenligner med en anden antologi, som behandler samme periode i dansk litteratur, Anne Marie Mais og Anne Borups Historier om nyere nordisk litteratur og kunst fra 1999. I Portræt står Nielsen i fokus; det er hans gerning, der skal diskuteres og hyldes en smule. I Historier deler han scenen med andre, men spiller også en mere tvetydig rolle. Dér er Nielsen den, der skal sættes spørgsmålstegn ved og læses med nye kritiske øjne.

Strid om navne
Anne Marie Mai og Anne Borup har ved flere lejligheder forsøgt at beskrive den reduktion, som ’modernismekonstruktionen’ i dansk litteratur skal have medført, og hvis startpunkt henlægges til Hans-Jørgen Nielsens (og Steffen Hejlskov Larsens) ’opgør med modernismen’.
Som eksempel på skadevirkningerne nævner Anne Borup i Historier, at Peter Laugesen og Dan Turèll ikke var med i Hans-Jørgen Nielsens generationsantologi Eksempler fra 1968. I Portræt synes Christian Dorph, at det da ikke er noget gøre vrøvl over; de havde jo knap nok publiceret noget på det tidspunkt, og tre år senere kom de med i Hejlskov Larsens og Højholts antologi Og.
Klaus Høeck fortæller i Historier om den tillid, man kunne have til Hans-Jørgen Nielsen. Man vidste jo, »at han var det nye. Men desværre viste det sig jo, at han ligesom kun ville sig selv«. I Portræt varierer Klaus Lynggaard figuren: »Dylan brød sig sgu aldrig rigtig om at være talsmand for andre end sig selv, en i øvrigt fornuftig kunstnerisk position.«
Lars Bukdahl, der i Historier fremholdt Turèll og Laugesen som kontraster til Nielsen, sammenlæser dem i sit bidrag til Historier og demonstrerer, hvordan vindene ude på det æstetiske felt kan gå i alle retninger. i Historier gik han så vidt som til at mene, at det faktisk var Dan Turèll, der virkeliggjorde det, Hans-Jørgen Nielsen drømte om. (Og Anne Borup gentog formuleringen i sin Dan Turèll-artikel i Danske digtere i det 20. århundrede.)
I sin anmeldelse af Historier (Kritik 141) reagerede Tania Ørum mod, at man på denne måde vendte Hans-Jørgen Nielsen mod Hans-Jørgen Nielsen, og hun lovede at forsyne os med et mere oplysende materiale til den fortsatte diskussion af Nielsens forfatterskab. Og det har hun gjort. Sidste år redigerede hun sammen med Morten Thing Nielsen sort på hvidt, samlede digte (Tiderne skifter), og i dag altså portrætbogen.

Kronologi
Portræt af et forfatterskab udgør en forfattermonografi af samme slags, som Iben Holk har udgivet om forfattere som Højholt, Sarvig, Inger Christensen. 18 skribenter foruden redaktøren er gået sammen om forfatterskabet. Hver af dem må foretage sin egen rejse, og selv om Tania Ørum gør et godt stykke arbejde i sin indledende præsentation, er der intet samlet greb om problematikken.
Perspektivet skifter, gentagelserne er mange (hvilket i og for sig hører til genren), og arbejdet med at sammentænke delene og spørgsmålene til en helhed står stadig tilbage. Hvilket ikke forhinder, at der er en hel del læseværdigt og tænkeværdigt i bogen.
Til dels følger bogen samme kronologi: Jens Larsen skriver om Haiku, Christian Dorph om ’Nielsen’ og den hvide verden, Martin Møller og Fredrik Stjernfelt om Fodboldenglen, Frits Andersen om Nielsens senere essayistik. Derudover belyses relationen til kompositionsmusikken af Pelle Gudmundsen-Holmgreen (i en tekst med klare pædagogiske pointer), rocken af Klaus Lynggaard (i en gnistrende tekst, der kan få enhver til at svigte litteraturen til fordel for rocken), og billedkunsten repræsenteres med en note fra Stig Brøgger. Svend Erik Larsen analyserer forholdet mellem sprog og natur i digtet »Jordarbejder, Fire stykker om naturen«

Erindringer
Andre bidrag har mere karakter af personlige erindringsbilleder: Vibeke Sperling (om journalistikken), Morten Thing (om politikken), Bjarne Sandstrøm (om studenterårene), Thomas Bredsdorff (om litteraturpædagogikken). Den norske kritiker Helge Rønning og den svenske digter og kritiker Leif Nylén mindes begge de lejligheder, hvor de vandrede lykkeligt berusede gennem natten i selskab med Hans-Jørgen Nielsen.
Det er indholdsrigt, men ikke noget, man læser i ét stræk, og man kan spørge sig selv, hvad der egentlig er bogens ærinde. Hvor meget af det er vigtigt i dag?
Tania Ørum betoner i indledningen (ligesom i efterordet til ’Nielsen’ sort på hvidt, og Per Højholt i forordet til samme bog), at Hans-Jørgen Nielsen først og fremmest var poet. Erik Skyum-Nielsen betoner, at poesien netop derfor var akut problematisk for ham, og han fører i bogens indledende essay et effektivt, overgribende ræsonnement af en art, som man kan savne i en del andre bidrag. Når tidens aktuelle spørgsmål tager plads i digtene, mener Skyum-Nielsen, tømmes de for poesi; omvendt kan den skrivendes meditative ensomhed skabe en plads til verden i »ordenes stille midte«.
Konklusionen bliver, at Hans-Jørgen Nielsen i den poetiske praktik havnede i konflikt med sit poetologiske program. Hans søgen efter en elementær anonymitet gav paradoksalt nok plads for en elementær kropslighed og sanselighed. Og måske krop til en personlig ensomhed, sorg.
Christian Dorph tager ’attituderelativismen’ op, og tanken om det forbrugersamfund, der omgiver os i dag, får ham til at udbryde: »Attituderelativismen har sejret ad helvede til.« Men han gør det uden at forsøge nærmere at bestemme, hvad termen kan betyde i Nielsens sammenhæng.

Fodboldenglen
Et par af de mere elegante bidrag tager udgangspunkt i romanen Foldboldenglen. Martin Møller læser til at begynde med romanen ud fra dens ambition om at tematisere spændingen mellem den lille historie, individets liv, og den store historiske udvikling. Den polaritet, han finder mellem at sammenføre de to sfærer og at holde dem adskilt, anviser retningen for en tolkning af romanen.
Men Møller afstår fra at fuldføre læsningene, og han afstår fra at udrede forholdet mellem selvforståelsen hos romanpersonerne og forfatterens selvforståelse. Der stilles det intensivt retoriske spørgsmål, om den roman, der vil være en skildring af ungdomsoprørets erfaringer, dybest set har til formål at redde forfatteren Hans-Jørgen Nielsen ud af et politisk dilemma ved at skabe en fiktion – for nu at koble niveauerne sammen – der kan redde protagonisten Frands ud af privatlivets havari.
Og Fredrik Stjernfelt følger op med flere spørgsmål. Hvad er det egentlig for kræfter, der slippes fri i den rus, som spillet kan skabe i lykkelige øjeblikke? Et sådant euforiens primat kan også spores i ungdomsoprørets utopi, men kan det, spørger Stjernfelt, virkelig oversættes i sociale og politiske termer uden at komme i konflikt med politikkens hverdag? Forudsat altså, at den vil være demokratisk.

Om valg af instrument
Jeg diskuterede en gang med Hans-Jørgen Nielsen, hvad valget af musikinstrument fortalte om en person. Leif Nylén spillede trommer. Hans-Jørgen Nielsen var trompetist (som Boris Vian) - dvs. den, der stod for melodien og ledede samspillet, gerne længst fremme på scenen.
På lignende vis så Nielsen artikelsamlingen Billeder fra en verden i bevægelse fra 1981, som et eksempel på "kollektiv idéudvikling i individuel form". Bogen afsluttedes med et portræt af Victor Serge, som modsigelsesfuld skikkelse i 1900-tallets revolutionære historie.
Han skiftede bestandigt side, ændrede standpunkter og kan udefra set betragtes som en vendekåbe, men indefra set, mener Nielsen, var alt dette et udtryk for hans sans for komplikationer. Og denne dobbelthed præciseres på en måde, der fremstår som Hans-Jørgen Nielsens selvkarakteristik : »Bestandigt er han på én gang anfægtelig og beslutsom.«.

*Portræt af et forfatterskab, Hans-Jørgen Nielsen. Red. Tania Ørum. 245 s. 225 kr. Forlaget Spring. Udkommer i dag

*Ingmar Lemhagen er kritiker, leder af Nordens Folhögskola i Biskops-Arnö – og trompetist

*Oversat af Birgit Ibsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her