Læsetid: 6 min.

Viden er alt

Viden som produktivkraft har koblet kloden sammen i et skæbnefælleskab. Det kaldes globalisering – og at lære at leve med en sådan viden kræver stor visdom
2. marts 2001

Det virtuelle rum
Livslang læring er blevet en ny stor fortælling med utrolig gennemslagskraft. I dag er det blevet et mantra i al uddannelsespolitisk tænkning, at globalisering kræver livslang læring for ikke at blive marginaliseret. Hvad man ikke i samme grad tænker på er, at livslang læring også er med til at fremme globaliseringen. Globaliseringen medfører ikke kun at kvalifikationskravene øges; øget kundskabsproduktion medfører også, at globaliseringen fremmes. Ja, sandsynligvis er kundskabsproduktion den helt afgørende drivkraft i den proces, vi kalder globalisering.
Det er i hvert fald hvad Thorkild Kristensen, forhenværende finansminister og generalsekretær i OECD, hævder i artiklen ’Kundskab som produktionsfaktor’ fra 1971. Her argumenterer han for at betragter kundskab som en selv-stændig produktionsfaktor på linje med jord, kapital og arbejds-kraft, der ifølge klassisk økonomisk teori udgør de tre centrale kilder til velstand. Men ifølge Thorkild Kristensen giver denne teori ikke længere et troværdigt billede af den samfundsøkonomiske proces. De senere årtiers kundskabsekspansion må, som han siger, medtænkes »ved ethvert forsøg på at forstå udviklingen«.

Tyve år senere fik Thorkild Kristensens synspunkt pavens velsignelse. I sin 1991-rundskrivelse Centesimus Annus skrev pave Johannes Paul II: »Medens den afgørende produktionsfaktor engang var jord og senere kapital…er den afgørende produktionsfaktor i dag i stigende grad mennesket selv, det vil sige menneskets viden«.
Hvad vi ofte overser er, at kundskab bidrager til produktionen i økonomisk forstand på to måder: Ved at blive ’indbygget’ i mennesker, og ved at blive ’indbygget’ i maskiner og andre kapitalgenstande. Når der ved undervisning og pædagogik produceres og distribueres mere viden, er humankapitalen blevet forøget; og når der ved forskning og praktiske forsøg frembringes bedre kaffemaskiner og bedre hvedesorter, er der indbygget mere kundskab i de pågældende kapitalelementer.

Evnen til at indbygge viden i materialer synes at være en helt afgørende drivkraft i globaliseringen. Tidligere var teknikken arbejdsintensiv, siden blev den mere kapitalintensiv, nu er den blevet mere kundskabsintensiv. Denne udvikling peger ifølge Thorkild Kristensen i retning af øget internationalisering. »Når produktionen skal være mere og mere kundskabsintensiv, må stordrift være den logiske konsekvens. For at forsknings- og
vidensudvikling samt interne beregnings- og kommunikationssystemer kan blive så billige som muligt pr. enhed, så er den størst mulige produktion ønskelig«.
Det medfører, at de store koncerner udstrækker deres virksomhed til mange lande. Samtidig bliver kapitalmarkedet internationaliseret, og arbejdskraften bevæger sig i vidt omfang ud over lande-grænserne. Det betyder, at »de nationale regeringer i mange spørgsmål (er) ved at blive for små beslutningsenheder. Når transaktionerne i stigende grad internationaliseres, må det samme på længere sigt også gælde de politiske beslutningsprocesser«.
Da Thorkild Kristensens i 1971 skrev sin artikel om ’Kundskab som produktionsfaktor’ var ordet globalisering endnu ikke opfundet. Men selv om hans sprog på dét punkt ikke er helt opdateret, gælder det ikke hans fremtidsscenario. Det er ikke blevet gjort til skamme af den efterfølgende udvikling. Tværtimod.

Når viden har fået stadig større betydning i produktionen, skyldes det, at vidensindholdet i produkterne er stigende. Det er stor forskel på vidensindholdet i de gamle hørerør og de moderne høreapparater. Et moderne høreapparat er højkomprimeret viden. I modsætning til det gamle hørerør kan man ikke bare ’se’ på et høreapparat, og derefter samle de nødvendige materialer og lave et høreapparat.
Da Oticon lancerede et nyt høreapparat i 1980, bestod det efter sigende af 80 komponenter og havde kostet fem mio. kr. at udvikle. I 1996 blev et nyt høreapparat sendt på markedet. Det bestod af 200.000 komponenter og havde kostet 100 mio. kr. at udvikle. Den vigtigste faktor i et høreapparat er immateriel. Det materiale, der indgår i apparatet koster langt mindre end den viden, der er ’indbygget’. Generelt udgør råstofferne i elektroniske komponenter under en procent af prisen, mens de i en bil udgør omkring 30 procent. Næsten hele investeringen i f.eks. elektroniske og medicinske produkter er investering i forskning og udvikling, dvs. i vidensproduktion.
Denne udvikling betyder, at produktionen i stigende grad baseres på en ny form for arbejdsdeling, nemlig vidensdeling. De enkelte produkters kompleksitetsniveau er steget så voldsomt, at det ikke længere er tilstrækkeligt for virksomhederne at maksimere dynamikken i arbejdsdelingen; for at kunne klare sig på det globale marked er det nu nødvendigt at maksimere dynamikken i vidensdelingen. Alene en simpel kaffemaskine er i dag sammensat af komponenter, der er produceret i ni forskellige lande på tre forskellige kontinenter.

At kundskaber er vigtigere end jord, kapital og arbejdskraft i produktionsprocessen, har medført et globalt kundskabskapløb. Derfor vil – fremhæver den franske filosof Jean-Francois Lyotard i rapporten Viden og det postmoderne samfund fra 1979 – »videnskaben bevare og uden tvivl yderligere styrke sin betydning i nationalstaternes batteri af produktionskapaciteter. Denne situation er endog en af de grunde, som får en til at mene, at afstanden til udviklingslandene ikke vil ophøre med at blive større i fremtiden«.
Når demonstranter går til kamp mod globaliseringen ved at forsøge at hindre WTO, EU og Verdensbanken i at holde møde i Seatle, Nice og Prag, er de sikkert gået galt i byen. At kapitalens magt er stor og at frie kapitalbevægelser har enorm betydning for globaliseringen er hævet over enhver tvivl. Og det vil sikkert være klog politik at pålægge den ’frie kapital’, dvs. finanskapitalen, en såkaldte Tobin-skat, som for eksempel organisationen ATTAC argumenterer for.
Men hvis videnskaben og ’fri viden’ er en endnu vigtigere drivkraft i globaliseringen, hvad så med den ’frie viden’? Skal den også pålægges en skat?
Selvfølgelig ikke. Vi må fastholde, at der er en kvalitativ forskel mellem ’fri viden’ og ’fri kapital’; at ’fri viden’ er et gode, hvad ’fri kapital’ ikke uden videre er. Men spørgsmålet står tilbage: Hvor skal demonstranterne gå hen, hvis det er rigtigt, som Thorkild Kristensen siger, at de seneste årtiers kundskabsekspansion må medtænkes »ved ethvert forsøg på at forstå udviklingen«?

Måske skulle demonstranterne i Seatle, Prag og Nice have demonstreret foran universiteterne og forskningscentrene i de pågældende byer, da den slags institutioner i dag synes at udgøre de strategiske knudepunkter i globaliseringen.
Silicon Valley ved San Francisco ligger ikke et tilfældigt sted; dalen strækker sig mellem Berkeley Universitet i nord og Standford Universitet i syd – de tyve km der er mellem to af verdens førende universiteter. Her findes, som det er blevet sagt, verdens højeste koncentration af ’high-tech’ og ’free knowledge’.
Men også universiteterne forandrer struktur. I takt med at vidensproduktion er blevet den vigtigste produktivkraft, sker der en forskydning af universitetet i retning af virtualitet, dvs. en institution, der først og fremmest eksisterer med en informationsstruktur som infrastruktur. Den dominerende produktivkraft er i færd med at sprænge de gamle rammer, der i stor udstrækning blev sat af fysisk lokaliserbare institutioner. Gennem de senere år er der rundt om i verden blevet opbygget virtuelle klasserum af vidt forskellig slags og størrelse, som bl.a. imødekommer et stadigt stigende samfundsmæssigt behov for specialisering og fleksibilitet.
Ligesom satellitter har undermineret nationalstaternes monopol på oprettelse af og distribution af radio- og fjernsyn, tyder meget på, at den rivende teknologiske udvikling, større mobilitet og stigende efterspørgsel efter kundskaber er i færd med at undergrave det monopol, som nationalstaterne har haft på undervisning og uddannelse. Internet, videokonferencer og andre elektroniske medier synes allerede i færd med at forvandle uddannelse til en global industri; uddannelse er ved at blive en digital handelsvare, der kan sælges hvor som helst på kloden, og markedet vokser.

Globalisering synes at være en ny historisk realitet, og ikke kun noget nyliberale ideologer har opfundet for at overbevise os om, at vi skal kapitulere for markedet. Udviklingen af grænseoverskridende kundskabs- og produktionsnetværk lader til at være det mest grundlæggende træk ved globaliseiringsprocessen – en proces der først og fremmest er blevet muliggjort af den nye informations- og kommunikationsteknologi. Globaliseringen er dermed i færd med at skabe nye forudsætninger for produktion, økonomi, politik, kultur og pædagogik.
Ny informations- og kommunikationsteknologi har skabt helt nye muligheder for at lægge kundskab til kundskab, og erfaring til erfaring, og dermed er der skabt et enestående produktionspotentiale, der selvfølgelig ikke er uden risiko. Tværtimod. Vi lever i stigende grad i et risikosamfund, der ikke vedkender sig nationale grænser.
For 50 år siden blev atombomben symbol på det forhold, at vi nu har produceret en viden, der kan ødelægge menneskets livsmuligheder på jorden. I dag er globalisering et udtryk for det forhold, at viden som produktivkraft har koblet kloden sammen i et globalt skæbnefælleskab. At lære at leve med en sådan viden, kræver uden tvivl stor visdom.

Ove Korsgaard er lektor på Danmarks Pædagogiske Universitet og har senest udgivet ’Kundskabskapløbet. Uddannelse i videnssamfundet’, Gyldendal, 1999.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu