Læsetid: 3 min.

Video og DVD

9. marts 2001


Oliver Stone-film som boxset
*Det er umuligt ikke at have en mening om den amerikanske instruktør Oliver Stone. Om man elsker eller hader hans højtråbende og meningsfyldte film om det amerikanske samfunds mange bagsider, så er man nødt til at tage stilling til en mand, der så åbenlyst har en bagtanke – gerne politisk – med de film, han laver. Amerikas vagthund er han blevet kaldt.
Personligt har jeg nydt de fleste af Stones film – f.eks. Talk Radio, Platoon, Wall Street, Doors – og jeg tager hatten af for hans engagement og kompromisløshed, der også har gjort ham så upopulær i de kredse, han har ’angrebet’.
I USA udkom fornylig et boxset med ni af Stones film og en dokumentarfilm om instruktøren på dvd, alle spækket med ekstramateriale i form af, blandt meget andet, interviews, fraklip, og kommentarspor, hvorpå en som regel engageret Stone fortæller om sine film.
Desværre har man ikke kunnet sende filmene samlet ud herhjemme – det har noget med distributionsrettigheder at gøre – men et par af de bedste er dog udkommet.

JFK
*Stones meget omdiskuterede konspirationsthriller fra 1991 er stadig en af hans bedste film. Kevin Costner brillerer som statsanklager Jim Garrison, der ikke tror på, at Lee Harvey Oswald var alene om at planlægge og myrde præsident John F. Kennedy i Dallas i 1963.
Selve filmen er et 205 minutter langt director’s cut, 17 minutter længere end biografversionen, og det er stadig en yderst medrivende historie om Garrisons anstrengelser for at trænge til bunds i et mord, som i manges øjne er uopklaret.
Ekstramaterialet på dvd’en er lige så imponerende som filmen og omfatter ud over audiokommentar med Stone og fraklippede scener – i alt 45 minutter – en masse fakta om selve Kennedy-mordet, der bringer os up to date, hvad angår teorier og oplysninger, der er kommet frem, siden filmen blev lavet. Et must for enhver anspændt konspirationsteoretiker.

Natural Born Killers
*Denne hårdkogte og brutale mediesatire fra 1994 har Stone meget opfindsomt skruet sammen af alskens video- og filmformater, og det giver den et ekstremt og meget dynamisk udtryk. Samtidig er det den af hans film, der har skaffet ham flest problemer på halsen. Den bidske og vittige historie om de to elskende Mickey og Mallory, der myrder sig vej gennem USA, mens medierne begejstret klapper i hænderne, blev bl.a. beskyldt for at have inspireret et par amerikanske teenagere til at skyde deres klassekammerater.
Vil man se, hvad al den ståhej drejede sig om og samtidig opleve en uklippet version af en film, der tager gevaldig pis på medierne, ja, så bør man ikke snyde sig selv for dvd-udgaven af Natural Born Killers.
Dvd’en er udstyret med de sædvanlige, fraklippede scener og en audiokommentar med Stone, der ikke er så inspirerende som det dokumentarprogram om filmens produktion og kontroversielle modtagelse, dvd’en også rummer.

Any Given Sunday
*Oliver Stones seneste film er et intenst, velspillet og fantastisk filmet football- og korruptionsdrama, hvor ikke mindst Al Pacino og Dennis Quaid giver den, hvad den kan trække som henholdsvis træner og aldrende spiller, der befinder sig midt i en hvepserede af skruppelløse læger, arrogante spillere og pengegriske holdejere.
I en film, der ligger fint i tråd med de mere overordnet politiske dramaer, har Stone sat sig for at vise, at ikke alt, hvad der foregår bag kulisserne i den amerikanske nationalsport, kan tåle dagens lys. Og det gør han så uden fløjlshandsker eller skam i livet.
Ekstramaterialet på filmen er ikke voldsomt sindsoprivende – slettede scener og en bag kameraet-dokumentar – men kommentarsporet med Oliver Stone er ganske spændende og afslører, at han elsker spillet, men hader al den politik, der ligger bag – hvad man måske allerede regnede ud, mens man så filmen.

’JFK’, ’Natural Born Killers’ og ’Any Given Sunday’ kan fås hos enhver ordentlig dvd-forhandler. Det samme kan Stones egen ’Heaven and Earth’ og Brian DePalmas ’Scarface’, der har manuskript af Stone, og begge er udgivet på dvd i specialudgaver. Det ti titler store boxset kan fås via www.laserdisken.dk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu