Læsetid: 3 min.

Visuel poesi

Fransk films bedst bevarede hemmelighed – den højligt originale instruktør Claire Denis
30. marts 2001

(2. sektion)

Filmfestival
Det er længe siden, vi har hørt virkelig godt nyt fra den franske filmfront. Historiske udstyrsstykker, trendy action og lumre erotiske kammerspil synes i det sidste tiår at have været blomsten af den fordums så stolte franske filmproduktion. Der er naturligvis undtagelser, og en af de mest spændende af dem er Claire Denis, som man nu har mulighed for at stifte ganske grundigt bekendtskab med på Natfilmfestivalen.
Med 52 år og syv spillefilm bag sig er Denis langtfra nogen årsunge. Hun har været assistent for så fornemme navne som Wim Wenders, Jacques Rivette og Jim Jarmusch, men de film, hun selv har instrueret, er så helt og aldeles hendes egne. På forskellig vis er de alle meget fysiske og musikalske film, der med et minimum af dialog kredser om marginaliserede eksistenser og/eller om maskuline fællesskaber, som oftest i et flerkulturelt miljø. Denis’ film følger ikke den slagne Hollywood-vej til dramaturgisk forløsning. De har ganske vist altid en handling, men må snarere beskrives som sensuelle impressioner, levende tidsskulpturer, eller visuelle ækvivalenter til frie jazz-kompositioner.
For Denis, der gerne arbejder med de samme skuespillere og teknikere fra film til film, er hendes egen og de medvirkendes kreative intuition før og under optagelserne vigtigere end et fikst og færdigt manuskript eller et lineært plot. Resultatet er en håndfuld sjældent betagende værker, som forankrer deres dybt humanistiske tilgang til tingene i en minimalistisk hvilen i enkeltscenernes intense umiddelbarhed.

Fremmedlegionen
Denis fik sit internationale gennembrud med sin sjette film, Beau travail (1999), der af engelske og amerikanske kritikere helt fortjent er blevet hyldet som et moderne mesterværk. Filmen er en fri gendigtning af Herman Melvilles romanklassiker Billy Budd, som Denis har omplantet til Fremmedlegionen i vore dage.
Beau travail er ikke nogen decideret actionfilm, men snarere en slags Genet’sk meditation over det eminent maskuline univers i en multinational legionærlejr i Djibouti.
I modsætning til Melville koncentrerer Denis sig om the bad guy – der i filmen er blevet til sergenten Galoup (sublimt fremstillet af den koparrede Leos Carax-skuespiller Denis Lavant) – og lader ham fortælle historien. Galoup er den perfekte soldat, men han martres af langtfra perfekte menneskelige følelser, der gør ham utilregnelig af jalousi over en ny legionærs irriterende skønhed, heltemod og popularitet hos de andre, ikke mindst hos den elskede kommandant.
Beau travail er heller ikke nogen decideret bøssefilm. Alligevel skulle der nok være en del at glæde sig over for et gay publikum. Ikke mindst når de muskuløse legionærer i koreograferede balletter til tonerne af Benjamin Brittens opera Billy Budd svedende hengiver sig til deres fysiske træning under Afrikas ubønhørlige sol. Det er virkelig umådeligt smukt arbejde – som iagttages med lige dele benovelse og munter undren af de lokale kvinder. Paradoksalt nok skulle der formentlig netop en kvindelig instruktør til at fremstille den lige så kraftsvulmende som uudgrundelige maskuline mystik med så megen poetisk indlevelse.

Det marginale
På Natfilmfestivalen kan man tillige se seks andre Denis-film. Bl.a. den delvist selvbiografiske debutspillefilm fra 1988, Chocolat, der beskriver en rejse i erindringen til instruktørens barndom i 1950’ernes Cameroun. Synsvinklen ligger hos den lille datter af den stedlige franske kommandant, men i centrum for filmen står den smukke afrikanske boy Protée, der med skæbnesvangre følger bliver genstand for kommandantfruens erotiske længsler.
S’en fout la mort (1990, No Fear, No Die) er en lige så grum som fascinerende historie om to afrikanske indvandrere, der forsøger at skabe sig et liv i Frankrig som opdrættere af kamphaner. Så længe hanerne holdes isoleret fra høns, er alt godt – det samme gælder for opdrætterne, hvis intime venskab og hele tilværelse styrter i grus, da den ene af dem forelsker sig i en (hvid) kvinde.
En serie mord på ældre kvinder i 1980’ernes Paris danner den autentiske baggrund for J’ai pas sommeil (1994, I Can’t Sleep), der imidlertid er meget langt fra at være en genrefilm. Denis er nemlig kun behersket interesseret i selve kriminalsagen og det homoseksuelle morderpar. I stedet tegner hun et kollektivt portræt af mordernes familie og øvrige omgivelser af hovedsagelig ’ny-franskmænd’, der alle frister en udsat tilværelse som randeksistenser i det franske samfund.
Når man absolut ikke bør snyde sig selv for et møde med denne højligt originale instruktørs værk, er det ikke så meget på grund af de pikante emner, hun tager op.
Man skal se hendes film, fordi hun helt uden facitlister og kun med intuitionen og musikaliteten som kunstnerisk brændstof skaber dybt humanistiske film, der fremstår som rytmisk visuel poesi af lige så besættende som foruroligende skønhed.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her