Læsetid: 2 min.

web.hvad.hvor

16. marts 2001

(2. sektion)

www.salon.com
*Vi har skrevet en del om det amerikanske webmagasin Salon.com’s fortræffeligheder her i avisen, men jeg vil ikke undlade endnu engang at kippe med flaget for et af de mest intelligente og underholdende magasiner overhovedet, det være sig trykt eller elektronisk. Salon holder en sund balance mellem det grundige og det hurtigt læste, siderne er overskuelige, og de er næsten aldrig kedelige eller foverfladiske.
Ikke mindst er Salons filmsektion altid et besøg værd. Udover som regel skarpe og vidende anmeldelser fra bl.a. Charles Taylor og Michael Sragow, er siderne fyldt med velskrevne og aktuelle interviews – findes også ofte som lydfiler – artikler og essays.
Men lader man filmene ligge et øjeblik og bevæger sig over i Salon Audio, www.salon.com/audio, er der rig mulighed for fascinerende oplevelser også for øret. Det er der, man kan høre en lydversion af sin favoritanmelder eller -klumnists seneste udgydelser eller måske lytte til uddrag fra nye, roste bøger læst op af dygtige skuespillere eller forfatterne selv. Tim Curry, der læser uddrag af Brian Herberts fortsættelse af sin far Frank Herberts scifi-klassiker Dune, eller Kurt Vonnegut, der læser sig selv.
Men det mest spændende, synes jeg, er en sjælden mulighed for at høre optagelser med nu afdøde forfattere, som læser egne værker – Hemingway, der læser sin novelle In Harry’s Bar in Venice, eller J.R.R. Tolkien, som læser uddrag af Ringenes herre eller et af sine egne digte skrevet på elversprog.
Det er noget helt specielt at høre forfatterne læse op – lyt til deres betoninger i værker, de kender bedre end nogen – ikke mindst når det drejer sig om så sagnomspundne kæmper som Hemingway og Tolkien. Som fan af Edgar Allan Poe er det også en udsøgt fornøjelse at få lov at høre skuespilleren Basil Rathbone (kendt bl.a. for sin rolle som Sherlock Holmes i en række film fra 1940’rne – se artikelen nederst side 12-13) læse Poes historier, bl.a. digtet »The Raven«, med sin imponerende og meget karakteristiske stemme. CMC

www.suntimes.com/ebert
*En af mine favoritfilmanmeldere er den produktive, amerikanske tv- og avisstjerne Roger Ebert, der gør sig både i dagbladet Chicago Sun-Times og i tv-programmet »Ebert and the Movies«. En gang gav han med sin makker Gene Siskel tommelfingre op eller ned, men da Siskel døde for et par år siden, gik Ebert solo og har ind i mellem forskellige gæstestjerner med i sine udsendelser.
Desværre har det aldrig været muligt at se Ebert på tv herhjemme, men heldigvis kan man læse hans anmeldelser på Internettet. Ud over at være meget en meget vidende og skarp anmelder, har Roger Ebert ofte en personligt indfaldsvinkel i sine anmeldelser, og det klæder dem så absolut. Jeg er ikke altid enig med ham, men jeg kan godt lide hans meget direkte og levende måde at skrive på.
Ebert er Sun-Times’ eneste filmmedarbejder, hvorfor han også er manden bag de filminterviews og festivalrapporter, der finder vej til avisens hjemmeside. For en opkomling som mig er det interessant at læse, hvad Ebert hvert år skriver om Cannes, og jeg har selv oplevet ham glide på plads i den franske festivalbys biografer, bagest og helt ude i siden – så kan han hurtigt komme ud, keder filmene ham. CMC

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her