Læsetid: 5 min.

WTO’s skæbnekamp

WTO sætter miljøet og sundheden højere end frihandel i asbestsag mellem Frankrig og Canada. Men handelsorganisationen går en vanskelig tid i møde
20. marts 2001

Vi har brug for et internationalt handelsregime, men ikke WTO’s.
Sådan sagde Susan George fra den globale ATTAC-bevægelse på Porto Alegre-mødet i januar. Hun ser sig som en ’reformist’, der vil demokratisere de internationale institutioner, men samtidig betragter hun verdens handelsorganisation, WTO, som en ’tjener’ for den transnationale kapital.
Den analyse fik alvorlige skrammer i mandags, da en appeldomstol i WTO kom med en afgørelse, som alle parter i globaliseringsdebatten bør studere grundigt. Den viser nemlig, at sagen ikke er helt så enkel, som Susan George og andre WTO-kritikere mener.
En appelret i WTO gav Frankrig (og de andre EU-lande) ret til at opretholde et forbud mod import af asbest, selv om Canada og de canadiske asbesteksportører mente, at det var i strid med de globale handelsregler. Appelretten stadfæster den frifindelse af Frankrig, som et WTO-panel kom med den 18. september sidste år: At et land kan forbyde import af miljø- og sundhedsskadelige produkter – selv om de ikke er omfattet af globale konventioner.
Dengang gav WTO-ekspertpanelet Canada ret i, at asbest for så vidt skulle ligestilles med ikke-asbestholdige produkter, men man tillod fransk importforbud med henvisning til WTO’s ’miljøgaranti’. Artikel 20 siger klart, at et land kan nægte import af produkter, når det er nødvendigt af hensyn til menneskeliv og sundhed. Canada, verdens tredje største asbest-producent, hævdede, at den såkaldte chrysotil asbest ikke er farlig for menneskers helbred, hvis den anvendes rigtigt. Men WTO’s appelret giver Frankrig og EU ret i, at den er kræftfremkaldende, og det ikke er muligt altid at bruge den sikkert. Appelretten giver også Frankrig lov til at forbyde cement med chrysotil asbest i. Canada skal nu følge afgørelsen, der endeligt stadfæstes af WTO’s tvistbilæggelsesorgan i april.

EU’s handelskommissær Pascal Lamy kalder dommen ’skelsættende’. »Afgørelsen viser, at WTO er lydhør over for vore borgeres bekymringer. Legitime sundhedsspørgsmål kan sættes over rene handelshensyn,« siger han.
Sekretariatsleder i Det Økologiske Råd, Christian Ege, er også tilfreds. »Det ser ud til at være en meget positiv afgørelse i asbest-sagen fra WTO,« udtaler han og henviser til, at EU’s kemikalie- og pesticidpolitik også kunne være kommet i klemme, hvis Frankrig havde tabt sagen.
Men WTO gjorde de værste fordomme til skamme. Kampen mellem miljø og økonomi er stadig ung i WTO, efter at den blev sat på dagsordenen på Marakesh-topmødet i 1994. Der står i WTO’s formålsparagraf, at målet er ’bæredygtig udvikling’. Og i en rapport i oktober 1999 sagde WTO–chefen Mike Moore endda, at »den internationale økonomiske integration og vækst forstærker nødvendigheden af solide miljøpolitikker på det nationale og det internationale niveau.«

Det er slet ikke en konfliktløs vej. Tidligere har WTO – til miljøfolks store fortrydelse – undladt at gribe ind i sager om fiskeres bifangst af delfiner og skildpadder. WTO ville ikke stille krav til fremstillingsprocessen i producentlandene. I 1999 tabte USA skildpaddesagen. USA ønskede at blokere for import af rejer produceret i Malaysia og Pakistan, fordi disse landes fiskere ikke bruger anordninger, der forhindrer skildpadder i at blive slået ihjel. WTO mente ikke, at handelsbarrierer var den rigtige metode. Men ’sagen’ døde ikke. Sidste sommer underskrev USA en inter-amerikansk traktat om beskyttelsen af havskildpadder sammen med 11 andre lande. Paradokset er, at handelsstriden fik amerikanerne til at indgå en international miljøaftale. Det sker sjældent. WTO er en mangehovedet størrelse, der ikke kan sættes på en simpel formel. Den fremtvinger både liberaliseringer og reguleringer. WTO bygger på ikke-diskrimination og gennemsigtighed og har domstole og et tvistbilæggelsessystem. Der er mulighed for kollektive sanktioner, så selv stormagter som USA kan tvinges/straffes til at bøje nakken for fattige ulande. Som da USA blev dømt til at åbne for import af undertøj fra Costa Rica. Det er kimen til et globalt retssystem. WTO bygger på lighed mellem de 140 medlemslande, og selv det mindste land kan nedlægge veto over for nye aftaler. Men i praksis er WTO stadig domineret af de stærke magter USA, EU og Japan, der fører an i de lukkede forhandlinger i det grønne værelse på topmøderne. Det skaber spændinger i forhold til u-landene. Og ATTAC og andre bevægelser har kunnet betegne WTO som ’udemokratisk’. I kølvandet på Seattle-oprøret i december 1999 er det blevet udbredt at gøre WTO til skydeskive og ansvarlig for globaliseringen og liberaliseringerne af markedet. Den beskrivelse er upræcis. Social marginalisering internt i nationerne og globalt er mest fremkaldt af teknologisk kappestrid og frie kapitalbevægelser – der forstærker de relative styrker og svagheder – end af Davos-mennesker eller folk i WTO’s grønne værelse.
»WTO er simpelthen for svag. Hvor ironisk, at WTO stadig er den dæmoniserede superskurk for den Nye Verdens Orden, når den institutionelt er ude af stand til at true nationalstatens suverænitet bare en lille smule,« sagde EU’s handelskommissær Pascal Lamy i en tale i London i februar.

WTO’s stab er kun en fjerdedel af den, der er i OECD, den vestlige samarbejdsorganisation. Og generaldirektøren har end ikke initiativret, som f.eks. Europa-Kommissionen. Og WTO er »til tider ikke støttet af erhvervslivet,« og nogle gange er »den ikke støttet af de politiske vælgere i Europa og USA,« mener Lamy. Forsker ved Dansk Udenrigspolitisk Institut, Karsten Skjalm, er inde på det samme i en ny fokusrapport med titlen ’Mørke skyer over Geneve’. WTO har svært ved at følge med det økonomiske-teknologiske ur, der tikker hurtigere. Samtidig er WTO under nyt pres fra NGO-aktivister. Eller som Skjalm skriver: »Selv om mange af antiglobaliseringsbevægelsernes påstande er tvivlsomme eller decideret urigtige, er der næppe tvivl om, at de har bidraget til at svække WTO’s (og andre globale institutioners) legitimitet og forstærke den diffuse globaliseringsangst« i befolkningen og »trængt regeringerne i de vestlige industrilande i defensiven.«
WTO har ’alvorlige motorproblemer’. Systemet arbejder trægt, fordi det i modsætning til GATT har bevæget sig ind på teknisk vanskelige emner (som f.eks. sundhed og miljø), der går ind over de nationale grænser.
Handlingslammelse truer, når medlemskredsen udvides med stormagter som Kina og Rusland. Der er intet lederskab i WTO, for USA er optaget af at forsvare de nationale interesser. EU kunne overtage lederskabet, men de 15 EU-lande er ikke altid enige. Og de store private koncerner står ikke i kø i Geneve: »I modsætning til tidligere kan de multinationale selskaber i stor udstrækning leve med, at staterne ikke enes om at skabe ordnede globale spilleregler,« skriver Skjalm.
»I fraværet af en vækstskabende handelsrunde, kan nationalstaternes kamp om at tiltrække de mest attraktive investeringer tænkes at blive endnu mere intens og skruppelløs end i forvejen.«
Et element bør nok tilføjes: Hvis den økonomiske afmatning i USA spreder sig til andre regioner i verden, så kan »den gode cirkel af handelsliberaliseringer og økonomisk vækst alt for let blive til en ond cirkel med protektionisme og stagnation,« mener WTO-chefen Mike Moore.
Ikke et godt varsel før WTO’s topmøde i Qatar i november.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu