Læsetid: 9 min.

Den yderste grænse

Den franske instruktør Jean-Jacques Annauds nye film ’Enemy at the Gates’, der har dansk premiere i næste uge, vakte stor opsigt på årets filmfestival i Berlin og blev bl.a. beskyldt for at skildre både tyskere og russere alt for unuanceret. Her er historien om slaget, der blev krigens vendepunkt
24. marts 2001

Kampene mellem tyske og sovjetiske tropper i vinteren 1942-43 om Volga-byen Stalingrad blev et vendepunkt i Anden Verdenskrig. Og i eftertiden er slaget blevet en metafor for menneskelig lidelse og destruktivitet i storskala. Ved Stalingrad gik en by under og en halv million mænd mistede livet.
I slutningen af september 1942 forsvarede 20.000 sovjetiske soldater Stalingrad med ryggen mod Volga. Tyskernes 6. armé under ledelse af general Paulus manglede at indtage byens nordlige industrikvarter. Her lå det enorme metalværk Røde Oktober, Dzerzjinskij Traktorfabrikken og våbenfabrikken Barrikadij. I centrum holdt sovjethæren kun det livsvigtige færgested, hvor de modtog forsyninger og friske soldater fra Volgas østbred. De forsvarede sig på nogle få kvadratkilometer, i ruiner, på jernbaneterræner og i kæmpestore udbrændte industrihaller.
De sidste overlevende soldater gemte sig i kældre og ruiner, hvor de byggede barrikader, løbegange og minefælder. Hver dag rykkede tyskerne frem for at knuse det sidste forsvar. Kampene bølgede i fabrikshaller og huse, i ruiner, i kældre og i kloaker. Maskinpistoler, håndgranater og skarpslebne håndspader blev brugt i nærkampe, hvor det ofte var vanskeligt at afgøre hvem der var fjende i virvaret af støv, røg og kaos. På fem septemberdage skiftede hovedbanegården side 15 gange.
I ruinerne og kampene hus til hus kunne tyskerne vanskeligt udnytte deres tanks, kanoner og flere mænd. Tyskerne vandt terræn i dagens kampe, men russerne vandt det tilbage om natten. »Fjenden er usynlig,« skrev en tysk general. »Bagholdsangreb fra kældre, sammenstyrtede mure, skjulte bunkers og fabriksruiner påfører vore styrker store tab«.
Om natten blev hundredevis af friske sovjetiske soldater sejlet over Volga i små både og pramme. De erstattede de mænd som var faldet i nattens og dagens kampe. På en enkelt septembernat blev mere end 3.000 sårede soldater evakueret den anden vej. Det skete under hård beskydning og mange omkom under transporten.

Tid betalt med blod
Halvdelen af den 62. armé bestod af russere, som generelt havde en stærk disciplin. Den anden halvdel bestod af centralasiatiske folkeslag: Uzbekere, kosakker, tartarer m.fl. De blev betragtet af deres politiske ledere som uvidende og upålidelige. Desuden var deres erfaring med moderne teknik og krigsførelse ringe. I Moskva frygtede ledelsen at Stalingrad ville falde på grund af disse indre svagheder. Kun et hårdnakket og selvopofrende forsvar ville forhindre tyskerne i at indtage byen. Tid måtte vindes så reserver kunne samles til undsætning af byen. »Prisen for tid var blod,« formulerede forsvarets leder, general Tjujkov det efter krigen.
At hæve disciplinen var den helt afgørende faktor, hvis forsvaret skulle lykkes. Stalin beordrede derfor, at alle former for svigt i moral og handling skulle straffes hårdt, nemlig med dødsstraf. Samtidig blev der indledt en omfattende propaganda som tog udgangspunkt i den enkelte russers kærlighed til Moder Rusland og i frygten for de fortsatte tyske overgreb, hvis tyskerne fik adgang til landet øst for Volga. Floden blev en reel og psykologisk grænse, der måtte forsvares for enhver pris.
Den 12. september satte tyskerne det afgørende angreb i gang. Overlegne tyske tropper indledte et stormløb mod de sovjetiske forsvarere. Tabstallene var enorme og forsvaret syntes håbløst for mange soldater. Panikken greb om sig og disciplinen svigtede. Flere officerer flygtede. Dag og nat kaldte russere, der allerede havde overgivet sig på deres kammerater fra den tyske side, og lokkede dem med mad og klæder i stedet for en udsigtsløs død.

Ingen plads til kujoner
General Tjujkov beordrede omfattende henrettelser for at bremse opløsningen og styrke forsvarsviljen. Soldater og officerer blev herefter skudt, når de prøvede at overgive sig, eller for at nægte at udføre ordrer. De blev henrettet for at tale dårligt om Den Røde Hær og Stalin. Delingsførere blev skudt, hvis de ikke kunne forhindre deres mænd i at desertere. »I den brændende by havde vi ingen kujoner, der var ikke plads til dem,« skrev Tjujkov siden.
Sovjethæren henrettede mere end 13.000 af deres egne soldater i løbet af de få måneder slaget om byen stod på. Mange blev skudt foran deres kammerater af specialsoldater, som til tider var voldsomt berusede af vodka. Først måtte de anklagede tage støvler og uniform af. De blev derefter givet til en dårligere udrustet soldat.
Henrettelserne og propagandaen virkede. Disciplinen blev genoprettet. Den 8. oktober kunne de politiske kommissærer melde til Moskva, at »den defaitistiske stemning er elimineret og antallet af forræderiske handlinger falder«.
Den sovjetiske forsvarsvilje ved Stalingrad blev højt besunget allerede i samtiden. Der findes utallige dokumenterede beretninger om uselvisk heltemod, om opofrelse og lidelse langt ud over det begribelige. Sandheden er, at disciplinen samtidig blev opretholdt med brutale midler. I Stalingrad eksisterede opofrelse, fanatisk idealisme og faneflugt side om side.

Modangrebet
Breve og dagbøger vidner om, at mange soldater havde en uhørt høj kampmoral. Både tyskere og russere havde følelsen af at deltage aktivt i en historisk skæbnestund. For tyskerne var det en ideologisk kamp mellem nationalsocialismen og bolsjevismen. For russerne var det fædrelandskærlighed, der indgød moral og vilje til fortsat kamp.
I oktober 1942 bevægede frontlinierne sig stort set ikke længere. Forsvaret holdt. Tyskernes 6. armé formåede ikke at indtage Stalingrads sidste ruiner.
Belejringen af Stalingrad havde svækket tyskernes linier bagud. Sovjet havde i løbet af oktober og november opbygget en enorm styrke af mænd og panservåben bag fronten. Rollerne var skiftet, angriberen var på vej til at blive den forsvarende.
Den 19. november satte russerne over Volga og angreb tyskernes flanke vest for Stalingrad. Rumænske og tyske styrker blev sendt på vild flugt mod Stalingrad, med russerne i hælene. Under flugten måtte de overnatte i det fri, i mere end 20 graders frost. Felthospitalerne slap op for morfin og forbindinger, og de sårede blev overladt til deres egen skæbne.
Den 23. november var stillingen vendt. Den Røde Hær havde omringet ca. 270.000 mand, de fleste tyskere, rumænere og ungarere. Den 6. armé var fortabt, hvis den ikke blev undsat. Paulus anmodede Hitler om tilladelse til at overgive sig, men fik ordre om at kæmpe til det sidste. Situationen blev mere og mere desperat. Kun få forsyninger blev bragt frem med fly. Madrationerne blev sat ned. Dysenteri var nu udbredt blandt soldaterne.

Tysk desperation
Fra nytårsskiftet begyndte flere soldater at dø af sult. Desperate tyske soldater gennemsøgte russiske lig efter brødskorper, tørrede ærter og salt som mange savnede mest af alt, fordi de blev dehydrerede af deres dysenteri. En korporal skrev til sine forældre: »Send mig noget mad. Jeg skammer mig over at skrive dette, men sulten er for meget«.
Ammunitionen slap op, og ved slutningen af januar havde de tyske tanks stort set ingen benzin tilbage. Mange soldater var sårede og flere havde forfrysninger. Mange døde af udmattelse. Fortvivlelsen var så stor, at mange tyskere begik selvmord i afmagt. Andre stak hænderne op over skyttegravenes volde i håb om at blive såret. Det gav dem en minimal chance for evakuering via de få evakueringsfly, der endnu lettede fra den isdækkede landingsbane nær byens centrum.
Paulus underskrev en nytårshilsen til arméens soldater: »Vor vilje til sejr er så fast som altid, og nytåret vil med sikkerhed bringe vor befrielse. Hvornår den vil komme, kan jeg endnu ikke sige. Føreren har dog aldrig svigtet sit ord, og denne gang vil det heller ikke ske«.
Det stod nu klart for de fleste, også menige tyske soldater, at slaget var tabt. Den eneste redning var at blive evakueret med et af de fly, der bragte forsyninger til tyskerne. Kun postkurerer og sårede fik plads. Panikken var så stor, når flyene blev lastet, at feltpolitiet måtte skyde mange for at bevare roen.

Sammenbruddet
Det sidste fly forlod Stalingrad den 18. januar. Med flyet sendte Paulus et kort brev til sin kone, sin vielsesring, ordner og ringen med sit segl. Tusindvis af sårede og døende blev efterladt i snedyngerne ved lufthavnen. Nogle få grupper tyske soldater kæmpede sig ud af Stalingrad, men blev udslettet på de isfrosne stepper.
Den 31. januar blev Paulus udnævnt af Hitler til Feltmarskal. Paulus var nu klar over, at Hitler forventede hans selvmord og den 6. armés udslettelse. Dermed ville der være skabt en nationalsocialistisk myte, som kunne bruges i den videre kamp. Men samme dag overgav en udmarvet og dysenteriplaget Paulus sig.
90.000 tyskere og rumænere blev nu sendt ud på en march til de sovjetiske opsamlingslejre. Det frøs mellem 20 og 30 grader og fangerne var undervejs i flere dage. De sov udendørs, plaget af sår, forfrysninger og dysenteri. Mange omkom af kulde, fordi de blev efterladt i sneen, eller blev skudt fordi de ikke kunne følge med.
En særlig skæbne fik tyskernes russiske hjælpetropper – hiwierne. Det var tidligere soldater fra Den Røde Hær, ofte ikke-russere, som enten var deserteret til tyskerne eller tvunget til at arbejde for de tyske styrker. I de sidste uger kæmpede mindst 19.000 desperate hiwier side om side med de tyske soldater mod deres egne landsmænd. Mange blev skudt eller tævet ihjel umiddelbart efter tyskernes overgivelse. Hvor mange hiwier, der undgik henrettelse for at blive sendt til arbejdslejre, vides ikke. Det emne er stadig tabu i Rusland og arkiverne er lukket.
De overlevende blev efter krigen gidsler i den kolde krigs politiske spil. Derfor vendte mange fanger fra Stalingrad først hjem i 1955. Under 6.000 soldater af den 6 armés 270.000 mand vendte hjem i live.

FAKTA
Slaget om Stalingrad
Historien, vi aldrig bliver færdige med
*Kampene ved Stalingrad indtager stadig en særposition i historien om Anden Verdenskrig. I Volgograd, som byen hedder i dag, gennemføres en årlig parade til minde om de faldne. Tusindvis af tyske soldaterlig er aldrig sendt tilbage, men i 1999 blev der oprettet en tysk kirkegård på sletten uden for Stalingrad. Den har flere gange været udsat for hærværk. Tragediens omfang, dens historiske betydning og de menneskelige skæbner har betydet, at der er skrevet et utal af bøger om tragedien, som også er filmatiseret flere gange.

Angrebet på Sovjetunionen
*Tyskernes angreb på Sovjetunionen 22. juni 1941 afstedkom i første omgang store sejre. De tyske tropper rykkede 2.000 kilometer mod øst. I efteråret 1942 blev Stalingrad angrebet af den tyske 6. armé under ledelse af den 52 årige general Paulus. Både den tyske og den sovjetiske ledelse anså slaget som afgørende for krigens udfald. I dag mener mange historikere, at den sovjetiske krigsproduktion allerede på dette tidspunkt var så høj i forhold til tyskernes, at de under alle omstændigheder ville have vundet krigen.

Angrebet på Stalingrad
*Angrebet på Stalingrad blev sat ind søndag den 23. august 1942. Bomber fra 1.200 Luftwaffe fly satte byens træhuse i brand, og 40.000 af de 600.000 indbyggere omkom. Tyske tanks og soldater rykkede ind i byen, som blev forsvaret af den sovjetiske 62. armé. Selvom de mødte hård modstand, tegnede alt i begyndelsen til tysk sejr inden vinteren satte ind.

Det tyske nederlag
*Tyskernes 6. armé overgav sig den 2. februar 1943. Det anslås at ca. 270.000 tyske, italienske og rumænske tropper blev omringet. Mange blev dræbt i kampene om byen, og mindst 85.000 omkom i sovjetiske krigsfangelejre. Den røde Hærs tabstal var ca. 200.000 døde og sårede i selve slaget om byen. Da tyskerne overgav sig kom ca. 10.000 indbyggere frem af ruiner og kældre, hvor de havde gemt sig i månedsvis. Heriblandt var ca. 1000 børn forældreløse børn.

General Paulus
*Friedrich Paulus (1890-1957) og flere tyske officerer ved Stalingrad følte sig forrådt af Hitler, fordi den 6. armé ikke var blevet undsat i tide. De følte sig derfor ikke længere bundet af deres troskabsed til Føreren. Paulus valgte at samarbejde med russerne, og opfordrede efter Stalingrad den tyske generalstab til at afsætte Hitler og til at kapitulere. Paulus var vidne for anklageren i Nürnbergprocesserne og bosatte sig i det daværende DDR, da han blev løsladt fra krigsfangenskab i 1953. Her skrev han flere versioner af kampene om Stalingrad, hvori han forsvarede sine beslutninger. Paulus døde i 1957 uden at have været genforenet med sin kone i Vesttyskland.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her