Læsetid: 12 min.

’Årh, du er bare en tøsedreng’

Fire stålværksarbejdere beretter om hårdt arbejde på en møgbeskidt arbejdsplads, gode penge – og et ødelagt liv
7. april 2001

Mangan
»Ingen skal være bange for at pådrage sig lidelser eller sygdomme i forbindelse med deres job her på værket.«
Administrerende direktør på Det Danske Stålvalseværk A/S Kristian May til personalebladet Stålglimt januar 1998.

Holger Andersen, 63 år Det var næsten samtidig med Holgers 50 års fødselsdag, at han første gang mærkede, at der var et eller andet galt. For Holger startede det som en lungebetændelse.
I dag, næsten 15 år senere, har han alle symptomerne på mangan-forgiftning: Overvældende træthed, besvær med hukommelse og koncentrationsevne, stivhed og smerter i muskler og led, manglende seksuallyst, opfarenhed, let til gråd, ansigtsstivhed osv. Og ikke mindst de forfærdelige rystelser, der minder meget om parkinsonisme.
Få måneder efter, at Holger, der ellers aldrig før havde fejlet noget alvorligt, fik en omgang lungebetændelse i slutningen af 1980’erne, fik han endnu en omgang. Og så endnu en. Og en til. For hver gang blev lungebetændelsen værre.
»Jeg anede ikke, hvad der var galt. Men til sidst havde jeg nogle grimme, dobbeltsidige lungebetændelser – seks-syv gange om året! Det var afsted til hospitalet og blive indlagt hver eneste gang. Til sidst gik jeg hen til min mester på værket: Den er altså helt gal med mig... Men han slog det hen: Årh, du er bare en tøsedreng...«
Næsten 100 tidligere ansatte på Det Danske Stålvalseværk A/S i Frederiksværk har anmeldt manganforgiftning til Arbejdsskadestyrelsen. Grundstoffet mangan tilsættes flydende stål for at gøre det slidstærkt og hårdt. Det er knastørt og støver voldsomt, når det tilsættes stålet. Støvet kan være årsag til hjerneskader hos stålværksarbejderne.
Men det er først inden for de seneste fem-seks år, at mistanken er blevet rettet specifikt mod manganstøvet. For når Holger gang på gang gik til sin egen læge, kunne han ikke få besked om, hvad der kunne være galt:
»Jeg var sgu’ så stiv i leddene, at jeg dårligt nok kunne kravle ind i bilen om morgenen. Samtidig begyndte jeg også at køre galt og ramme alt muligt. Jeg var så gal, og skældte ud til højre og venstre – men konen sagde mange gange: Det var dig selv, det var da din egen skyld. Til sidst måtte jeg holde helt op med at køre, så måtte konen være min chauffør.«
Holger er en lille, tætbygget mand med et hårdt håndtryk. Han har været vant til arbejde, siden han som 14-årig kom ud og tjene hos »de rallede bønder«, som han siger. Som voksen fik han arbejde på et jernstøberi, og i 1973 skiftede han til Det Danske Stålvalseværk. Her arbejdede flere af hans brødre i forvejen.
»Der var flere penge i det. Det var noget værre møg, der var helt utrolig beskidt og støvet, men den slags tog man sig overhovedet ikke af dengang. Jeg fejlede aldrig noget: 7-9-13 som jeg altid gik og sagde.«
Holger blev snart fast mand ved ovnene. Senere blev han rengøringsmand og kravlede rundt oppe under loftet og fejede støvbunkerne ned. Det holdt på frem til april 1995, hvor han blev sygemeldt. Siden har han ikke kunnet arbejde, ikke engang et par timers let arbejde som havemand.
»Jeg har fortsat frygteligt ondt i skuldrene og ofte i knæene. Da jeg havde det allerværst, var det, som om det flyttede sig – fra skulderen ned i knæet, så videre til brystet, så til armene. Jeg var så stivbenet, at jeg ikke kunne samle noget op fra gulvet.«
»Når jeg kom hjem, lagde jeg mig og sov et par timer, inden vi skulle spise. I starten tænkte jeg ikke meget over det, andet end at jeg nok var ved at blive ældre. Og det spillede da også en rolle, at man ikke vil være en tøsedreng. Så det var lidt af en pludselig indskydelse for mig, at det måske kunne være dampene og støvet, vi gik og indåndede, der kunne være grunden til, at jeg havde det så helvedes skidt.«
En eftermiddag gik Holger ned i fagforeningen SiD og fortalte om sin situation. Og ikke mindst sin mistanke om alt det giftige stads, som stålarbejderne indåndede.
»I lang tid kunne jeg ikke løfte armene. Min kone måtte hjælpe mig i tøjet morgen og aften. Vi kom op at skændes hver eneste gang, og det gjorde, at jeg blev klar over, at nu måtte der gøres noget. Og så var det, jeg gik ned i fagforeningen.«
Det førte senere til den første anmeldelse til Arbejdsskadestyrelsen med påstand om manganforgiftning. Efter seks år venter Holger stadig på en afgørelse i sin sag. Han er anerkendt som arbejdsskadet, men mangler endnu at få fastsat den økonomiske erstatning.
»Der var ikke en eneste af kollegerne de første tre måneder, der støttede mig ved også at anmelde deres lidelse. Selv om jeg vidste, at flere af de andre også havde det rigtigt elendigt, så skulle de lige se tiden an.«
»Jeg tænker tit på, om man kan få lungekræft af mangan. Nej, siger eksperterne, det tror vi ikke. Men der er mange af kollegerne, der er døde af lungekræft. Også helt unge folk på 30-35 år.«
Det var Holgers kone Inge, der fik ham til at prøve forskellige alternative behandlingsformer. Det holdt hårdt, men nu er Holger mere med på tanken:
»Jeg har ofret rigtig mange penge på at få det bedre, bl.a. på kineseologi, hvor jeg har fået en masse vitaminer og sager. Det har hjulpet mig meget.«
»I de sidste to-tre uger har jeg haft det meget bedre, men det har jeg prøvet før. Så denne gang bilder jeg mig ikke ind, at jeg er rask.«
»Jeg forsøger at fortælle de andre, hvad der virker for mig. Men de er ligeglade. Og det er for dumt, synes jeg. Om det så skal koste flere hundredetusinde kroner, det skider vi på. For det liv, jeg havde før, det var ikke et liv, der var værd at leve.«

»Hver sjette af de ansatte har tegn til kronisk bronkitis. Ved dette forstås, at de mere end 3 mdr. om året lider af hoste med slim. I normalbefolkningen er det hver 10. person, der har disse symptomer.«
BST-læge Jesper Lundh, april 1986 efter undersøgelse af 97 stålværksarbejdere.

»Ingen vil imidlertid påstå, at det støvrige miljø i Elektrostålværket er sundt, hvorfor ledelsen på Stålvalseværket, længe inden denne diskussion er fremkommet offentligt, har igangsat forholdsregler til formindskelsen af støvmængden.«
Bedriftslæge ved Stålværket Christian Fenger, i nyhedsbrev til de ansatte 1987 efter presseomtale af Jesper Lundhs undersøgelse.

Preben Lassen, 58 år De sidste mange år har Preben ikke deltaget i familiefester. Og han har heller ikke drukket en eneste dråbe alkohol. Før var han ellers kendt som en, der nok kunne tage fra, når der skulle være gilde.
»Hvis der er mange mennesker sammen, så bliver lydene til én pærevælling, som jeg slet ikke kan overskue. Og så bliver jeg meget hurtigt sur og gal, så derfor undgår jeg det.«
Allerhelst vil Preben være helt alene:
»Jeg kan bedst lide at sætte mig ind i mit lille kammer og sortere frimærker, helt alene,« forklarer han.
Preben er en stor, bred mand med markeret ansigt. Efter 25 års arbejde ved ovnene kan han ikke længere læse bøger eller se film, fordi han ikke kan huske handlingen undervejs. Han bryder sig heller ikke længere om at rejse på ferie, og han kan slet ikke køre bil, fordi han helt glemmer, hvor han skal hen.
Han kan ikke gå på indkøb uden dosmerseddel, og han bliver meget let sur og tvær og fokuserer kun på de negative sider. Endelig orker han ikke rigtig noget.
»Jeg har selv bygget to huse og renoveret tre. Tidligere har jeg lavet alt selv, men nu må jeg have hjælp fra svigersønnerne, hvis der skal laves det mindste på huset.«
Preben har papir på at være velbegavet og har helt tilbage fra skoletiden været vant til, at hvis en ting bare var sagt én gang, så sad det fast.
»Jeg arbejdede som formand på vores hold, og pludselig begyndte jeg at glemme de beskeder, jeg fik. Det var sådan det startede for mig.«
Snart kom en underlig snurren i musklerne. Nogle år efter blev den snurren til natlige kramper.
»For satan, hvor har jeg mange gange måtte op og hoppe rundt, fordi lægmusklen fik krampe.«
Det var især lønnen, som fik Preben til at søge ind på stålværket – og til at blive der. Men arbejdet var også hårdt:
»Vi rensede ovnene hver tredje måned med lufthammer. Det støvede og svinede med manganstøv, som glitrede på en særlig måde i lyset, men for os var det bare noget, der skulle overstås. Jo hurtigere, jo bedre. Det var på akkord, så vi tjente rigtig mange penge. Men vi hoppede også over, hvor gærdet var lavest i forhold til sikkerheden. Det sked vi på dengang.«
Sidste år var Preben med til at begrave tre af kollegerne fra hans gamle hold. Det fik ham til at lave en status med et skræmmende resultat:
»Ud af de 21 mand, vi var på mit hold, der er der kun fem tilbage. Og der er ikke en, der er blevet over 69 år. De fleste dør af kræft, også helt unge folk.«
»I dag er jeg blevet menneskesky. Før holdt jeg af at få en pilsner, hvis der stod nogen foran købmanden, men det gør jeg aldrig mere. Jeg kan slet ikke følge med i, hvad folk snakker om længere.«
Selv om det er mere end 12 år siden, Preben holdt op med at arbejde med mangan på stålværket, bliver hans symptomer værre og værre.
»Det er værst om morgenen. Jeg skal bruge et time til halvanden hver morgen på at holde op med at ryste på hænderne. Jeg kan slet ikke holde på en kaffekop. Men nu ved konen, at hun helst ikke må snakke til mig, før det rysteri går over.«
»Vi er knap 100 mand fra værket, der har det sådan her. Men det er jo alt for få til, at nogen medicinalfabrik vil lave nogen forskning for at finde noget medicin, der kan hjælpe os. Der er simpelthen ikke nok penge i os.«

»I vores forskellige sikkerhedsudvalg er der en gensidig forståelse af, at problemerne skal løses så godt, som det en gang i sagens natur kan gøres. (...) Vi mener rent faktisk, at en stor satsning på at skabe et godt arbejdsmiljø er en form for konsolidering. Hvis ikke virksomheden er miljøbevidst og ellers »pæn og ryddelig«, så kan man være sikker på, at folk søger væk.«
Tidl. dir. for elektrostålværket
K. Stausholm-Pedersen til Frederiksborg
Amts Avis 20/8-87.

Ole Hansen, 56 år Det er 16 år siden, Ole sluttede på Stålværket. Selv om lønnen var rigtig god, blev han enig med sine kone om ikke at fortsætte der. Han var blevet helt gul i huden og evig og altid træt. På værket arbejdede han med at losse manganen fra skib over på kajen og derpå videre til forskellige depoter. Det støvede tit så meget, at Ole ikke kunne se instrumenterne på gummigeden.
Ole var heldig snart at få nyt job med at køre dozer på en skraldeplads. Og han blev efterhånden også helt god til at skjule symptomerne:
»Når jeg fik et rysteanfald mens jeg sad inde i dozeren, så lod jeg den ganske langsomt dreje lidt frem og tilbage, som om jeg var ved et eller andet. Eller også gik jeg på toilettet, indtil anfaldet var overstået. Nåh, det var du nok lidt længe om, kunne kollegerne så sige.«
Til sidst måtte Ole stoppe med at arbejde. Han var nødt til at stå tidligere og tidligere op for at få sine fingre løsnet:
»Jeg stod op før klokken fire for at få fingrene i gang. De var helt utrolig stive i leddene.«
Han taler et dæmpet, blødt jydsk og sidder i sin stue. Herfra kan han kigge ud på en havestue, der ikke blev færdig, før kræfterne forsvandt.
Ole var også nødt til at stoppe som juniortræner i Frederiksværk Boldklub.
»Jeg kunne simpelthen ikke længere huske, hvad ungerne hed, så det måtte jeg til sidst stoppe. Det var jeg utrolig ked af.«
For 22 år siden gik Ole Hansen på eget initiativ til en neurolog i Hillerød. Han havde smerter i armene, hovedpine og nogle gange synsforstyrrelser. Men her fik Ole den besked, at hvis han endelig fejlede noget, så var det nok migræne, så her var nogle tabletter, han bare kunne tage.
»Jeg er gammeldags opdraget, så hvis jeg får den besked af lægen, at jeg ikke er syg, så tror jeg på det. Og det er i hvert fald meget svært for en almindelig arbejder at modbevise, hvad en læge siger.«
Neurologen i Hillerød var ikke den eneste læge, Ole opsøgte. Men ingen steder kunne han få klarhed over, hvad han fejlede. Til sidst blev han – som så mange andre stålværksarbejdere – sendt til en psykolog.
õJeg kunne slet ikke styre mit temperament, slet ikke over for vores to drenge. Det går lidt bedre nu, jeg går en tur, når det kommer.«
»Så går jeg ned på havnen, ud på molen, som stålværket har bygget. Når jeg får en af de der skrækkelige depressioner, så bruger jeg også molen – så skriger jeg min fortvivlelse ud. Den mole har hørt på meget.«

»Vi valgte ikke at give et påbud, fordi stålvalseværket for et par år siden gav tilsagn om, at man ville løse støvproblemet. (...) Det var også vores indtryk, at medarbejderne ikke har været begejstrede for et påbud. Man har selv ville løse problemerne.«
Per Stoltz-Andersen, chef for Arbejdstilsynet i Frederiksborg Amt til LO-Bladet november 1989

Ove Sørensen, 51 år For Ove startede det med, at han blev træt og utilpas. Og hver nat steg pulsen og hjertet begyndte at galoppere.
Da han første gang gik til lægen, havde Ove skrevet op, hvad han gik og rodede med: Mangan, 2-komponentmaling, opløsningsmidler...
Men lægen var helt uinteresseret. I stedet blev Ove indlagt til observation for blodprop i hjertet. Men det havde han ikke, og så blev han udskrevet. Siden har han været gennem et hav af undersøgelser – på Frederikssund sygehus, på hospitalet i Hillerød, på Rigshospitalet osv. Ove nåede at arbejde 17 år på stålværket.
»Jeg arbejdede på den såkaldte primer, hvor stålpladerne bliver bombarderet med bittesmå mangan-kugler for at blive glatte og fine, inden de males. Og jeg har også arbejdet på autoværkstedet, som lå lige ved siden af mangandepotet.«
Ove sidder i kælderen under SiD’s kontor i Frederiksværk og småfryser, selv om han har en kraftig vindjakke på.
Som flere af de øvrige manganramte måtte Ove bruge sin pensionsopsparing for ikke at blive tvunget fra hus og hjem, mens hans arbejdsskadesag blev behandlet.
»Men der mangler stadig fem-seks tusinde kroner hver måned i forhold til tidligere, så der er ikke så meget at rutte med længere.«
»Der er ikke en eneste dag, hvor jeg er uden symptomer og smerter. Det sidste nye er, at jeg har fået nervesmerter i ansigtet, så ens ansigt lidt efter lidt bliver mere og mere stift, lige som en maske.«
»Før i tiden holdt konen og jeg meget af at køre rundt med campingvognen, men det orker jeg ikke længere. Der skal man være udadvendt og snakke med andre folk, men det dur slet ikke, når man mest af alt har lyst til at sove hele dagen.«
»Min far arbejdede hele sit liv på stålværket, og han byggede sit hus, da han var på min alder. Men jeg har slet ingen kræfter mere og får aldrig gjort noget færdigt, selv om man render og fedter med mange ting.«n

Tidligere artikler i serien om mangan: 17., 19., 21. og 23. marts Serien fortsætter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu