Læsetid: 4 min.

En ægte filmstjerne

11. april 2001

Marguerite Viby nåede sit højdepunkt for små 60 år siden, da hun gjorde feminint rollespil til sin specialitet

Nekrolog
Hvis der til sand dansk filmstjernerang hører en succesrig karriere uden for Danmarks grænser, var Marguerite Viby, der blev 91 år, en af vores få ægte filmstjerner.
I 15 år var hun et sikkert trækplaster, ikke bare i Danmark men også i Norge og især Sverige, hvor hun indspillede 11 film. 1930’erne og 1940’erne var hendes store film-årtier – siden skabte hun sig især popularitet på scenen i revyer, musicals og farcer.
Hendes grænseløse energi, professionelle kunnen, jerndisciplin, pligtfølelse og mangel på primadonnanykker gik fra starten i spænd med en dansende musikalitet, et naturligt højt humør og en egenartet opspeedet timing, der først faldt noget til ro, da hun i Besættelsesårene modnedes som komedienne.
I 1940’erne føjede hun nuancer af vemod og poesi til sin overfriske klovne-manér. Den sprælske sprællepige blev en voksen kvinde, hvilket i høj grad klædte hende og gjorde hendes 1940’erfilm til hendes klart bedste. Også erotisk sødme og raffinement lå nu inden for hendes register.
Hun var en rigtig trouper, der efter at have mistet begge forældre blev gift som 17-årig (den første ægtemand ud af fem) og debuterede samme år på et omrejsende turné-teater. På film begyndte hun som heltinde i fire Fy&Bi-stumfilm, men den første egentlige Marguerite Viby-film er Skal vi vædde en million? (1932), hvor hun synger Kai Normann Andersen-træfferen Titte til hinanden i duet med Hans W. Petersen og iøvrigt fremtræder som flapper med sort, Louise Brooks-lignende hjelmfrisure. Hun er den moderne, danseglade Københavnerpige, fuld af gå-på-mod.
I sin næste film, farcen Tretten År (1932) lægger Viby grunden til sin bedste gennemgående figur gennem det meste af karrieren: den handlekraftige, foretagsomme unge kvinde, der bruger rollespil for at manøvrere i mændenes verden. Viby bryder fra starten med datidens passive ingenue-ideal: hun rummer i reglen flere kvindeskikkelser i sin lille kompakte person, altid parat til at udfolde sig, hvis det er nødvendigt for at nå målet – som regel den elskedes fulde kærlighed.
I Tretten Aar spiller Vibys kontorpige en 13-årig Lolita for at undgå mændenes tilnærmelser, men hun opnår kun at ægge dem stærkere – mens hun i Mille, Marie og mig (1937) med voldsom energi skaber tre kvindeskikkelser i én – et vidtdrevent rollespil nødvendigt for at kapre den udkårne, en 22 år ældre professor og autoritetsfigur. Det er i øvrigt her hun synger sin mest berømte Kai Normann Andersen-sang, ’Jeg har elsket dig så længe jeg kan mindes’.
Præstationen anses ofte for en af hendes bedste. Men i tidens stil giver Viby den rigeligt gas og overdoserer den peppede friskhed. Mere vellykket er Sørensen og Rasmussen (1940), hendes første skridt på vejen mod en mere moden personlighed: hun er husjomfruen, der bliver bedt om at udgive sig for adelsdame, da Bodil Ipsens Grevinde Danner. Og selv om Frøken Kirkemus (1941) igen udstyrer hende med en langt ældre kavalér – den da 58-årige Poul Reumert – bekræfter filmen hendes nye modnede sikkerhed og viser hendes charme og vid i rendyrket udgave.
Det samme gør Frøken Vildkat (1942), en gennemført screw ball-komedie efter amerikanske forbilleder. Hun er igen korpige og yderst foretagsom i morsomt samspil med Ebbe Rodes tørvetriller af en bankfuldmægtig.
Nu var Viby klart landets populæreste kvindelige filmskuespiller, og i Som du vil ha’ mig (1943) forenedes hun med datidens lige så klart bedste komedieinstruktør, Johan Jacobsen. Og her springer hun for alvor ud som både sødmefuld og udfordrende erotisk komedienne og udvider frækt sit rollespil til skamløse flirt til højre og venstre, et dobbeltspil, der forfærder ægtemanden Gunnar Lauring, for kun mænd må jo være promiskuøse! Viby gennemfører spillet med underfundighed og fin balance mellem klovnerier og moden beregning.
Fortsættelsen blev ikke så munter. En mislykket Poul Henningsen-komedie, Den opvakte jomfru (1950) placerede hende i en ungpigerolle, hun havde forladt, og skadede utvivlsomt hendes videre filmkarriere. Og der kom noget mekanisk over hendes præstationer i mindre roller og også da hun igen fik stjerneplacering med dygtigt, men udvendigt spillede farce-skikkelser i Mordskab (1969) og På’en igen Amalie (1973)
Bedre gik det på teater og tv. I 1964 havde hun et one-woman-show på tv, i 1982 spillede hun rengøringskonen Olga Mortensen i tv-serien Een stor familie, instrueret af datteren Susse Wolds mand Bent Mejding. Blandt hendes største sang- og revysuccesser er Danmark, vågn op, rul dig ud på Apolloteatret med Carl Alstrup, Flyv min hest på Dagmar Revyen 1943, Chaplin-visen på ABC-teatret i 1953, Frk. Dyd og fru Moral med Bodil Steen på Det Ny Scala 1955, Før vi fik bil fra Cirkus Revyen 1965 og Den jazzende husmor sammesteds.
I foråret 1985 blev hun ramt af en hjerneblødning, der medførte, at hun meldte afbud til en stor rolle i Marathon Dans på Gladsaxe Teater samme efterår. Selv om hun kom sig med en for omgivelserne forbløffende hast, måtte hun sige scenen farvel.
Men hun havde også gjort mere end sin skyldighed. Marguerite Viby var den bedste rendyrkede film-komedienne, vi har haft herhjemme, fordi hun i sin storhedstid altid havde hjertet og det ægte humør med og var en virtuos indenfor sit specielle felt. Hvilket blev anerkendt, da hun i år 2000 fik en æres-Bodil for sin samlede filmindsats.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu