Læsetid: 3 min.

Ægypter-mæren

Med Shakespeares ’Antonius og Cleopatra’ når dæmoniseringen af Orienten et af sine første højdepunkter. Det er ikke en kvinde, Antonius forelsker sig i, men en hel verdensdel
7. april 2001

Teater
Det er store strategiske enheder, Shakespeare fører mod hinanden i skikkelse af den romerske feltherre Antonius og Ægyptens dronning Cleopatra. Hun er som en hær under bannere, han er den evige soldat, der engang gnavede barken af træerne og drak hestepis. Han er romeren, der står over for al Orientens glødende magi og bundløse troløshed, dronningen som allerede, i sine ‘grøntsagsdage’ havde elsket Cæsar og som næsten lader sig forføre af Octavian/Augustus.
Men de store fortællingers tid er som bekendt forbi, og Klaus Hoffmeyer og Camilla Bjørnvad har sat tonen lidt lavere end den klodernes kamp, Shakespeare lægger op til. Vi kunne være i kælderetagen på et hotel i Moskva, med røde velourtæpper og lædersofaer, hvor nogle mellemøstlige militærfolk mødes med mavedanserinder og den stedlige mafia – alt under opsyn af en barpianist.

Hærførerhjertet
Den store helt, Antonius, er en ærlig soldat, af den type, der aldrig på rænker sig forstod. En kolos på lerfødder, der spottes i Rom for at ligge under for ’den sorte tøs’ i Alexandria, ’gjort til nar af en hetære’. Vi ser ham efter at han har strakt våben for vildkatten Cleopatra, der hvisler som en cobra, rækker tunge og ustraffet kan give krigeren sin slangekrøllede blondineparyk på.
Antonius og Cleopatra er et meget interessant elskerpar, begge godt oppe i årene, erfarne i krig og kærlighed – men alligevel fortabte i hinanden og spillende tårnhøjt spil i denne erotiske trykkoger. Mandigheden kan Antonius forbløffende nok med sindsro sige farvel til: Under indflydelse af kærlighedens rusgift viger han ikke tilbage for at lade sig iføre Cleopatras kjole, mens hun bærer hans sværd. Denne leg med kønnet får vi dog ikke at se på scenen, det er kun noget, Cleopatra beretter om.
Peter Gilsfort går fra nydelsen af den østerlandske vellyst til tvivl om ægypterindens troskab og til det endelige nederlag som feltherre og selvmordet. Han havde ikke lige nyskabende udtryk for alle disse grader af affekt og begær, men fik tegnet den rå diamant i store træk, omend måske lidt for duvende i den røde hærførergestalt.
Med Cleopatra har Shakespeare samlet de fleste af ingredienserne til billedet af Orientens beboere som vellystige, upålidelige og væsensforskellige fra Vestens ædlere mennesker. Antonius elsker denne Cleopatra, men han holder sig ikke for god til at aflevere en skraldespand af fornærmelser, når han føler sig svag. Han slynger hende i hovedet, at hun var fordærvet, før han mødte hende og kalder hende en flakke, ’en levning på den døde Cæsars fad’. Det må siges at være en temmelig rå hentydning til dronningens tidligere forhold til Julius Cæsar.
Med Cleopatra har Shakespeare også leveret et formidabelt teatralsk partitur for moden erotik, som Benedikte Hansen lystigt kaster sig over. Hun spinder som en kat, smyger sig som en slange og hæver sig over de firkantede mandehjerner, der vil spænde hende for deres triumfvogn. Som sekundanter har hun to missekatte (Lotte Bergstrøm, Petrine Agger), der også kan lade sig drapere som sfinxer på den røde sofa. Disse mæfikker går kønt i døden med deres dronning og Cæsar går glip af sin trofækvinde.

Retorik
En interessant Augustus (som hos Shakespeare hedder Cæsar) tegnede Thure Lindhardt. Han var en dukkedreng i stil med Johnny Depp, med en let omgang med den triumvirale retorik, der flød fra ham som floskler fra en amerikansk præsident. ’Ord, piger, lutter ord’, som Cleopatra så rammende kommenterer den linde strøm af selvfølgeligheder fra Augustus. Denne hersker var ikke belemret med noget hjerte eller sympati for noget levende, og måtte derfor naturligvis gå af med sejren. De, der elsker er altid forsvarsløse, kynikerne skal arve jorden.
Det Kongelige Teater har ikke vundet nogen fuldkommen sejr med Antonius og Cleopatra, der kunne have nået større erotiske og menneskelige højder, men forestillingen er interessant og et seriøst bud på en klassiker til tiden.

*Det Kongelige Teater, Turbinehallerne. William Shakespeare: Antonius og Cleopatra. Iscenesættelse og bearbejdelse: Klaus Hoffmeyer. Scenografi: Camilla Bjørnvad. Oversættelse: Niels Brunse

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her