Læsetid: 10 min.

Al magt til pengene

Når det italienske valg den 13. maj efter al sandsynlighed bringer højrefløjens leder, Silvio Berlusconi, til magten, sker det, fordi den fod, der skulle bremse ham, har mistet kraften i en grad, så selv garvede venstre vælgere resigneret vender blikket mod den personificerede pengemagt.
21. april 2001

Europa
ROM - Snedkeren har lavet en ny gadedør til Piazza Sant’ Egidio nummer 14 i Rom. Han havde en mand til at hjælpe sig med at holde og bære, da den blev sat på hængslerne, men ellers arbejder han alene. Han er lidt over 60 år, gift og med voksne børn, der er flyttet hjemmefra. Han er en jovial mand, der bød på kaffe i baren ved siden af opgangen, da han var færdig med døren, og han begyndte straks at snakke om det forestående parlamentsvalg den 13. maj. Snedkeren havde ved det seneste valg i 1996 stemt på DS – Demokratisk Venstre – og dermed på den Oliventræs-koalition, der den gang bragte Romano Prodi i statsministerstolen og førte til dannelsen af den centrum-venstre regering, der sidder i hvert fald en månedstid endnu. Han havde også stemt på partiet, da det var det italienske kommunistparti, PCI, men nu...
»Du stemmer da ikke Berlusconi, vel?«
Snedkeren satte kaffekoppen hårdt i bordet og grinede i en blanding af trods og munterhed:
»Hvad skulle der være i vejen for det?« Og så gentog han i øvrigt, hvad Berlusconi dagligt har liret af som et mantra fra den dag i 1994, da han stiftede sit politiske part Forza Italia og vandt valget få måneder senere.
»Hvad han har gjort for sig selv, kan han også gøre for Italien,« sagde snedkeren. »I hvert fald skal han have lov til at prøve.«
Han var helt uden illusioner med hensyn til den måde, Berlusconi er blevet Italiens rigeste mand på, og at han kun har kunnet opbygge sit medie-imperium ved ved at have mægtige politiske venner og forbundsfæller som Bettino Craxi, der i 80’erne sørgede for, at Berlusconis ulovlige tv-virksomhed blev lovliggjort med tilbagevirkende kraft. Alt det vidste snedkeren godt, og Berlusconis uskyld i de mange sager, han er blevet sigtet eller dømt i, tror han ikke på. Men det er lige meget. Værre end de andre har han vel ikke været.

Det er også lige meget for mureren Enzo, der et par dage senere gik i en landsby ovre i regionen Marche på Adriaterhavskysten og lavede et badeværelse.
»Jeg har arbejdet i 40 år, og når jeg holder op om ikke så længe, så skal jeg leve af mindstepensionen på 700.000 lire om måneden. Det er en skændsel.«
Det er 2.800 kr.
Mureren vil stemme på Berlusconi, der har lovet folkepensionen sat op til en million – 4.000 kr. – som en af sine første regeringshandlinger, når han bliver valgt.
På den anden side af vejen bor et yngre ægtepar med deres 10-årige datter og hans gamle mor. Han er arbejdsmand på en virksomhed i nærheden, der laver kloakrør, og hun er regnskabsassistent i et firma, der laver dørtelefoner. Som lønmodtagere får de til sin tid en arbejdsmarkedspension, som de selv og deres arbejdsgivere har bidraget til, og som er højere end folkepensionen, og når datteren, der har vrøvl med sine tænder, skal have dem behandlet, kan de gå med hende på det offentlige sygehus i nærheden og få det gjort. De gør det bare ikke, for så må en af dem tage fri fra arbejde og miste en dagløn, for på sygehuset er der ikke konsultation om aftenen eller i den lange middagspause, så udgiften bliver den samme ved at gå til en privat tandlæge. Så det gør de. Det er også bedre, siger de. Hans gamle mor har været hjemmegående hele sit liv og passet hus, mange børn og et lille landbrug.
»Det er en skændsel, at hun skal kunne leve for 700.000, og hvis ikke hun kunne bo her, kunne det ikke lade sig gøre.«
Ligesom snedkeren og mureren stemte de på Oliventræet sidste gang, men nu vil de stemme på Berlusconi. Med samme begrundelse. Noget må der ske. En effektivisering af en sendrægtig, arrogant og labyrintisk bureaukratisk offentlig administration, der synes til for sin egen skyld og ikke for borgernes. Væk med papirnusseriet og junglen af tusindvis af uigennemskuelige love og dekreter og stempelafgifter på hvad som helst, der forpester livet for både lønmodtagere og små selstændige håndværkere og næringsdrivende. Nedbringelse af statens ødslen med penge, eller i hvert fald bedre service for de mange, der vitterligt bliver brugt til sundhedsvæsen, uddannelse og socialforsorg, men bliver brugt uhensigtsmæssigt. Korruption er ikke afskaffet med Rene Hænders indsats i årene efter 1992, men nu taler man bare ikke så meget om det mere, som om det igen er accepteret som et vilkår, man må finde sig i eller få det bedste ud af.
Sådan snakkede snedkeren, mureren, kloakrørsarbejderen, regnskabsassistenten og hendes gamle svigermor. De kan godt se det ironiske i, at de tiltror Italiens rigeste mand evne og vilje til at sørge bedre for de fattigste, og i at denne korruptionsdømte mand skulle kunne komme uhæderligheden til livs, men de vil stemme på ham.

Det er et meget lille grundlag for en meningsmåling, men når de stemmer på ham, og har skiftet side siden 1996, så vinder han. Berlusconi og hans højrefløjsalliance har meget længe ført solidt i alle meningsmålinger, men de nyeste viser, at modkandidaten Francesco Rutelli har ædt lidt ind på forspringet, og der er endnu 30 procent af vælgerne, der ikke har bestemt sig. Sådan ligger landet.
Valgets mest diskuterede enkelttemaer har indtil nu været skat og mindstepension. Berlusconis liberalistiske filosofi er, at når det går godt for erhvervslivet, så går det godt for alle, og hans valgløfte er dels sænkning af et af europas største personskattetryk, dels store skattelempelser for virksomheder, således at investeringslysten stimuleres og flere folk kommer i arbejde.
Folkepensionen skal sættes op til mindst 4.000 kr. om måneden for alle, der ikke har anden pension.
Rutelli og den centrum-venstrekoalition, han står i spidsen for, går sjovt nok også ind for sænkning af skatter – med for eksempel 180.000 kr. i årsindtægt som skattefri grænse for en børnefamilie – og folkepensionen skal sættes op, men det skal ske i en jævn og – som de siger – samfundsøkonomisk forsvarlig udvikling. Berlusconis valgløfter er eventyr og overbudspolitik, der ikke kan finansieres, og i dette argument har centrum-venstre fundet støtte fra internationale iagttagere som Financial Times, der i flere reportager og på lederplads er gået skarpt i rette med Berlusconis planer for en økonomisk politik og anset dem for en trussel mod euroen. Rutellis problem er bare, at snedkeren og de andre ikke læser Financial Times, og der er simpelthen mere smæk for skillingen i Berlusconi, når han i tv-program efter tv-program får lov til uimodsagt at udmale sit italienske Utopia for seerne – med hele den professionelle showmanship, han besidder. Berlusconi taler om revolution af de italienske institutioner, så de bliver effektive, transparente og til for borgerne i stedet for omvendt. Det lyder rigtig godt. Francesco Rutelli maner til besindighed, og hans koalitions vigtigste valgargument er at henvise til det reformarbejde og den udvikling, som er sket i de fem år, koaltionen har haft regeringsmagten. Noget er sket. Der er lovgivet i retning af effektivisering og modernisering på stort set alle områder, men problemet for Rutelli og regeringskoalitionen er, at det for mange er svært at opdage i dagligdagen, at der sket noget som helst, og når Rutelli taler om rolig udvikling, lyder det bare lidt kedeligt.

Valget er udskrevet, fordi den femårige valgperiode udløber, men det, der gør det interessant ud over Italiens grænser er selvfølgelig ikke spørgsmålet og højere eller lavere folkepensioner. Valgkampens væsentligste tema er den interessekonflikt, Silvio Berlusconi allerede befinder sig i nu som oppositionsleder, men som vil blive mangefold større, hvis han bliver statsminister. Sker det, vil han ikke blot have kontrol over de tre landsdækkende tv-kanaler, han og hans familie ejer, men også over landets tre andre, offentlige, kanaler, da det er traditionen i RAI, at ledelsen udnævnes af regeringspartierne. Dette er det hyppigst brugte eksempel, men da Berlusconis selskaber forgrener sig ud i forsikring, bankvæsen, fodbold, avisdrift, forlagsdrift, it-teknologi, film, så vil der være mange lovgivningsområder, hvor konflikten mellem statsminister og forretningsmand vil være tydelig og betænkelig. »Jeg kan jo bare gå uden for døren, hvis disse situationer opstår,« har han sagt, og svaret på det har været, at så skulle han stå uden for døren hele tiden.
I sin tidligere regeringstid på blot syv måneder i 1994, fik Berlusconi ikke gennemført meget af det, han lovede dengang. Privatisering af de store statsejede industrifortagender og statsbankerne er sket før og efter hans tid, men én lov på skatteområdet fik hans finansminister dengang, Tremonti – som også vil blive den kommende – gennemført: Store skattefradag for virksomheder til gengæld for investeringer.
Andre virksomheder end Berlusconis har selvfølgelig udnyttet Tremonti-loven, men når den er stærkt debatteret i valgkampen skyldes det, at Berlusconis egne selskaber Fininvest og Mediaset fik den største umiddelbare gavn af loven. Nemlig cirka 250.000 milliarder lire – en milliard kroner – i et skattenedslag, som kunne kapitaliseres og blev anvendt til køb af tv-rettigheder til film. For Berlusconis kritikere er det bemærkelsesværdigt, at hans selskaber var i krise, før han blev statsminister, men kom på fode, mens han var det, og mildt sagt har været det siden.
Også Berlusconis personlige stil er tema i valgkampen. Hans koalitionspartnere er to små kristeligt demokratiske partier, det større ex-nyfascistiske parti Alleanza Nazionale og det norditalienske, føderalistiske Lega Nord. Det var Lega Nords leder Umberto Bossi, der i efteråret 1994 bragte den første Berlusconi-regering til fald, da han brød den alliance, de var gået til valg på et halvt år forinden, men nu er Bossi tilbage i Berlusconi-folden igen. Men ikke uden at volde problemer. I Lombardiet insisterer Bossi og regionens præsident på at afholde en folkeafstemning om devolution, større regionalt selvstyre, på samme dato som parlamentsvalget. Berlusconi blev først tydeligt irriteret over, at partneren Bossi skabte støj på linien med en nærmest privat og blot konsultativ afstemning om lokalforhold på den dag, der skulle være hans store, men har siden måtte støtte Bossi i det efterfølgende slagsmål med regering og forfatningsdomstol om lokalafstemningens og datoens lovlighed. I et slagsmål, hvor Umberto Bossi forleden omtalte statsminister Amato som »en nazistisk dværg.«
Alliancen synes på mange måder lige så skrøbelig, som den var i 1994, for der er meget stor afstand mellem Alleanza Nazionales ideal om stærk stat, fædreland og præsidentstyre – de sidste rester af ny-fascismen – og Lega Nords krav om mindre stat og lokalt selvstyre. Ikke engang fremmedfjendskhed, kan de enes om, da Alleanza Nazionale holder de holdninger og toner væk fra sig, mens Bossi og hans folk gerne lufter xenofobiske synspunkter. Men Berlusconi har i det meste af oppositionsperioden kunnet holde sammen på fløjene, og med sin stil som padrone, patriark, feudalherre er hans lederskab helt ubestridt.

I den anden alliance, Rutellis, er der endnu mere uro på bænkene. Berlusconis stadige nålestik til rivalen er, at venstrefløjen har en statsministerkandidat, men han er ikke lederen. Det er de ex-kommunistiske spidser i DS, der er alliancens største parti, men som ikke ville kunne få en statsminister fra egne rækker valgt. Således var det tilfældet, da DS i 1996 gjorde den social-liberale kristdemokrat Romano Prodi til deres statsministerkandidat, og således var det helt tilbage i 1993, da DS opfandt den på mange måder grønne Francesco Rutelli som borgmesterkandidat i Rom. Begge gange vandt de. Nu er Rutelli statsministerkandidat for en ideologisk meget favnende alliance mellem en par udspaltninger af det gamle kristeligt demokratiske partis venstrefløj, DS, resterne af Prodis lidt visne oliventræ, de grønne, en slags socialdemokrater og en fløj kommunister, der bliver ved med at kalde sig det. Udenfor på venstrefløjen står det ortodokse kommunistparti Rifondazione Communista, der ofte har været tungen på vægtskålen, og som Rutelli-koalitionen har indgået valgteknisk samarbejde med, ligesom Berlusconi-alliancen har indgået valgsamarbejde med det lille Mussolini-nostalgiske fascistparti MSI Fiamma Tricolore. Det er fascister DOC, hvis leder Pino Rauti var sammen med Il Duce i Saló-republikkens sidste dage. Og det kan de så gensidigt beskylde hinanden for.
Rutelli selv er ikke længere hverken grøn eller radikal, men repræsenterer Demokraterne, som var det parti, Prodi lige nåede at stå fadder til, inden han blev kommissionsformand i EU. Han er en køn levebrødspolitiker i 40’erne, som har arvet en mindre formue, aldrig har fået en uddannelse og aldrig har haft et almindeligt arbejde. Han er blevet valgt af sin koalition, fordi han er ekstremt dygtig til at fremme sin egen karriere, har været en god borgmester i Rom – et subjektivt skøn – og i medietække er den eneste, der kan matche Berlusconi.
Rutelli bliver lanceret som ny politiker, men den hopper ikke ret mange andre end venstrefløjens kernevælgere på, for han har skabt sin karriere i det gamle partivældesystem, som vælgerne hader, troede var gået til grunde, men lever i bedste velgående. Rutellis problem er troværdighed. Og det er Berlusconis sært nok ikke. Trods sit fallerede forsøg i 1994 betragtes han og hans firmapolitikere som nye, han bør have en chance til, og ingen vil tænke på, at Berlusconi måske mest af alle er barn af det gamle partivælde, som faldt med korruptionsskandalerne, fordi det var de forhadte gammelpolitikere, der gjorde det muligt for ham at tjene sine penge, og for dem at forblive politikere.
Nøjagtigt det system, som snedkeren og de andre ikke vil vide af, og som i Berlusconi ser manden, der kan afskaffe det. Eller som snedkeren sagde over kaffekoppen: »Har jeg andre valg?«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her