Læsetid: 12 min.

Det allersidste håb

Der er langt op til en plads i samfundet, når man har været narkoman, røver og voldsmand og i en alder af et par og tyve år afsoner sin anden eller tredje fængselsdom i Ringe statsfængsel. En sidste chance er at lade sig isolere på den stoffri afdeling, Kontrakten. Bobbi, Søren og Morten – unge mænd med en barsk fortid – fortæller her om deres drømme om et bedre liv
28. april 2001

En høj pris
Det er det bedste, jeg har gjort for mig selv i syv år...« Søren er 22 år og en smule bleg. Fængselsbleg, for vi er i fængsel, lukket fængsel, selvom de beskedne bygninger, hvori Ringe statsfængsel har anbragt en gruppe fanger på såkaldt kontrakt, ligner et helt almindeligt, noget nedslidt kollegium.
Her er et stort bord i køkkenet til fælles spisning. Mange små, individuelt indrettede værelser. Et rum, hvor man kan spille billard eller snakke i bløde sofaer. Samt en noget speciel luft, indelukket, lidt ufrisk. Trods muntre gardiner og forsøg på at skabe hygge er dette et sted, hvor unge, levende mennesker holdes bag lås og slå – er frihedsberøvede, som det hedder i kriminalforsorgens terminologi.
I sofaen sidder Morten, Bobbi og Søren – tre unge mænd, som har isoleret sig frivilligt fra det øvrige fængsel, hvor narkoen flyder, og som har skrevet under på, at de vil holde sig stoffri og aflevere urinprøver, der kan bevise det, mens de er her på »kontrakten« og langsomt forberedes til en udslusning i samfundet.
»Det er en kold tyrker, man tager, når man kommer herover, og man kan ikke få nedtrapningsmedicin. Ja, det er hårdt. Det tager en uges tid med smerter og rysteture. Men herovre hjælper vi jo hinanden med at holde stofferne ude og tager os af hinanden, hvis der er én, der har det dårligt,« siger Søren.

Indbrud i kaffepausen
Han har tidligere prøvet at være i behandling mod sit misbrug uden for fængslet, men det gik slet ikke. Og han har været virkelig hård stofmisbruger i de sidste seks-syv år, både med hash og heroin. Pengene til det skaffede han ved røverier og indbrud.
»Jeg har stået i lære i to år som smed og det var i den periode, mit misbrug startede. Jeg røg en masse hash, men det kan godt lade sig gøre at passe sit arbejde alligevel, selvom man er træt om morgenen og måske har lidt svært ved at lære nogle ting. Men i og med, at jeg begyndte at tage mere og mere heroin, skulle jeg skaffe stadig flere penge, så jeg måtte smutte i 9-pausen og hurtigt lave nogle penge og tilbage igen. Og det kan man ikke nå på 18 minutter, så til sidst gik det selvfølgelig helt galt.«
Det er den tredje dom, Søren afsoner i Ringe Statsfængsel. Han har siddet her i 14 måneder i denne omgang, og håber at blive udstationeret uden for fængslet til noget psykoterapeutisk behandling til december i år. Der er noget, der skal bearbejdes, noget helt tilbage fra barndommen, hvor han manglede virkelig kontakt, siger han.
»Ovre i huset, i hovedfængslet, er det vanskeligt at tage sig sammen til at søge behandling. Stofferne er jo lige ved hånden. Men en dag besluttede jeg, at nu skulle det altså være slut og søgte herover. Og her er det noget helt andet – det er som sort mod hvidt.«
»Her skal vi være fornuftige unge mennesker og er selv med til at træffe beslutninger. Vi snakker om alt, der vedrører os selv. Og hvis der er én, der skal smides ud, fordi han er dumpet i, er vi med til at bestemme, om han skal have en chance herovre igen.«
»Jeg er også med i en visitations-gruppe, der snakker med de nye og finder ud af, om de mener det alvorligt eller bare har søgt herover for at få lidt mere at spise og på grund af de goder,vi har – mere kultur og den slags.«

Man vågner igen
Når stoftrangen er væk, er det som om man vågner op, siger Søren.
»Man får følelser igen. Det er, som om der er lagt låg på det hele, når man er misbruger. Man bliver kold og kynisk, tænker kun på sig selv. Og de venskaber, man har rundt omkring, er bare sådan nogle stofvenskaber. De varer kun, til man kan tage røven på den anden. De gamle venner ryger ud – du har ikke overskud eller tid til det, heller ikke til at have en kæreste, fordi stofferne kommer i første række.«
Søren taler videre om misbrug som en form for sygdom og om nye videnskabelige teorier, der går ud på, at misbrugere mangler et gen, der gør, at de ikke kan kontrollere deres forbrug. Som hans alkoholiker-onkel, der altid endte med hovedet nede i tallerkenen til familiefesterne efter et par timers forløb.
Men den lyse, kronragede Bobbi er skeptisk over for den teori. Han er 21 år og ligesom Søren søn af en enlig mor – en mor med store problemer. Bobbi har fået 11 domme siden han var 15 år, har levet på gaden i årevis, været meget forfærdeligt igennem. Men det virker i glimt, som om han har bevaret en vis barnlig eftertænksomhed og følsomhed gennem de forrående oplevelser.
»Jeg tror ikke på det med at give generne skylden. Det er et eller andet i os selv. Vi vil måske ikke affinde os med den verden, som I andre har affundet jer med. Det er måske er lidt for kedeligt for os, det hele,« erklærer han.

Den første fede
Både han og Søren har været urolige i skolen.
De var dem, der lavede ballade, prøvede at få klassen til at grine, gå lidt længere end de andre.
Bobbi: »Måske var det også for mit vedkommende svært at acceptere, at verden kun drejer sig op at stå op og gå på arbejde. Gå hjem og få noget aftensmad, fise den af foran tv og så i seng igen. Hele verden er jo ligesom lagt tilrette for børn og unge. Man skal vokse op, tage den ene eller den anden uddannelse – det er det, du har at vælge imellem. Men vi vil selv vælge. Vi kan noget andet, mener vi – og så har vi altså forsøgt at sætte lidt gang i den, bryde ud af rammerne. Og er gået for vidt til sidst. Vi glemte at sige stop og pludselig er der ikke mere nogen, der griner.«
Søren: »Der er mange mennesker, der stopper i tide og får kone og barn og falder til ro. Men sådan er vi ikke.«
Bobbi: »Vi falder måske nok til ro i en vis grad. Men på det tidspunkt, da vi indser, at vi er forkert på den, er vi jo ude i et misbrug, og så ender man hurtigt med et oversavet gevær inde i den nærmeste bank. En totalt desperat handling, som man bagefter ikke kan forstå. Men så er løbet kørt, man ved ikke, hvor man selv er henne. Hvem er man? Og hvor skal man hen og hvorledes? Og så tænker man ’Fuck det hele’ – altså.«
Bobbi har været narkoman i mange år – og blandingsmisbruger.
»Jeg har været afhængig af heroin, men har også taget alt muligt andet. Piller, ecstasy i Cola, speed, masser af sprut – alt, hvad jeg kunne komme i nærheden af. Jeg røg den første fede, da jeg var 9 år. Og da jeg blev 11-12, tog det fart. Min kammerat var søn af en pusher, og når han havde været i fars mixe-skål, fyrede vi den fede og hyggede os gevaldigt med hele slænget.«
»Så længe det ikke var værre, gik det endda. Men så skal sådan nogle unge drenge jo køre hinanden op til de mærkeligste ting, og lige pludselig var der både det ene og det andet, jeg skulle prøve. Jeg havde da aldrig regnet med, at jeg skulle blive narkoman, aldrig.«
Søren: »Det havde jeg heller ikke. Jeg foragtede faktisk dem, der tog stoffer. De så jo heller ikke specielt sunde ud. Og så en dag er man selv på den – og ender her.«
Bobbi: »Ja, først tager man jo lidt speed, for det gør alle andre, der går i byen – det er et hverdagsfænomen for mange unge mennesker. I dag hedder det ecstasy, og det er mere farligt end alt mulig andet.«
»Det blæser dig jo op, du bliver konge, du bliver Gud. Du kan det hele. Og ecstasy var ikke engang nok til mig. Jeg drak ikke vand til, som så mange andre, men sprut, jeg tog råhypnoler, piller – til sidst, når jeg kom ind på en bar, var jeg overbevist om, at jeg kunne rykke et par store bodybuildere rundt så nemt som ingenting, bare med en finger.«

Livet på gaden
Bobbi blev tvangsfjernet fra hjemmet første gang som 11-årig. Han var dybt fortvivlet over det og stjal sin socialrådgivers BMW for at komme hjem til sin mor. Men drengen kom kun nogle hundrede meter væk, så endte han og bilen på en pløjemark.
Han har levet på gaden, fra han var 16 – på det tidspunkt havde de skiftende skoler, observationsklasserne, plejefamilierne, opholdsstederne, hele systemet opgivet ham. Han sov på bænke, bedøvede sig mod kulden med stoffer, stjal mad i supermarkeder. Engang kom han ud med en dåse spaghetti, men ingen dåseåbner.
»Jeg sad på parkeringspladsen og slog hul i dåsen med en sten – spiste det koldt med fingrene. Det fik godt nok folk, der gik forbi, til at kigge noget.«
»Jeg var ligeglad, sådan bliver man til sidst. Jeg var også ligeglad, om politiet anholdt mig – så kom jeg bare på stationen og fik noget middagsmad og en seng et par timer. Det var sådan, at når politiet kørte forbi, spurgte de somme tider, om jeg skulle have en seng for natten.«

Jeg håbede på at dø
I øjeblikket afsoner Bobbi tre et halvt år for vold mod embedsmand i funktion og røveri af særlig farlig og rå karakter. Oprindelig var han også sigtet for forsøg på manddrab, men det blev frafaldet.
Han var totalt skæv, fuld, desperat og flygtet fra et fængsel, da han forsøgte at kræve penge hos en mand, der »skyldte nogle penge til nogen«. Bobbi hamrede en franskbrødskniv ned over brystet på ham, kom til at skære halvdelen af hans øre af ved et uheld – og da det lykkedes manden at få ham til at gå foran sig og smække ham inde, gik han amok og sprang ud gennem en to gange to meter termorude.
»Så fik han et par snitsår mere og jeg endte med at løbe derfra. Det er bestemt ikke noget jeg er stolt af. I dag er det uhyggeligt at tænke på, hvordan jeg har været. Det er bare for at fortælle, hvor langt man kommer væk fra virkeligheden. Man tror, man kan klare alt, som på en film. Men mit højeste ønske dengang var faktisk at dø. Hvis jeg døde, havde det ikke gjort noget. Og det er jo en sørgelig konklusion at komme til.«
Efter den sidste dom er Bobbi klar over, at han ryger lige tilbage i fængsel, hvis han ikke kommer ud af sit misbrug. Og han ser forhåbningsfuldt på fremtiden, drømmer om at blive bilmekaniker og måske studere noget psykologi, så han kan hjælpe andre unge på skråplanet.
»Sidste gang blev jeg bare løsladt til gaden. Her prøver de at hjælpe os til at få en lejlighed, noget arbejde, en uddannelse. Vi har nogle muligheder for at komme videre.«

Mortens kedsomhed
Morten, den højeste og kraftigste af de tre unge mænd, siger ikke så meget. De to andre fortæller flydende, måske har de fortalt det hele adskillige gange til sagsbehandlere, psykologer, fængselspersonale. Men Morten har ikke det, man kalder en normal stofmisbruger-baggrund.
Han er 22 år og har aldrig oplevet skilsmisser eller omsorgssvigt i sin barndom. Hans forældre er folkeskolelærere, hans søskende går det godt. Han gik selv i gymnasiet, men droppede ud i 2. g., da han var flyttet hjemmefra. Han rejste, arbejdede, fik hus, bil, kæreste – det var ikke kun stofferne, der drev ham, selv om de fik tag i ham, siger han.
I øjeblikket afsoner han en dom på seks år for fem bankrøverier. Han håber, at han efter 15 måneder på kontraktafdelingen kan sluses over i kontrakt-pension og så videre i åbent fængsel. Og han regner med prøveløsladelse år 2004.
Morten har røget hash gennem mange år, taget kokain, heroin, alt hvad der fandtes. Ovre i det egentlige fængsel kunne han ikke styre det med pengene og stofmisbruget, siger han. Herovre er det gået meget bedre og der er en varmere menneskelig kontakt. Folk er ikke nødt til at smække en facade op, spille barske for at overleve.
Han håber på at komme i gang med at studere.
»Jeg vil gerne være bromatolog – eller kemiker. Eller måske jurist. Selv med min baggrund kan man blive forsvarsadvokat – og jeg har jo et baggrundskendskab til miljøet, som de færreste har,« siger han med et lille smil.
Hvorfor gjorde han det? Ja, i første omgang var det faktisk på grund af et væddemål.
»Altså – om hvordan det var. Om det kunne gøres, så de ikke fandt ud af det. Der gik sport i det. Det var sgu sjovt. Der var et kick i det at være inde i en bank, få nogle penge og komme væk. Det var nok mest kedsomhed, der fik mig til det.«
Morten har kontakt med sin familie og nogle få venner.
»Men hvis det ikke er meget nære venner, er det umuligt. Man kan jo ikke bare komme forbi og snakke, når man er låst inde alle døgnets 24 timer og overhovedet ikke kommer ud. Så hvad skal man holde kontakt med dem for – du ser dem jo aldrig alligevel.«

Alt for alene
Søren: »Når man er herinde, hvor der er andre at snakke med, og hvor personalet giver sig tid til at tale med dig i timevis, hvis du trænger til det, er det nemt nok at holde sig stoffri. Det er noget helt andet, når man pludselig står på gaden med en busbillet i hånden og skal klare alting selv.«
»Sidste gang kunne jeg ikke engang få lov at blive aktiveret for min bistandshjælp – kommunen havde ingen plads til mig, sagde de. Så nu handler det for mig om at komme ud til et arbejde, så jeg har noget at stå op til.«
»Jeg har min lejlighed, og jeg snakker fint med min mor og søster, så de kan hjælpe mig lidt, hvis jeg har en virkelig dårlig dag. Men jeg er bange for at være alene derhjemme i de første mange måneder, indtil jeg får dyrket nogle nye venskaber – for de gamle kammerater må jeg jo holde mig fra«.
»Ensomhed kan jeg simpelthen ikke klare. Stå op hver morgen alene, smøre noget mad, gå på arbejde, komme hjem alene, lave aftensmad og spise alene – det dur ikke. Så måske vil jeg ud at sejle et par år, finde ud af mig selv og hvad jeg gerne vil arbejde med. Det skal være noget med metal igen – og man kan lige så godt være maskinarbejder ombord på en tanker som på land.«
Søren har ikke så store krav til spænding i livet mere.
»En god familie, at gå en tur ved stranden – det er guld værd for mig, hvis jeg kunne komme til det. Det behøver ikke at være noget vildt, men noget med dybde i. Det er det, jeg drømmer om.«
Bobbi: »Det er fedt bare at kunne lægge sig ud på græsplænen og kigge op i himlen. Hvor mange uden for fængslet gør det? Eller nyder at gå en tur i regnen? Der er nogle ting, mennesker ikke værdsætter, mens de jagter rundt efter at nå så meget som muligt.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her