Læsetid 3 min.

Arbejdsmarkedet har brug for alle

Ufaglærte, kvinder og indvandrere er en så sammensat gruppe, at det er problematisk, hvis løsningsmodellen for deres ledighed er enstrenget
27. april 2001

Kommentaren - Slidsomt
Regeringen har netop udsendt rapporten, »Brug for alle – Danmark 2010 og et mere rummeligt arbejdsmarked,« som beskriver, hvad der hidtil er gjort – og skal gøres i fremtiden – for at skabe et mere rummeligt arbejdsmarkedet.
Budskabet er, at velfærdssamfundet har brug for alles arbejdskraft. I forlængelse heraf er det naturligvis helt oplagt også at forholde sig til om alle kan blive helt eller delvist selvforsørgende. Altså, hvordan – og om – man sikrer de personer som har mest brug for velfærdssamfundets forsikringsordninger – og altså ikke indtrædelse på det saglige arbejdsmarkedet – nogenlunde rimelige livsvilkår i dag.

Økonomisk betragtning
Ud fra en økonomisk betragtning er det såre klart, at det vil være gunstigt, hvis man kan integrere alle på det ordinære arbejdsmarkedet og gerne uden diverse tilskudsordninger, da man derved vil kunne imødegå den tunge byrde nutidens og fremtidens arbejdsstyrke skal bære på grund af det stigende antal ældre i samfundet. Vores økonomi har med andre ord brug for al den arbejdskraft, der kan tiltrækkes. Spørgsmålet er dog, om alle samfundsborgere kan yde den hele eller om nødvendigt halve indsats, som der lægges op i rapporten.
I rapportens sidste kapitel præsenteres den gruppe, som den aktive linie ikke har kunne bringe i arbejde. Det drejer sig om ikke-forsikrede langvarigt ledige og personer med nedsat arbejdsevne. I forhold til beskæftigede er en stor andel ufaglærte samt kvinder og indvandrere.
Gruppen er interessant, da den trods dens lavere gennemsnitsalder som sagt ikke er reduceret de senere år uagtet at der er sket et samlet fald i antal af ledige. Hvorfor, får man naturligvis lyst til at vide. Det kaster rapporten desværre ikke lys over.
I stedet fokuseres på de økonomiske incitamenter kommunerne har for også at få denne gruppe hurtigst muligt ud på arbejdsmarkedet. Der opregnes de mange ændrede refusionsordninger, som altså formodes også at virke overfor denne gruppe. Lidt firkantet sagt går disse ændringer ud på, at der er mange økonomiske fordele for kommunerne, hvis de kan få alle i arbejde.
F.eks. får de i dag kun refunderet 35 procent af førtidspensionsudgiften, mod 100 procent tidligere. Tilsvarende med en række andre personbundne udgifter, som også er blevet – eller bliver – lagt ud til kommunerne.
Der mangler ingen økonomiske incitamenter, når det drejer sig om at få folk ud af systemet. Incitamenterne rækker imidlertid kun til dette mål. Spørgsmålet er derfor om dette mål er realistisk for alle i denne gruppe, eller om denne politik risikerer at ramme nogle personer hårdt i kommunernes årelange afdækning af ressourcer, indhentning af lægeerklæringer mv. som i praksis betyder lange sagsbehandlingsforløb, med den følge at en afklaret situation for den enkelte person udskydes i det uendelige.

Ganske slidsomt liv
Det er ikke mit ærinde her at modarbejde en fin inten-tion om at hjælpe folk til at bliver selvforsørgende, især i disse tider, hvor livet på overførelsesindkomst kan være ganske slidsomt. Det er derimod mit ærinde at rette fokus mod den – måske ikke så store – gruppe af arbejdsløse som har levet et så opslidende liv – det kan være både fysisk og psykisk – at en arbejdsmarkedstilknytning på ordinære vilkår er urealistisk.
Min pointe er, at ufaglærte, kvinder og indvandrere er en så uhomogen og sammensat gruppe, at det er problematisk, hvis løsningsmodellen er enstrenget. Det er klart at mange indvandrere vil have glæde af et mere rummeligt arbejdsmarked. Men er den samme arbejdsmarkedsfokusering rigtig for en ufaglært, nedslidt kvinde? Hvor meget skal hun igennem, for alle veje er udtømte? Hvor mange lægeerklæringer skal være indhentet? Hvor langt skal et afklaringsforløb være?
For at kunne yde de rigtige personer den rigtige indsats er man naturligvis nødt til at kende personerne bag statistikkens tal og det gør man desværre ikke i dag.
Rundt i manegen
Nedslidte personers problemer løser sig nemlig ikke altid ved at der arbejdes mod en tilbagevenden til arbejdsmarkedet. I mange tilfælde jages de fra et aktiveringsprojekt eller afklaringsforløb til det næste, med det ene mål at afdække deres ressourcer – at sikre at alle muligheder er udtømte, som det så fint hedder i lovgivningen.
Det, der betegner deres situation – og som for mange er opslidende – er, at de ikke ved hvad der skal ske i den nærmeste fremtid. Det eneste de ved er, at de skal videre og være forandringsvillige. De skal udvikles. Forandres. Gøres flytbare. Eller hvad man nu kalder det rundt omkring i det danske land.
Det kan godt være at der økonomisk er ’brug for alle’, men det er ikke alle der har brug for lønarbejde. Måske man for denne gruppe skulle prøve at løsrive socialpolitikken fra arbejdsmarkedspolitikken og se nærmere på disse menneskers behov – og gruppens størrelse, ikke mindst. Det ville give anledning til en kærkommen mere differentieret udvikling af dansk socialpolitik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu