Læsetid: 4 min.

En arkitektonisk åbenbaring

Det var hverken i New York eller Amsterdam, men ’hjemme’, at unge Ósbjørn Jacobsen skulle finde sit personlige, arkitektoniske udtryk
6. april 2001

(2. sektion)

Portræt
Da Ósbjørn Jacobsen, nu 27, midt i 90’erne havde tilbragt to år på Arkitektskolen i Århus, var han stadig i vildrede. Var det overhovedet det, han ville, og havde han talentet? Undervisningen på arkitektskolerne var og er baseret på, hvad der sker ude i verdens arkitektoniske metropoler – steder som London, Holland og New York. Mange elever sidder ved deres tegneborde og bladrer febrilsk i stakke af internationale arkitekturtidsskrifter for at finde formmæssig inspiration.
Således i et vist omfang også Ósbjørn.
Men så i løbet af det tredje år gik det op for ham, at skulle han nogensinde blive en god arkitekt, var det ikke ved at se på de europæiske metropoler som de andre. Det var ikke ved at kopiere (eller ’citere’) internationale arkitekturstjerner som iranske Zaha Hadid, canadiske Frank Gehry, tyske Daniel Liebeskind og danske Henning Larsen. Det var ikke ved at lave svulstige projekter med dekonstruktivistiske typehuse med titanium på taget tilsat en pikant snert af russisk konstruktivisme.
»Hvis jeg skulle bidrage med noget,« fortæller Ósbjørn, »så skulle jeg søge tilbage til det, der var min styrke, min baggrund, og det blev jeg mere og mere overbevist om med tiden.«
Han tilføjer, at han er sikker på, at en arkitekt, der har boet i New York hele sit liv, tilsvarende kan noget helt utroligt med den inspiration, han har fra sin baggrund.
Hans afgangsprojekt fra skolen blev et fremragende, elegant og enkelt forslag til en havmiljøstation på Færøerne, som fik megen omtale i de færøske medier. Ikke noget arkitektonisk staffage, ingen store armbevægelser, bare fantastisk simpelt.
Når Ósbjørn nåede frem til den erkendelse, skyldtes det først og fremmest, at han havde læst nogle fabulerende tekster om arkitektur, som de nordiske arkitekter Sverre Fehn (Norge) og Alvar Aalto (Finland) hver især har skrevet.
»Det var ligesom en åbenbaring, der skete for mig. Meget af det, de har skrevet, er måske lidt overpoetisk, men det var virkelig noget, der satte skub i min holdning til faget og min definition af det.«
Ósbjørn begyndte at holde fast i det enkle nordiske – eller færøske – udtryk. Det blev der lagt mærke til. Og rygtet om det sympatiske talent må have spredt sig: Straks efter at han modtog sine eksamenspapirer sidste forår, blev han ansat på et af landets travleste og mest prestigefyldte arkitektbureauer, Henning Larsens Tegnestue i København. Nu sidder han som en del af et team, der arbejder på detaljer og toiletfaciliteter på IT-Højskolens nye bygninger, som tegnestuen står for. Så langt, så godt.

LAD OS nu søge tilbage mod de forblæste øer i Nordatlanten. Vi befinder os i begyndelsen af 90’erne. Det var netop i de år, da den purunge Ósbjørn Jacobsen gik i gymnasiet, at den lille øgruppe oplevede sin gigantiske økonomiske nedtur i kølvandet på lokalt overforbrug og efterfølgende bankkrak. Der var ikke arbejde at få, og mange mennesker mistede det, de havde.
Stemningen var vel mismodig, og Ósbjørn, der er ud af en håndværkerslægt (faderen er ’hussmed’ – tømrer), aflivede enhver tanke om at få en håndværkeruddannelse.
Han havde nu også tænkt videre; han ville gerne læse til arkitekt i Danmark, men det holdt han for sig selv lidt endnu. Efter sommerferien 1993 rejste han til Danmark og fulgte kunstlinjen på Vrå Folkehøjskole i Nordjylland. Ósbjørn havde aldrig boet i Danmark før og havde vægret sig ved at tale dansk. Ikke af politiske årsager – men fordi »man vel har en eller anden blufærdighed«, som han siger.
»Der var utrolig mange barrierer, der skulle rives ned, da jeg startede på højskolen«.
Da han begyndte på arkitektuddannelsen, fik han et chok, for han fandt ud af, at han ikke vidste særlig meget om arkitektfaget. Når han tænker tilbage på de første to år på studiet, bliver han næsten flov over sin umodenhed, siger han.
Men så var det, han stødte på det, som fik ham til at søge tilbage til Færøerne. Han bruger udtrykket »urkraft«.
»Jeg synes, at det er meget svært at definere. Det er noget, man skal blive ved med at afsøge. Det betyder bare, at man har fodfæste dér, hvor man kommer fra.«
Men Henning Larsen lagde mærke til ham. Som ung og nyankommet arkitekt sidder Ósbjørn ikke og slår de altafgørende streger på papiret til daglig.
– Nu er det ikke sådan, at du brænder inde med en masse ting? Du går ikke og bliver bitter?
Ósbjørn Jacobsen ler: »Nej, det skal heller ikke mystificeres på den måde. Slet ikke. Jeg kunne helt sikkert godt tænke mig at lave mit eget projekt og føre det ud i livet, men sådan hænger verden ikke sammen for de fleste arkitekter. Derfor tager jeg det stille og roligt, og jeg har masser at lave. Jeg går ikke rundt med tusind ideer, som jeg føler, at verden har brug for.«
Ósbjørn er blot glad for at lære fagets præmisser fra bunden, siger han.
»Der er privilegerede arkitekter, som får lov til at sidde og nusse med deres egne ting, men dem er der fan’me ikke mange af,« tilføjer han.

FAKTA
Blå bog
Færingen Ósbjørn Jacobsen er født i 1973. Voksede op i den lille by Gøta på Østerø, Færøernes næststørste ø. Flyttede første gang til Danmark i 1993, da han gik på Vrå Folkehøjskole i Nordjylland. Blev optaget på Arkitektskolen i Århus i 1994. Var færdiguddannet i juni 2000 og blev prompte ansat på Henning Larsens Tegnestue i august samme år.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her