Læsetid: 5 min.

Alle var bange

Truslen om, at Stålvalseværket i Frederiksværk ville lukke, hang i luften. Ti år gik der, før værket fik påbud om at styre støvet
19. april 2001

Mangan
»De sidste par år, jeg var der, lukkede de alle hallerne til. Jeg blev sat til at gøre rent oppe ved lofterne. Vi kunne ikke se to meter frem deroppe, når ovnene startede op.«
»Jeg tror ikke, det passer, at de ikke vidste, mangan var farligt.«
»Jeg læssede mangan på en lastbil. Der var rigtig meget støv. Jeg kunne ikke se en hånd for mig. Men de sagde jo, at det ikke var farligt.«
»Det sårer mig, at de siger, man ikke bliver syg af at arbejde på Stålvalseværket. Hvorfor giver de os ikke en undskyldning? Jeg synes, at Stålvalseværket burde betale for den skade, jeg har lidt.«
»Arbejdstilsynet har jeg aldrig set i de ti år, jeg var der.«
»Det støvede fælt. Jeg beskrev det for lægen. Men han sagde: Det har ikke noget med det at gøre.«
»Vi snakkede da om det. Der var nogen, der ikke kunne få vejret. Men mange var da ligeglade med det.«
»Vi stod med en lufthammer uden andet end en fugtig klud om næsen. Bagefter vaskede vi os i skurepulver.«

Føler sig svigtet
Sådan lyder det fra tidligere ansatte på Stålvalseværket i Frederiksværk, som Information har talt med. Store, stærke mænd, som har fået deres helbred ødelagt af mangan. Mange af dem føler sig svigtet, fordi man ikke greb ind imod støvet noget før.
I 60’erne og 70’erne var der mange, der foretrak et mindre farligt job i byggeriet. Værket manglede arbejdskraft, men det blev løst ved at invitere gæstearbejdere fra Pakistan og Jugoslavien, siger de.
I 1983-84 fik 152 ansatte på stålværket deres lunger undersøgt af lægen Jesper Lundh, som dengang var ansat på værket. To år senere havde 55 af dem fået andet arbejde. De resterende 97 undersøgte Jesper Lundh igen.
Han fandt, at hver sjette havde tegn på kronisk bronkitis. Otte havde nedsat lungefunktion ved den første undersøgelse. Ved den anden var tallet steget til 13.

Rapport i skuffen
I april 1986 skrev Jesper Lundh en delrapport for at informere om resultaterne. Der var brug for en forbedring af arbejdsmiljøet rent teknisk og »en bedre instruktion af den enkelte i en mere hensigtsmæssig udførelse af arbejdet, således at man undgår udsættelse for støv i større mængder end højest nødvendigt,« skrev han.
Hans undersøgelse blev diskuteret med andre læger, men informationsbrevet blev ikke givet videre til de ansatte. Året efter fandt det dog vej til aviserne. Bedriftslæge Chr. Fenger skrev i den anledning:
»Tallene kan ikke på nogen måde give grundlag for at udtale, at det støvrige miljø på D.D.S. (Det Danske Stålvalseværk, red.) har forårsaget kronisk bronkitis eller nedsat lungefunktion.«
Jesper Lundh forlod sin stilling. Endnu i dag, 13 år senere, vil han ikke sige offentligt, hvad der egentlig skete.
»Rent juridisk må mine oplysninger ikke gives videre til pressen,« siger han.
Men selv om hans undersøgelse var begrænset, står han fast på, at de hygiejniske grænseværdier for støv var overskredet, de ansatte beskyttede ikke sig selv godt nok – og undersøgelsen af deres lunger tydede på, at de var påvirket.
»Det må du gerne citere mig for,« siger Jesper Lundh.

Bedre at lukke værket
Andre kilder siger til Information, at Stålvalseværket på det tidspunkt havde behov for offentlig støtte. Derfor var hverken ledelsen eller fagforeningen SiD interesseret i at få værket hængt ud som en farlig arbejdsplads.
Den lokale SiD-formand, Ernst Jørgensen, sagde således til Aktuelt, at forholdene var værre på stålværkerne i Vesttyskland.
Men LO’s amtskonsulent, Børge Dufke, sagde til samme avis: »Hvis det er så galt, som vi frygter, på Stålværket, er det bedre at lukke det. Vi kan ikke se på, at de ansatte ødelægges. Det sker endog med penge fra det offentlige via alle de tilskudsordninger, værket har del i.«
Han sagde også, at Jesper Lundh sagde sin stilling op, fordi han fik besked på at lægge sin rapport i skuffen.
Fællestillidsmand Verner Jensen gik til modangreb:
»Børge Dufke forplumrer tingene og har aldrig været på værket. Der er absolut ingen grund til panik. Jeg har fuld tillid til vores nuværende bedriftssundhedslæge.«

Anklager fagbevægelsen
Men han blev selv angrebet for at »bagatellisere støvproblemerne« af 300 SiD’eres tillidsmand, Jørgen Andersen. Den lokale afdeling af Kvindeligt Arbejderforbund kaldte Verner Jensen »den mest vattede tillidsmand i landet.«
»Fagbevægelsen har taget på stålvalseværket med fløjshandsker, mens mennesker dør i og uden for virksomheden,« sagde Børge Dufke to år senere til LO-bladet.
»Finn Thorgrimson (LO’s daværende formand, red.) ringede mig op. Jeg fik besked om at holde kæft, men det gjorde jeg ikke« siger Børge Dufke i dag. »Jeg rettede min harme mod Verner Jensen og mod SiD, som havde en bunke arbejdsskadesager liggende, der aldrig var kommet videre. Det var lungeproblemer allesammen.«
»Alle var bange for at miste en stor arbejdsplads. Derfor tav man stille om problemerne,« siger Dufke.

Det blev værre
Stålvalseværket betalte et forsknings- og forsøgsprojekt på Danmarks Tekniske Højskole. På en model i plexiglas skulle ingeniørerne undersøge, hvordan man kunne »minimere støvforureningen mest muligt.«
Men på det virkelige værk blev støvproblemerne værre, fordi amtet krævede de store taglemme lukket af hensyn til det ydre miljø, sagde tillidsmand Jørgen Andersen til LO-bladet i oktober 1989.
På det tidspunkt var situationen spidset til.
»Støvproblemerne var bombastiske,« siger Ib Ladefoged, som på det tidspunkt var tilsynsførende for Arbejdstilsynet. Han brugte halvdelen af sin tid på Stålvalseværket, kom ofte på uanmeldt besøg om natten og kørte parløb med amtets myndigheder for det ydre miljø, så de ikke blev spillet ud mod hinanden.
Et ingeniørfirma udefra blev hyret til at gennemføre målinger. De lå over grænseværdien.
»Truslen om, at de ville lukke værket, hvis vi krævede for meget, lå hele tiden i luften,« siger Ib Ladefoged.

Ikke et venligt møde
Det afgørende møde fandt sted i slutningen af 1989. Overlæge Bo Netterstrøm omtaler det i dag som et »rabaldermøde«. Arbejdstilsynets underdirektør, Henrik Elo Petersen og dets overlæge, Ole Svane, troppede op til mødet med værkets direktion, bedriftslægen, afdelingsledelsen og hovedsikkerhedsudvalget.
»Det var ikke noget venligt møde,« siger Ole Svane.
»Da mødet var slut, var vi ganske godt tilfredse med os selv. Vi følte, at vi havde handlet rigtigt, ligegyldig hvad værkets ledelse sagde,« siger Elo Petersen.
Resultatet blev en handlingsplan, der gav værket tre år til at bringe støvmængden, røgen og støjen ned. Planen omfattede rengøring, udsugning, indkapsling, færdselsveje og andre foranstaltninger.
»Hvis vi ikke havde givet dem tre års frist, kunne de have lukket værket,« siger både Elo Petersen og Ib Ladefoged.

Påbud og værnemidler
For en sikkerheds skyld blev planen i januar 1990 omsat til 12 påbud, så Arbejdstilsynet kunne føre en retssag, hvis planen ikke blev fulgt.
Indtil forholdene var i orden, skulle alle på elektrostålværket bære airstream-hjelme med luftfilter og skærm foran ansigtet.
»Det er den næstbedste løsning,« siger Ole Svane. »Det bedste er åndedrætsværn med friskluftforsyning gennem slanger, men det er umuligt at bruge, hvis man bevæger sig meget rundt.«
Hjelmene var ikke populære blandt alle.
»Man sagde, at salget af krumpiber i Frederiksværk steg til store højder – og selv så jeg en arbejdsleder, der lavede hul i hjelmens skærm til sin cigaret,« siger Ib Ladefoged.
Flere af de tidligere ansatte siger, at man smed hjelmen eller slog visiret op, fordi hjelmene var for varme at arbejde med.

*Tidligere artikler i serien er bragt 17., 19. 21. og 23. marts, 7., 9. 10. og 14. april. Se tema.information.dk/mangan. Serien fortsætter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mark Strøm
Mark Strøm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvem havde aktiemajoritet og det overordnet ansvar, og hvem bestrider arbejdstilsynet, sundhedsstyrelsen, osv.?

Staten svinefabrik har givet danmark, en god infrastruktur og et blomstrende erhvervsliv!
Det er der stål-arbejderne har lagt ders liv! Mens politikerne kan får "job", i erhverslivet der efter!