Læsetid: 5 min.

’Jeg er bange for reaktionen’

Det største problem ved Sydafrikas kamp mod hiv/aids er fornægtelsen og den manglende oplysning. I den fattige befolkning er der mange, som ikke vil høre tale om sygdommen
11. april 2001

.

Medicinsk apartheid

Tabu
CAPE TOWN – Lige uden for Cape Town ligger det, der i daglig tale kaldes Cape Flats – den store slette med slumbebyggelser, hvor sorte og farvede (dvs. af blandet oprindelse) blev tvunget til at bo i apartheid-tiden, og hvor mange fattige stadig bor under elendige forhold.
Ganske vist har nogle områder fået elektricitet, andre har fået bedre adgang til vand, og dele af regeringens boligprogram er blevet virkeliggjort her.
Men når man kører ud til Khayelitsha, den største af alle slumbyerne, ser man stadig skure og sammenflikkede huse, geder, der springer over gaderne, og mennesker, der tilsyneladende driver ørkesløst rundt.
Hvor mange der bor herude, ved ingen. Arbejdsløsheden er høj – og det samme er andelen af hiv-smittede.

Langtfra tilstrækkeligt
Provinsregeringen har iværksat et program, kaldet Mother to Child Transmission (MTCT), med det formål at mindske risikoen for at smitten overføres mellem gravide og deres fostre.
De, der bliver testet positive, får den hiv-hæmmende medicin AZT – men det er langtfra tilstrækkeligt til at standse epidemiens fremmarch.
»Frustration.« Med det ene ord beskriver søster Nosiphiwo Ntshanga situationen i kampen mod hiv/aids.
»Myndighederne gør intet for at hjælpe os. Lederne burde involvere sig mere i problematikken, give bedre uddannelse og information og være med til at højne moralen hos de smittede, så spredningen kan standses,« siger søster Ntshanga, der er sygeplejerske på sundhedsklinikken i den del af Khayelitsha, der kaldes Site B.
Vi møder hende i det lokale, hvor kvinderne testes for hiv. Kvinderne kommer til klinikken, fordi de venter barn, og i forbindelse med besøget får de også oplysning om hiv og tilbydes en test.
Halvdelen af de ca. 400 kvinder, der opsøger klinikken hver måned, lader sig teste, og af dem er mellem 20 og 24 procent positive.
I den journal, der føres over testerne, står der ingen navne – kun numre ud for dato og resultat.
Sydafrika er et af de lande, hvor epidemien spredes allerhurtigst. Skønsmæssigt smittes 1.500 personer om dagen, og af de 44 millioner indbyggere menes mellem 4,7 og 5,3 millioner at bære viruset. Hvert år fødes 65.000 hiv-positive børn.
»I Khayelitsha har vi oprettet støttegrupper for hiv-patienter. Mange kvinder bliver smidt ud hjemmefra og frosset ud af familien, hvis de fortæller, at de har hiv. Nogle bliver oven i købet truet på livet,« fortæller søster
Ntshanga.
Den eneste vej til bekæmpelse af hiv/aids går gennem uddannelse og oplysning – det synes de fleste inden for sundhedssektoren i Sydafrika at være enige om.
Nosiphiwo Ntshanga understreger imidlertid, at regeringens informations-kampagne ikke har haft den ønskede effekt. Tv, radio og aviser slår ikke til.
»Vi har brug for folk, der tager ud i landsbyerne, taler med de lokale ledere og fortæller om hiv på nært hold. Vi må give folk oplysning på deres eget sprog. Et andet problem er den manglende medicin – hvis vi havde haft bedre behandlingsmuligheder, ville flere tale åbent om det.«

’Hiv eksisterer ikke’
Thembeka Majali er koordinator for Treatment Action Campaign (TAC) – en ikke-statslig organisation, som bl.a. arbejder for bedre adgang til bilig hiv/aids-medicin.
»Det er værst i landsbyerne, hvor mange stadig ikke tror, at hiv/aids eksisterer. De mener, at sygdommen fremkaldes ved hekseri,« siger hun.
»Problemet er, at vi ikke har nogen national handlingsplan. Regeringen synes at forhale processen, og nogle parlamentsmedlemmer er ganske enkelt uvidende om, hvad der foregår på græsrodsniveau. Det er nødvendigt, at flere højtplacerede folk begynder at tale åbent om hiv.«
»Nu har regeringen besluttet, at 18 klinikker i landet skal indlede MTCT-programmer, men endnu sker der ikke meget. Beslutningen føres ikke ud i livet, og folk er for uvidende om love og rettigheder til at lægge pres på lederne.«
På den anden side af gennemkørselsvejen, i Site C, åbnede den franske organisation Læger Uden Grænser en klinik i fredags.
Det er den tredje i Cape Town-området, og tilsammen kan gruppen give behandling til omkring 100 voksne og 50 børn. Det er en begyndelse – men langtfra tilstrækkeligt.

Holdningsændring
Lederen af Læger Uden Grænser i Sydafrika, Eric Goemaere, mener dog at kunne spore en vis holdningsændring, som på længere sigt kan få indflydelse på spredningens omfang.
»Da vi for halvandet år siden talte om at åbne en klinik alene for hiv-smittede, mødte vi modstand i Khayelitsha. ’I forstår ikke situationen herude, det er umuligt,’ lød det.
Stigmatiseringen var iøjnefaldende og åbenlys, men i dag kan jeg se en helt anden accept,« siger han.
Mange er dog stadig bange.
Vi kan kalde hende Caroline. En 20-årig kvinde, der er hiv-positiv og gravid i niende måned. Hun er med i MTCT-programmet i Khayelitsha, men alligevel er hun bange for, at barnet skal blive smittet.
Selv har hun ikke vovet at fortælle nogen, at hun er hiv-positiv – hverken sin egen eller sin mands familie.
Han ved heller ikke noget, og parret fortsætter med at dyrke ubeskyttet sex. Det er utænkeligt, at Caroline ikke skulle amme sit barn, og dermed øges smittefaren.
»Jeg ved ikke, om det er min mand eller min tidligere kæreste, der har smittet mig. Jeg har accepteret, at jeg bærer viruset, men jeg er bange for andres reaktion. Det er svært at få oplysning om hiv dér, hvor vi bor.«
»Nogle ved meget, men andre vil ikke høre tale om sygdommen og slukker for radio og tv, når emnet bliver taget op,« siger hun.
Fornægtelsen, tavsheden og stigmatiseringen er ikke let at bryde igennem.
Men det er den eneste udvej, hvis Sydafrika skal vinde kampen mod hiv/aids.

- Görrel Espelund er svensk freelance-journalist, bosat i Sydafrika.

- Oversat af Birgit Ibsen.

FAKTA

En tragedie Spredningen af hiv og aids er en tragedie for Sydafrika og Afrika som helhed. Her er nogle af tallene:
- Ca. 420.000 børn er hidtil blevet forældreløse på grund af aids.
- I 1999 døde ca. 250.000 af aids.
- Bruttonationalproduktet ventes i 2010 at være 17 procent mindre, end det ville have været uden aids.
- I Afrika er ca. 25,7 mio. mennesker hiv-positive svarende til omkring 70 procent af det totale antal tilfælde på 36,1 millioner.
- Mindst 15 millioner mennesker er døde af aids i Afrika.

Kilde: www.unaids.org

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu