Læsetid: 6 min.

Berlineriets indiskrete dynamik

21. april 2001

Intermetzo
Det anbefales at tage til Berlin. Gang på gang. Byen lægger sten på sten til sin ubegribelige vækst overalt – i det gamle ingenmandsland fra murens dage, fra Potsdamer Platz til regeringskvartererne hinsides Brandenburger Tor, nu under renovering, men klædt ud som sig selv i fotostatisk 1:1-gengivelse. Den kan Berlin ikke undvære.
Byen, som i virkeligheden er mange byer med hver deres særpræg, bevæger sig i hurtigt tempo frem imod positionen som Europas faktiske hovedstad. Akkurat som den var nr. 1 A i gamle dage, da bedste- og oldeforældrene – for de yngre læsere: tip-tipoldefædrene – drog til Preussens gamle centrum ved floden Spree og Unter den Linden og gik i teatret i Schauspielhaus, til kabaret i West End, købte bøger i Mitte, hørte musik og opera i Philharmonien og Kroll og Staatsoper, Komische eller Deutsche Oper og førte dannede konversationer i hotellobbyerne på deres bedste skoletysk.
Det sidste er besværligt i det moderne Berlin. De taler så satans hurtigt – og berlinsk. Mange af bøjningsendelserne, som trods alt er vigtige på tysk og mange af de sidste ord som ifølge sagens natur meget ofte er de betydningsbærende verber, forsvinder i de indfødtes kæbeposer som næselyde eller en venlig gurglen, thi berlinerne er gennemgående omgængelige folk. Mangen en dansk rejsende, der lærte tysk dengang dette endnu var et unævneligt sprog og tysklærerne i almindeligt omdømme nogle dumme svin, hvad mange af dem vitterligt var, må slå over i et ynkeligt germandanisheng-lisj. Det føles hver gang som et stort nederlag. Hver gang. Og understreger med al ønskelig tydelighed vort historisk betingede, men ikke desto mindre forkvaklede forhold til dette store kulturland, der fik den grumme skæbne i forrige århundrede at blive den civiliserede verdens største skurk. Denne tvivlsomme rolle gjorde de sig unægteligt store anstrengelser for at leve op til, og oplevelsen har stadig svært ved at fortage sig rent følelsesmæssigt.
I den forstand gør de uafladeligt en betydelig indsats for at minde sig selv om dengang alting brast, og alt for mange rakte hånden op til hilsen. Berlin, skønt aldrig Hitlers yndlingsopholdssted, er så at sige plastret til med mindesmærker om fornedrelsen.
I den forbindelse anbefales atter historikeren Karl Christian Lammers bog: Hovedstad Berlin 1871-2000 – magt, arkitektur og erindring, eller magt, monumenter og erindring, bogens forside er ikke helt i overensstemmelse med titelbladet. Anyway, som man siger på tysk er det en glimrende indføring i denne mærkelige ødelagte, forsvundne, nærværende, genkomne, gamle, nye, døde, levende by. Lammers skriver i en noget gentagende stil, men står man over for sit livs første Berlin-rejse er det unægteligt en fordel med redundansen. Man lærer, mens man læser, og Lammers leverer umådelige bunker af historisk og topografisk stof om Tysklands genopvækkede hovedstad. Rent bortset fra at tiden også indhenter et så vidende menneske, eftersom intet nok så opdateret medium synes at kunne hamle op med Berlins indre ekspansion.

En vigtig side af berlineriet er at man faktisk spiser fortrinligt disse få timers rejse fra København og andre danske destinationer. Såfremt man overlever køkkenet, eller hvad man skal kalde deres usynlige bestræbelser på at tage livet effektivt af folk på overfarten Scandlines: Gedser-Rostock, kan adskillige spisesteder anbefales i en by, der bestemt ikke før i tiden stod forrest, når der skulle uddeles kokkehuer.

For nu at trutte lidt i shofaren, ligger der en fin lille og ret prisbillig jødisk restaurant kaldet Riom – i Oranienburger Strasse lige ved den restaurerede supersynagogefacade. Menuen er absolut mellemøstlig med klart hjørnespark til det bedre, som ikke nødvendigvis er israelsk, men snarere lettere arabisk. Herfra kan man bagefter tage turen ind i de nærliggende Hackesche Höfe og æde videre. Herinde i de fascinerende og smukke gårde, som førhen lå i bogstavelige ruiner, koster maden i forhold til jøderestauranten mindre formuer. Skønt priserne nu alt taget i betragtning ikke er oprivende i Berlin. Hvad med en overnatning på Adlon, Unter den Linden 77 klods op ad den tildækkede, men let genkedelige Tor? Meget centralt og med priser, der varierer fra 540 DM til 4.900 af slagsen. I sidste fald har man lov at doble den med en passende partner, for dette er prisen for Pariser Platz Suite med udsigt til samme, hvor det er meningen man kan være to. Fattigrøvene i Executive Kategorien må nøjes med at glo ud på en beplantet baggård eller til nød Wilhelmsstrasses bagside og i øvrigt slippe 70 mark mere end 540 DM, hvis de ikke kan slippe hjemmefra alene.
4.900 DM for suiten with a view er selvfølgelig mange penge for de fleste, men i sammenligning med Savoy i London og Ritz i Paris og så videre, er det et greb i lommen. Alt er relativt.
Det gælder også langhårsmusikken, hvis man har trang til den slags, som bortset fra Barenboims snobbeopera på Unter den Linden holder fornuftige priser på selv de bedste sæder. Deutsche Oper sætter en ære i at folk kan betale, for til gengæld at spille det bedste af det bedste. Det er synd at skulle sige det, men der er altså, hvordan man end vender og drejer det, et spring, et tigerspring fra de hjemlige operatoner til det grimme betonoperahus på Bismarcks Strasse. Det vil vi vende tilbage til senere og her
blot bryde ud i lovsang over Konzerthaus-opførelsen af Bachs Johannes-Passion den 14 april med Rundfunk-Sinfonieorchester og Rundfunkchor Berlin under ledelse af ingen ringere end Stefan Parkman. Som denne spaltes læsere – de af dem der ikke er til rok og rul – vil vide, er Stefan Parkman kendt i miljøerne herhjemme for at have bragt Radiokoret op i omdrejninger som de færreste havde troet mulige. Den spinkle adrætte svensker, det er han nemlig, og det kan han jo ikke gøre for, er simpelthen en genial kordirigent eller dirigent. Bach-opførelsen i Konzerthaus var af en så sjælden lødighed og puls at musiktossede fremover pålægges at bide mærke i denne forunderlige musiker som andet og mere end korbetvinger. Dertil kommer at Parkman, der fra naturens hånd er stærkt tenoral, selv klarede evangelistens parti. Det er temmelig blæret. I nyere tid har vist kun Peter Schreier, der på den anden side ikke dirigerer overbevisende, præsteret det samme. Parkman kan – og samtidig med at han synger, efterdi han faktisk uden at nogen kunne høre stemmen skjalv, fægtede med arme og ben i overgangene for at få sving i berlinerradiokoristerne igen. Blændende! Man kan diskutere om det bare er for at blære sig, hvad sure stødere måske ville hævde. Men som dirigent at påtage sig denne centrale rolle i passionen giver hele historien en særlig mening og tjener til – eller kan tjene til som i dette enestående tilfælde – at bibringe værket dets medfødte organiske hele. Bach har jo selv siddet i generalbassen og høvlet i orgelposittivet og dermed fået sammenhæng i det hele; Men den gamle ville utvivlsomt også have sat pris på denne udgave, hvor stemmen direkte fra dirigenten sætter tempo, takt og mood. Det er den usammenligneligt bedste Bach-opførelse, denne skribent har bivånet, siden Otte Klemperers Matthæus-Passion med alle de dyre. Men den er jo kun på plade.

I Konzerthaus optrådte også en dansker, for nu at være lidt national og så svenskerne ikke render med det hele. Johannes Mannov ordnede basbaryton-arierne i fin stil. Stor stemme, god frasering, klar diktion. Kort sagt: Mannov gjorde sit fædreland ære og bukkede pænt for bifaldet. Jamen, sådan noget lægger man jo mærke til, når man ligesom har del i sangkunsten på udebane.
Næste lørdag kommer der noget mere om musiklivet i Berlin, hvis ikke der dukker noget vigtigere op. Hvad det så skulle være.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her