Læsetid: 4 min.

Billedets filosof

Mini-udstilling med interessante prøver fra den tyske kunstner Gerhard Richters store billedkollektion kan nu ses i Arken. Den giver appetit efter mere...
5. april 2001

Udstilling
Gerhard Richter er noget så sjældent som en romantisk konceptualist. Som sin landsmand og åndsbeslægtede Sigmar Polke, der p.t. vises i stort udtræk på Louisiana – etablerer han en ny visuel grammatik for maleriet, der jo har været under konstant beskydning i årtier.
Hans værker næres af en konstant og radikal tvivl. Richter skifter som konsekvens heraf uophørligt metode, men ses hans oeuvre samlet over en 30 års periode, viser der sig en bemærkelsesværdig konsekvens i selve den billedtæknning eller i det ikonografiske koncept, der gennemsyrer det. Hvert maleri – hvad enten det er et fotomaleri, et fotografi eller et abstrakt maleri – fremstår som et i sig selv hvilende, afklaret hele, summen af denne produktive tvivl, der ender i ren forførelse – både af os og af kunstneren: Richters malerier er rystende smukke.

Eine kleine Ausstellung
Men lad det være sagt med det samme: Det er en lille udstilling, der åbner på lørdag i Arken. Det er en omrejsende præsentation af Gerhard Richters oeuvre, sammensat af kunstneren selv og sat i værk af det tyske udenrigsministerium. Den skal cirkulere rundt i verden i samfulde 10 år! og kan betragtes på linje med Duchamps kuffertmuseum i miniformat – en slags handy rejsetaske med prøver fra kunstnerens kollektion.
En stor skam er det imidlertid, at vi må opleve malerierne forsejlet bag glas i transportkasserne. Det er den rene kunstdød. På udstillingen ved siden af kan vi se Munchs Skriget uden glas!
Det taktile, overfladens forførelse går herved tabt. Og flere af værkerne er oven i købet fotografier af originalerne, f.eks. hovedværker som Onkel Rudi og Betty. Disse billeder tager afsæt i fotografier, som Richter selv har taget og er oprindelig malet som fotomalerier i den for Gerhard Richter så karakteristiske fotorealistiske stil med de opblødte konturer – i en slags moderne ’sufmato’-teknik – (en maleteknik fra renæssancen, hvor konturlinjerne er udvisket og går op i ’røg’). Og de vender nu ironisk nok tilbage til deres oprindelige form: Fotografiet.
Gennem denne centrifuge af repræsentationsformer fremstår billederne som skygger af en idé, som fantom-skikkelser på væggene. En repræsentation af en repræsentation af en repræsentation. De spiller drilagtigt på det vanskelige spørgsmål i vor tidsalder, hvor alt kan multipliceres: Hvad er original og kopi? Men et fotografi er nu ikke det samme som et originalt maleri! Når der mangler så centrale malede værker, kunne man såmænd lige så godt sidde derhjemme på divaneseren og bladre i et katalog.
Det er udstillingens svaghed, at den ikke i tilstrækkelig grad præsenterer the real thing, men blot tilbyder en virtuel rejse med det Richterske rejsegods.

Tre Tysklande
En kort præsentation af Richter er på plads her: Han er født i 1932 i Dresden, men flyttede i 1961 til Vesttyskland. Han forlod Tyskland kun to måneder, før Muren blev rejst, og cuttede konsekvent sin fortid.
Således er han barn af tre forskellige Tysklande: Han nåede at opleve Det Tredje Rige, herefter det kommunistiske DDR for til sidst at finde sig til rette i »den kapitalistiske realisme«, som han benævner det kapitalistiske efterkrigstids-Tyskland. Således velkonsolideret i alle politiske ideologier og dogmer og derefter nedsunket i et befriende tomrum kunne tanken og eksperimenterelysten få afløb.
Han blev apolitisk, hvilket skaffede ham en del fjender i 1968 og frem. Men han bliver en del af miljøet omkring Joseph Beuys i de frugtbare tressere. Fra 1971-94 er han professor i malerkunst ved Kunstakademiet i Düsseldorf. I dag bor han i Køln. Han er en af tysk kunsts helt tunge drenge. Han er en tænker, der med billedets mellemkomst fremsiger overraskende udsagn om den omgivende verden. Richter koncentrerer sig på den ene side – som en moderne Vermeer – om det skønne og nære, og på den anden side om de politiske smertepunkter fra f.eks. 2. Verdenskrig, øst-vest-delingen, terrorismen m.v. Men i samtlige Richter-serier – det være sig de figurative, de konstruktive eller de abstrakte – er metoden observerbar i billedet. Hermed opstår der på den ene side et konkret objekt, der peger på sin egen tilblivelsesproces og på den anden side en ikonografisk reference, der ofte henviser til et fotografisk forlæg, hvis ikke billederne er rent selvhenvisende i deres abstraktion.
Hans malerier fra 90’erne er helt abstrakte. De er skabt ved hjælp af en såkaldt rakel, en kæmpespatel, der udjævner farverne og trækker spor efter sig hen over den ofte meget store flade. Udstillingen viser enkelte, mindre prøver fra denne del af Richters oeuvre.
Der er to gennemgående tendenser i den Richterske fotorealisme: Sex og død. Men han tænker også i større, kulturhistoriske baner, som når han i udstillingens grafiske værk Oversigt, der har leveret udstillingstitlen, laver en tidstavle over alle de vigtigste kunstnere, digtere, filosoffer, musikere og arkitekter. Richter figurerer også på tavlen!
Alt i alt giver den lille udstilling en voldsom appetit på the real and great thing, som Louisianas nye direktør, Poul Erik Tøjner, arbejder intensivt på at bringe til veje.

*Gerhard Richter: Oversigt. Arken, Ishøj. Ti.-sø. 10-17, on. 10-21. Til 27. maj. Åbner på lø.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her