Læsetid: 3 min.

’Blandt de mange børn, der døde, er Oslo-aftalen’

Ny bog om intifada og fredsproces i Mellemøsten giver et bredt billede af, hvorfor palæstinenserne har fundet stenslyngerne frem
24. april 2001

Ny bog
Sidste sommer var optimismen stor. I Camp David forhandlede israelere og palæstinensere om en endelig løsning på konflikten mellem de to folk. For første gang turde man håbe på, at der kunne findes en løsning, der ville afslutte Israels 34 år lange besættelse af Vestbredden og Gazastriben. Og det blev pludselig relevant at stille spørgsmålet om, hvorvidt Mellemøsten står ’på tærsklen til fred?’.

Desværre ikke klogere
Spørgsmålet, som er blevet titlen på en ny antologi om intifadaen og fredsprocessen i Mellemøsten, virker i dag grotesk. Fred? Var det ikke mere relevant at tale om, hvor mange der blev dræbt i dag, hvor al-Aqsa intifadaen raser på syvende måned? Antologiens redaktør, Michael Irving Jensen, ph.d.-stipendiat ved Carsten Niebuhr Instituttet på Københavns Universitet, afliver da også allerede i sin indledning det håb, der ligger i spørgsmålet, og gennem bogen slås denne vurdering endegyldigt fast.
Dét, der i stedet bliver antologiens omdrejningspunkt, er intifadaen som den begivenhed, der markerer overgangen til en ny æra i bestræbelserne på at finde en løsning på Israel-Palæstina-problemet. En æra, hvor Oslo-processen erklæres død og begravet, og hvor processens afløser er en langtrukken lav-intensitetskrig.
På tærsklen til fred? består af 17 indlæg, der inddeles efter i fire kapitler: ’Konteksten’, ’Al-Aqsa intifadaen’, ’De uløste problemer’ og et kapitel om ’Fremtiden’. Tilsammen giver indlæggene et bredt og nuanceret billede af, hvorfor palæstinenserne igen har fundet slyngerne frem og med stor fare for at miste livet, dagligt går til angreb på en af verdens stærkeste hære.
Desværre bliver man ikke meget klogere på, hvorfor israelerne handler, som de gør. Den side af konflikten er i antologien begrænset til et enkelt indlæg – et af bogens bedste – og et par løse kommentarer rundt omkring.
I stedet bliver det gentagne gange slået fast og dokumenteret, at Israel med sin modvilje mod at efterleve international lov bærer hovedansvaret for konflikten, men der gøres altså ikke en indsats for at forsøge at forstå hvorfor.
Sprogligt er der utrolig stor forskel på, hvor meget der er kælet for formidlingen i de 17 indlæg. Nogle indlæg fungerer godt, mens andre har afhandlingens sprog, opbygning og sværhedsgrad. Indforståetheden er til tider så stor, at læsere, der ikke i forvejen har sat sig grundigt ind i konflikten, vil have svært ved at følge med.Indholdsmæssigt ville det have været rart med en gennemgang af de to parters politiske og militære strategier i intifadaen. At det mangler kan skyldes, at redaktionen blev afsluttet primo december 2000.

Bogen overhalet
Siden er der sket meget. Israelerne har takket nej til Ehud Baraks bestræbelser på at finde en politisk løsning på konflikten og i stedet valgt den formodede krigsforbryder Ariel Sharon som ny ministerpræsident. I USA er Clinton-administrationen blevet til Bush-administrationen. Og intifadaen; den er eskaleret og militariseret. Det er alle tre forhold, som ikke nåede med i antologien, og det er utrolig ærgerligt, og det giver bogen et lidt forældet præg allerede inden udgivelsen. Virkeligheden har ganske enkelt overhalet produktionsprocessen.
Det ødelægger dog ikke fornemmelsen af at være blevet meget klogere på konflikten efter endt læsning, og bogen er bestemt læsværdig for alle, som vil have en bredere forståelsesramme i forhold til den massive nyhedsstrøm, vi dagligt præsenteres for.

*På tærsklen til fred? Al-Aqsa intifadaen og fredsprocessen i Mellemøsten. Redigeret af Michael Irving Jensen. Forlaget Gyldendal. 288 sider. Kr. 199. Udkommer i dag

*Mette Jørgensen er journalist med speciale i Mellemøsten

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her