Læsetid: 3 min.

Bo af Danmark og den evige verden

Den første danske filosof, Boethius de Dacia, genopdaget
10. april 2001

Ny bog
I vores højt oplyste tidsalder springer vi gerne den mørke middelalder over. Som regel interesserer vi os for moderne tanker og moderne kunst. Det er jo os, det drejer sig om. En eventuel historisk kritik af det moderne verdensbillede tager næsten altid udgangspunkt i det antikke Grækenlands tænkere og tragediedigtere. Hvilket man slet ikke kan indvende noget imod: filosofien starter i Grækenland. Og slutter indtil videre i dag.
Men udgivelsen af tre korte tekster af den middelalderlige danske filosof Boethius de Dacia afdækker et ofte overset historisk aspekt. Boethius de Dacia, der direkte oversat bliver til Bo af Danmark, forfattede sine undersøgelser af verdens evighed, etik og drømme omkring 1270 i Paris, hvor han var samtidig med filosoffer som Bonaventura, Thomas Aquinas og Siger af Brabant.
Som kulmination på middelalderen blev meget europæiske kultur etableret i det 13. århundrede. De første universiteter blev i begyndelsen af århundredet grundlagt i Oxford, Bologna og Paris. De gotiske katedraler blev bygget, og filosofisk blev perioden tegnet af de arabiske Aristoteles-oversættelser, som nåede det kristne Europa. At filosofere var i Paris lig med at udlægge Aristoteles.
Den længste af de oversatte Boethiustekster hedder »Verdens Evighed«. Og titlen adresserer en basal konflikt mellem den aristoteliske filosofi og den katolske kirke.
Generelt blev Aritosteles' samlede filosofi frygtet som konkurrent til katolicismens monopol på at forklare verden. Arabiske filosoffer som Avicenna og især Averroës havde udlagt Aristeles’ filosofi således, at den enkelte menneskesjæl ikke var udødelig. Den var del af en fælles udødelig fornuft. Hvilket udfordrede den kristne opfattelse af det enkelte individ.
Og i et af sine naturvidenskabelige skrifter havde Aristoteles tilladt sig den påstand, at verden skulle være uendelig. Det var i lodret modstrid med den gammeltestamentelige forklaring på verden som skabt af Gud. Det siger sig selv: En verden skabt af Gud kan ikke være uden ende, da skabelsen må have fundet sted på et tidspunkt.
Det blev det filosofiske projekt for tænkere som Thomas Aquinas og Boethius at redde Aristoteles fra den kætterske fortolkning. At oversætte Aristoteles begreb om den ubevægede bevæger til en kristen Gud.
Den bærende tanke i Boethius' »Verdens Evighed« er typisk. Fra et naturvidensbeligt perspektiv tilstås verden evighed, men den naturvidenskabelige fornuft er underordnet troen, for den menneskelige fornuft er begrænset. Naturvidenskabsmanden iagttager organisk frembringelse og nedbrydelse og kæder af årsag og virkning. Men han kan ikke se skabelsen og den første årsag.
Det radikale i Boethius' tekst er, at han arbejder med et dobbelt sandhedsbegreb og dermed et hierarki mellem naturvidenskabmanden og filosoffen. Og som det hedder i tekstens indledning: »Ved ting, som bør tros efter den kristne lov, men ikke har en rationel begrundelse, er det tåbeligt at søge en rationel begrundelse.«
Filosoffen beskæftiger sig med det guddommelige ved at tro på skabelsen.
I »Det højeste gode« udfolder Boethius ikke en pligtetik med trusler om straf og synd. Som i Aristotles' »Nichomacheiske Etik« beskrives det rigtige liv som det lykkelige liv: »fordi det højeste gode, som er muligt for mennesket, er lig dets lykke, følger det, at erkendelse af det sande og udførelse af det gode og glæde ved begge er den menneskelige lykke.«
Boethius’ refleksioner over drømme placerer ham historisk mellem antikke forestillinger om drømme som religiøse syner og vore dages freudianske tillid til drømmen som det sted, hvor det ubevidste viser sig i egen højtidelige sandhed. Der er en pragmatik i Boethius påvisning af sammenhængen mellem sanseindtryk og drøm. Men pragmatikken er igen underordnet det, der er større end filosoffen. Boethius kan i sidste ikke afvise religiøse visioner i drømmene.
Ved sin konsekvente balance mellem aristotelisk udforskning af naturen og religiøs respekt for skabelsen som et mirakel, er udvalget af Boethius tekster fremragende. Det præsenterer ikke blot Danmarks første filosof i fuld figur. En epokes tanker kommer til syne i såvel bogens margin som i de præcise noter, der jævnfører de enkelte begreber med deres historiske referent. Og bogens oversætter, Niels Jørgen Green-Pedersen, har leveret et fint forord. Som både kan læses som en indføring i Boethius filosofiske univers og som et selvstændigt essay om 1200-tallets filosofi.

*Boethius de Dacia: Verdens evighed – Det højeste gode – Drømme. Oversat og udgivet af Niels Jørgen Green-Pedersen. 112 s., 150 kr. Det Lille Forlag. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu