Læsetid: 2 min.

Bogkort

6. april 2001

(2. sektion)

*Queneau Digtet »Si tu t’imagines« af den franske blæksprutte – om ikke hydra – af en forfatter Raymond Queneau (1903-1976) blev i 1949 fransk folkeeje gennem sangfuglen Juliette Grécos udånding af Joseph Kosmas sang med Queneaus tekst. I det seneste nummer af Ord&Bild har Lars Hagström oversat digtet til sangbart svensk. Hagström er også manden bag den svenske version af Stiløvelser og en bog, der endnu ikke findes på dansk: Hunda tusen miljarder dikter. Der er en bog med 10 sonetter, der alle handler om gauchoer og glæden ved den forblæste pampas. Det særlige er, at hver enkelt verslinje kan bladres individuelt, uden at rim, rytme eller betydning går helt fløjten, og så får vi i alt 100.000 mia. forskellige digte. Den eneste hage ved bogen er måske, at det ville tage et to-cifret antal mio. år at læse den. På dansk er vi ikke helt så godt med, men Otto Jul Pedersens danske oversættelse af stiløvelserne blev dog genudgivet på Basilisk for nylig.

*Sentura Også det 10. nummer af »magasinet for film, litteratur og tv« rammer en misundelsesværdig balance mellem sober alvor og kulørt underholdning. Slagnummeret er en artikel om den eventuelt stadigt eksisterende mulighed for at forarge på skrift, indkredset via en gennemgang af de historiske eksempler fra Herman Bang over Broby-Johansen til Easton Ellis. En del sider er også helliget fænomenet noveller: der er mini-anmeldelser af 13 nye danske novellesamlinger, og 14 novelleforfattere får spørgsmålet »Kan du anbefale – eller måske advare imod – en dansk novelle?« stukket i snotten. Blicher og Seeberg er åbenbart blandt favoritterne. Abonnement kan tegnes på www.sentura.dk.

*Prinse-parodi Sune Hoffmeyer Andersen har skrevet en bog med titlen Cantabile 2 – Hævnen, hvor han på fire timer – med fjerneren kørende i baggrunden – har skrevet et nyt digt til hver af titlerne i Prins Henriks digtsamling Cantabile. Hvor prinsens digte med oversætteren Per Aage Brandts ord var »rimtætte frivers« er Hoffmeyers totalt og hæmningsløst frigjorte. Desværre – ideen er ellers fin – er teksterne lige så dillettantiske – omend noget morsommere – som HKH vinbondens.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu