Læsetid: 3 min.

Dampradioen vs. dummeren

Glem alt om fjern-synet. Her følger en indføring i damp-radioens kvaliteter
27. april 2001

(2. sektion)

Radio
Tv var ikke mit bord i den forgangne uge. Så det var kun med et halvt øre og et kvart øje, at jeg fulgte med, da lægen Erik Halling, som har startet en forening med det prisværdige om end måske en smule bagudstræbende formål at nedlægge fjernsynet, personligt optrådte (lidt paradoksalt kan man måske sige) på den skærm, han så gerne så sort.
Påstanden, at man faktisk godt kan leve og kan leve godt uden fjernsyn, får jeg bekræftet, hver gang jeg åbner for radioen. Det er påfaldende så meget mere stof af interesse, der byder sig til via dampradioen end via dummeren, til trods for at det samlede fjernsynsudbud er så mange gange større end radioudbudet.
Her i huset er vi simpelthen lidt forelskede i P1, og hver gang de magtfulde beslutningstagere på Rosen-ørns Allé finder på forandringer for forandringernes skyld, bæver vi. Nu skønner vi på de gode ting, der er der, så længe de er der.
Programmet Ajour mellem 8.30 og 9.00 kan måske godt irritere mig en smule. Ikke fordi det handler om økonomi (min stærke side), men fordi man hævder i sin pressemæssige lancering, at man følger danskerne på arbejde. Ajour har en klar målgruppe – den fylder endda meget, for den er fordelt med en person i hver bil på de nordfra kommende indfaldsveje mod hovedstaden – men man må da vist konstatere, at på den tid er danskerne, befolkningsmæssigt generelt, på arbejde og er begyndt at tænke på deres frokost.

Kompetent radio
Men ellers kan man bare plukke i flæng. Orientering søndag med genudsendelse mandag af en god dialog mellem Lally Hoffmann, Jørgen E. Petersen og studievært Niels Lindvig, der gav en grundig og kompetent indføring i det politiske Frankrig her mellem kommunalvalgene og det kommende præsidentvalg. Eller Hanne Sommers lytteværdige udsendelser Må jeg be’ om en forklaring, denne gang om det åbenbart uløselige problem omkring kvinders ret til ligeløn. Eller Hanne Risgaards samtale med officeren og lægen Ebbe Dag Christensen om at være læge i krig, hvilket han med sin dobbelte uddannelse som kriger og kirurg havde en usædvanlig indsigt i gennem sine erfaringer fra såvel Golfkrigen som krigen i Bosnien.
Eller Indblik, der tegnede et uafrysteligt portræt af krigsbarnet Shadi fra Libanon, hvis forældre forsvandt ind i Beiruts byguerilla, da han var to måneder gammel, hvorfor han og hans to år ældre broder blev overladt til onkler. Shadi, der som seks-årig levede mellem bomber og lig, som otte-årig kom på børnehjem, som ni-årig havde sit første skydevåben i hånden, som ti-årig havde lært, at for at overleve skal man være hård. Den eneste følelse han fik med fra barndommen, var følelsen af angst. Som 13-årig kom han og broderen til Danmark som uledsagede flygtningebørn. Nu er han 25 og i gang med en datauddannelse. Han har fundet en dansk kæreste, og måske har han fundet ro efter nogle, næsten forudsigelige, ture ind i lidt kriminalitet og i lidt stofmisbrug.

Brutalt politi
Hvad vi i øvrigt gør ved vores unge, kunne Hanne Fok-dal Barnekov i samme Indblik give en rystende øjenvidneskildring af, idet hun på nært hold overværede det svenske politis brutale behandling af unge demonstranter i Malmø i lørdags. Beskrivelsen ligger på linje med, hvad der foregik i Seattle, i Prag, i Amsterdam, i Zürich, i Québec og hvor husker vi, mens vi venter på Göteborg. En gentagen magtfuld overspilning af politiets rolle som beskytter, ikke af samfundet, men af samfundets magthavere.
Og mens vi tænkte over, hvad det er, vi gør ved vores unge, gik Indblik over til at gisne om, hvad vi gør ved vores gamle om 20-30 år, hvis samfundets magthavere ikke gør noget.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her