Læsetid: 1 min.

Dot.kort

27. april 2001


(2. sektion)

*Quebec »Politiet har ikke fattet den ny tids politiske protest, tilpasset til vore postmoderne tider. Der var ikke nogen enkeltperson eller gruppe, der kunne kalde ’sine’ folk til orden, eftersom de titusinder, der gik på gaden for at protestere mod den amerikanske frihandelszone, er del af en bevægelse, der ikke har nogen leder, ikke noget centrum, ikke engang et vedtaget navn. Alligevel kan ingen benægte, at den findes,« siger den canadiske forfatter Naomi Klein i en kommentar til de sammenstød i Quebec City mellem demonstranter og politi, som i sidste weekend førte til 400 arrestationer.

*Chippen daler Efter at den store producent af mikrochips Intel for nylig måtte annoncere massefyringer på grund af faldende salg, er turen kommet til den Singapore-baserede chip-producent Flextronic. Forventninger om økonomisk afmatning og deraf følgende svigt i salget af computerchips har fået Flextronic til at varsle 6.000 medarbejdere fyret. I den danske afdeling bliver hver tredje medarbejder afskediget.
I et andet hjørne af computerbranchen har den store afmatningsramte systemproducent Cisco meddelt, at man helt lukker det danske firma Cocom – producent af digitale kabelmodems – som Cisco forrige år opkøbte for 470 mio. kr. Ifølge dagbladet Børsen afskediges knap 100 medarbejdere ved Cocoms lukning. I alt skal Cisco af med 8.500 ansatte

*Internet-trængsel Når EU snart bevæger sig ind i den tredje generation af mobiltelefoni med mobiltelefoner med internet-opkobling, nærmer Internettet sig sin kapacitetsgrænse. Siden 1983 har man brugt den såkaldte Internet Protocol version 4 (IPv4), der kan forbinde op til fire milliarder enheder. I dag er 60-70 procent af den samlede kapacitet beslaglagt, og derfor må man relativt hurtigt sikre større kapacitet. Ifølge bladet Computerworld har EU nu nedsat en arbejdsgruppe, der skal udvikle en teknisk platform, IPv6, med den nødvendigt udvidede kapacitet. Den skal kunne »forbinde et næsten ubegrænset antal enheder.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her