Læsetid: 4 min.

Droit moral vs. raison d’état

20. april 2001

(2. sektion)

Tidens mediemarodører suger historier ud af virkelighedens skæbner

Fjernsyn
»Man kan da godt li’som føle sig lidt forrådt.« Dette kunne være en replik – måske slutreplikken – fra et af de for tiden så moderne doku-dramaer.
Vi er på toppen af Golgata. Morgenlys. Totalbillede. De er tre, der er klynget op, og replikken falder fra ham i midten. De to andre har mere eller mindre opgivet ævred. Men vor helt lever endnu. Da en af de vagthavende soldater forbarmer sig og rækker en svamp med læskende eddike (OBS!) op mod hans mund på spidsen af et spyd, misforstår den tidløse tømrer situationen og tror et øjeblik, at det er en mikrofon fra Zentropa. Nærbillede. Så falder replikken som en sidste kommentar til den bitre oplevelse: »Man kan da godt li’som føle sig lidt forrådt.«
Måske står en tilsvarende replik i salig Jens Jørgen Thorsens manuskript til en film om den samme tømrer. Jeg ved det ikke, for jeg har ikke læst hans manuskript, ligesom ingen af de mange forargede havde, da de krævede og fik filmen nedlagt inden der var optaget en meter af den. Men hvordan fik man, i det demokratiske Danmark i 1974 hvor censur ej kunne genindføres, nedlagt den film, til hvilken Thorsen havde fået støtte fra det nyetablerede danske filminstitut? Jo, man gjorde det til et spørgsmål om ophavsret, idet man hævdede, at evangelisterne havde ophavsret til den pågældende historie, og den måtte ingen, heller ikke Jens Jørgen Thorsen, pille ved. Herved kom den danske stat ud af et slemt dilemma, der bl.a. havde indebåret truslen om standsning af al eksport til de katolske lande. Raison d’État er den rette betegnelse for denne løsning, der iøvrigt i 1993 blev kendt ulovlig.

Let fordrejet virkelighed
Hvor vil jeg nu hen med dette? Jo, jeg vil give et tip til de mange, der allerede har gode grunde til at føle deres ophavsret trådt under fode, og til de utvivlsomt endnu flere, der i fremtiden vil få tilsvarende traumatiske oplevelser. Jeg tænker på de personer – og pårørende til dem – hvis historier i let fordrejede, men alligevel let genkendelige versioner viderebringes til offentligt skue på diverse tv-skærme i underholdningens tjeneste. Hvis I genkender jeres egne historier, så forlang da for fanden erstatning for krænkelse af jeres ophavsret plus honorar med tilbagevirkende kraft. Hvem har f. eks. ophavsretten til historien om ’Edderkoppen,’ hvis ikke det er Svend Aage Hasselstrøm eller hans nærmeste arvinger? Det er i hvert fald ikke evangelisterne i Gyngemosen, ligeså lidt som de har ophavsretten til de sørgelige skæbner, de for tiden – slet slørede – hænger ud i Rejseholdet under påberåbelse af, at det er kunst med rod i virkeligheden. En uhyre selvmodsigende påstand, men samtidig en erkendelse af, at oprindelsen til væsentlige elementer i deres historier skal findes i andres historier.

Fogedforbud mod film
Ejer man da sin egen historie? I Norge, som i retslig henseende ligner Danmark meget, fik en morder i 1950 nedlagt fogedforbud mod filmen To mistænkelige personer af Tancred Ibsen, der fortalte om mandens kriminalistiske meritter små 30 år tidligere. Dette forbud blev bekræftet i 1952 af den norske højesteret og er aldrig siden blevet ophævet. Men det bemærkelsesværdige er, at den norske morders historie i filmen er betydeligt bedre kamufleret end de historier, som vor tids mediemarodører suger ud af virkelighedens sørgelige skæbner.
’Droit moral’, et andet ord for ophavsret, er et hot tema i tiden. Det er beskrevet i Gyldendals to-bindsleksikon fra 1976 som »den beskyttelse, et kunstværk nyder mod forvanskning, forkortelse og lignende af uvedkommende.« Droit moral handler altså om selve kunstværkernes beskyttelse og kunne således antages at være et kært anliggende for den til enhver tid siddende kulturminister. Men i så henseende har vi netop nu en ganske enestående kulturminister, der gør sig bemærket ved at forveksle sit ministerium med finansministeriet. Det er nemlig udelukkende økonomiske og finansieringsmæssige motiver – og ikke på nogen måde overvejelser på kulturens vegne – der ligger bag denne ministers ønske om og hensigt med at give kommercielle tv-stationer lov til at bryde ind midt i film og andre udsendelser og smide reklamer i hovedet på sagesløse seere. For tiden forbyder dansk lov sådanne afbrydelser, og derfor sender de pågældende stationer fra England, hvor de er lovlige. Hvis de nu også blev lovlige i Danmark, så blev det måske attraktivt for de samme stationer at komme hjem og handle i ministerens nye digitalbutik. På en eller anden måde skal lortet jo finansieres.
For få år siden førte danske filminstruktører en sag på den amerikanske instruktør Sydney Pollacks vegne mod Danmarks Radio, som havde vist hans film, Three Days of the Condor, i et forvansket format. Instruktørerne tabte den pågældende sag, fordi det ikke kunne klarlægges om Pollack oprindeligt havde modsat sig den pågældende forvanskning eller ej.
Men i præmisserne for dommen minder landsretten om, at ifølge ophavsretslovens paragraf 3, stk. 2. må værket ikke ændres eller gøres tilgængeligt for almenheden på en måde eller i en sammenhæng, der er krænkende for ophavsmandens litterære eller kunstneriske anseelse eller egenart. Det er værd at lægge mærke til, at danske tv-stationer siden dommen har været prisværdigt omhyggelige med at overholde formaterne.
Men det er dog ligegodt satans, hvis en filmens minister i dette land atter en gang sætter raison d’état over droit moral og er parat til at udsætte danske tv-stationer for sagsanlæg begrundet i, at den ret, ministeren har givet dem, strider mod den gældende ophavsretslov. Man kan høre de hjemvendte tv-stationsbestyrere mumle til hinanden: »Man kan da godt li’som føle sig lidt forrådt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu