Ny bog
Den italienske renæssancefilosof Giordano Bruno af Nola er 400 år efter sin død udkommet på dansk med bogen Om årsagen, princippet og enheden, oversat af Ole Jorn og med et langt, engageret forord af Aksel Haaning. Bruno blev født i 1548, indtrådte som 15-årig i dominikanerklostret i Napoli, men flygtede derfra 13 år senere, anklaget for kætteri, måske på grund af det usædelige lystspil Il candelajo. Han flakkede omkring i Norditalien, underviste, udviklede sin naturfilosofi, vagabonderede og måtte så videre nordpå af frygt for de italienske inkvisitionsdomstole. Han kom til Paris i 1581, fik et ekstraordinært professorat ved Sorbonne, selv om han nægtede at gå til messe, og udgav i 1582 sin første bog, De umbris idearum (Om ideernes skygger), der beskriver den fysiske natur som en nøjagtig skygge af en ideal bevidsthed. Kontemplation af naturen og efterfølgende analyse ud fra et mnemoteknisk system, som Bruno udviklede efter Ramon Lull, skulle muliggøre tilnærmelse til denne bevidsthed. Bogen gjorde Bruno berygtet i Paris, den ansås for spekulativ mystik, konfronterede ham med både kirken og datidens stivnede universitetsaristotelisme, og han rejste videre til England. Her boede han i knap to år, men skrev hvad de fleste regner for hans hovedværker, de seks italienske dialoger, udgivet med få måneders mellemrum i 1583-84. En overgang forelæste han i Oxford, men mødte stor modstand, særlig for sit forsvar af Kopernikus, hvorfor dialogerne i stedet er henvendt til Londons frie, lærde akademier; Bruno var godt bekendt med Sir Philip Sidney, mødte den unge William Shakespeare og inspirerede Christopher Marlowe til Dr. Faustus, som senere gav Goethe ideen til Faust.
Et uendeligt univers
Ekkoer af en stridbar, vittig, uberegnelig personlighed godt tilpas i det elizabethanske kunstnermiljø løber igennem Om årsagen, princippet og enheden, den anden af dialogerne. Bruno starter bogen med at lade sit talerør Teofilo (én af fire samtalepartnere) gøre nar af kritikerne af den første dialog La cena de le ceneri (Middagen Askeonsdag), som havde formuleret hans Kopernikus-inspirerede ideer om et uendeligt univers, andre solsystemer, liv på andre planeter osv., for så at skride til den naturfilosofiske begrundelse for det uendelige univers, som er bogens hovedærinde. Angrebspunktet er overalt den aristoteliske og kristne dogmatik, som har villet underordne naturen et dualistisk system, hvor materien, stoffet, den fysiske verden er passiv, neutral, livløs, mens ånden, formen, Gud er det skabende, livgivende, en tænkning som efter Brunos opfattelse har ofret et realistisk syn på verden for en kunstig begrebslig systematik. I stedet forsøger han at nå tilbage til, hvad der kunne ligne en præsokratisk naturalisme ud fra tanken om én grundlæggende enhed af ånd og materie. Han accepterer den aristoteliske tanke om en formel virkende årsag i verden, selv om han hellere bruger Platons begreb verdenssjælen, men denne virkende årsag kan ikke forstås som forudgående for materien, den er tværtimod altid indvævet i sit princip, sin virken i stoffet. Dermed kommer Bruno i strid med det kristne dogme om en skabende Gud, der er adskilt fra sit skabte univers. Han mener ligeud, at det ikke er en værdig Gud, der ikke kan finde ud af at klæde sig selv, dvs. være, stofligt, i verden. Verdenssjælen er ingen over vandene svævende ånd, men det i alting iboende princip for virke.
Ufattelig guddom
Man kalder ham derfor panteist, hvilket heller ikke er forkert, men fortjener en nærmere præcisering af, hvad han egentlig forstår ved begrebet stof. Han skelner mellem legemligt og ulegemligt stof og tænker sig, at stoffet i begge disse former kan have både virksom og uvirksom mulighed for udfoldelse i form. Derfor findes der også et ulegemligt stof med uvirksom formel mulighed, et stof med mulighed for alle legemlige udstrækninger, som derfor ikke har nogen af dem; som er uendeligt i sin mulighed for væren og derfor må udelukke enhver særskilt væren, som har al sanselighed i sig og derfor ikke kan sanses. Dette er ingen naiv panteistisk, men heller ingen metafysisk Gud. Det er en ufattelig guddom (Brunos teologi er konsekvent negativ), men kun fordi vore erkendende redskaber umuligt kan fatte dens både materielle og åndelige enhed i verdensrummets største såvel som mindste uendelighed. Vi kan ikke se guddommens væsen, kun dens virke, hvordan den skiftevis udfolder sin ånd/materie-substans i sanselig væren og indfolder den igen imod ulegemlighed, dvs. løber i evig bevægelse fra ulegemlighed til ensformethed til formel mangfoldighed og tilbage igen, som vi erfarer det i naturens uophørligt skabende og nedbrydende kræfter.
En komet over Europa
Også mennesket er del af denne ind- og udfoldning, hvilket prekært nok er dets mulighed for indsigt. Erkendelsen selv bevæger sig i sin afsøgning af verden udfoldende, når intellektet indsamler sanselig viden, og indfoldende når det via fornuften raffinerer denne viden frem imod begreber og modsætninger og sluttelig lader modsætningerne falde sammen i indsigt. En interessant erkendelseslære, som sætter selve erkendelsens modus lig med det, der skal erkendes; tanken er kun i svøb i denne bog, men behandles i den fjerde italienske dialog, Spaccio de la bestia trionfante (Uddrivelsen af det triumferende dyr). Nævnes skal også den sjette dialog, den unikke De gli Heroici furori (Om de heroiske lidenskaber), hvor Bruno Dante-og-Petrarca-inspireret skriver sonetter om lidenskabelig kærlighed som allegori for gudstilnærmelsen. Modsat de to søger han ikke at lade den fysiske, materielle kærlighed underordne sig den åndelige, idelle; typisk nok vil Bruno have både ånd og krop med i såvel sin kvindebegejstring som sin religiøsitet.
I en fagfilosofisk sammenhæng ses Om årsagen, princippet og enheden altid som det vigtigste værk, men faktisk er en vigtig kvalitet i hans tænkemåde, at han konstant overskrider vante faggrænser. Han var et renæssancemenneske i bedste forstand, i ét digter, dramatiker, kosmolog, naturfilosof, erkendelsesteoretiker, tegnteoretiker, mystiker og til sidst også moralfilosof disse forskellige talenter beriger hinanden, og det ville kun være godt, hvis flere af Brunos mindre strengt filosofiske værker også blev oversat og kommenteret. En diskussion er det også, hvor filosofien egentlig standser og f.eks. digtningen eller mystikken begynder hos Bruno.
I 1592 vendte han for første gang tilbage til Italien uforklarligt, for han må have været bevidst om den fare, det indebar fik stilling som lærer i larte della memoria i Venedig, og gjorde sig snart bemærket med udsagn som at Jesus kun var en profet, at det kan gerne være, at Helligånden befrugtede Maria, men hvorfor skulle Helligånden ikke kunne befinde sig i Josefs sæd? hans adelige elever indberettede ham til den venetianske inkvisitionsdomstol, og snart efter, i februar 1593, blev han overflyttet til fængselskælderen i Castel St. Angelo i Rom. Her sad han i syv år, blev sultet, torteret og hvad Vatikanet ellers kunne finde på, for så til sidst at blive ekskommunikeret og dømt til døden som ærkekætter. Giordano Bruno blev brændt på bålet den 17. februar 1600 på Campo dei Fiori i Rom; en komet der fór over Europa, kaldte Hegel ham, og nu gnistrer det altså også i en meget velkommen dansk udgave.
*Giordano Bruno: Om årsagen, princippet og enheden, oversat af Ole Jorn og med indledning ved Aksel Haaning, C.A. Reitzels Forlag, 2000, 272 sider.
