Læsetid: 3 min.

EU-regler rammer Fairtrade-bønder

Nye regler for import af bananer til EU tilgodeser multinationale producenter på bekostning af små producenter
25. april 2001

Små bananproducenter får sværere ved at få adgang til det europæiske marked, efter at EU’s banankomite i går vedtog et sæt nye regler for import af bananer til EU. Det mener bananproducenter fra Latinamerika, de caraibiske lande og Afrika og de bananimportører, der arbejder for bæredygtig handel eller Fairtrade, som sikrer bønderne ordentlige priser for deres produkter og gode arbejdsforhold.
29 bananbønder fra seks forskellige lande og en række europæiske importører, der i disse dage er samlet i København til en konference arrangeret af Max Havelaar og den Internationale sammeslutning af Fairtrade-organisationer, FLO (Fairtrade Labelling Organisation International), har derfor skrevet et brev til EU’s banankomite. Her kræver de mere sikre handelsaftaler for bønder med en bæredygtig produktion.
»Dette er en aftale mellem EU og USA og mellem de multinationale selskaber. Desværre er det de små producenter, der må betale prisen,« siger Mike Port, direktør i det tyske importfirma T-Port, der er en af de såkaldte Fairtrade-importører.

Små kvoter
EU’s nye importregler har til formål at afslutte den årelange ’banankrig’ mellem EU og USA om EU’s banankvoter. Derfor har man vedtaget et nyt kvotesystem, der skal fordele licenser til banansalg i EU mellem producenter og importører fra hele verden.
Små-bønderne og Fairtrade importørerne mener imidlertid, at fordelingen af licenser kan få alvorlige konsekvenser for de små bananproducenter.
Kun 17 procent af det samlede antal licenser er givet til den kvote, som omfatter nye importører. Alistair Smith, der arbejder for FLO, peger på, at de fleste Fairtrade-importører betragtes som ’nye’ i EU-regi, fordi de først har startet deres handel efter 1993. Derfor får de ikke mulighed for at få del i de resterende 83 procent af licenserne, og det rammer de små bønder i Latinamerika, Caraibien og Afrika.
»Desuden skal de små importører af bæredygtige bananer dele deres kvote med europæiske selskaber, som vil forsøge at få del i de 17 procent,« siger han til Information.

De små står svagt
De små producenter står ifølge Alistair Smith svagt i konkurrencen med de større selskaber. Dels på grund af de større selskabers stordriftsfordele i forbindelse med fragt, og dels fordi mange af de små producenter ikke har råd til at betale de store beløb, som landbrugsministerierne i EU kræver som garanti for importen.
»Hvis der ikke er nok licenser til Fairtrade-bønderne, så bliver de nødt til at gå til de multinationale selskaber for at købe en del af deres licenser. Det ser dog ikke ud til, at de multinationale selskaber vil være interesserede i at sælge deres licenser. I så fald kan det blive en katastrofe for de små bønder,« siger Mike Port til Information.
Flere af de små bananbønder er ikke glade for tanken om at skulle bede om licenser hos de multinationale selskaber.
»Hvis vi skal rundt med hatten hos de multinationale, så tyder det på, at velviljen over for Fairtrade ikke er helhjertet,« siger Luis Cabrera fra organisationen Finca 6 fra den Dominikanske Republik.

Små bønder ikke hørt
Ifølge paraplyorganisationen FLO er der generelt en stor interesse og velvilje over for Fairtrade-produkter i EU. En undersøgelse foretaget af Europa-Kommissionen viser, at 74 procent af EU’s borgere ville købe bæredygtige produkter, hvis de havde muligheden for at vælge.
»På den ene side bakker EU op omkring Fairtrade. Men på den anden side prøver de at få en aftale hjem under stort pres fra USA og de multinationale selskaber. Det pres vejer tungere end det pres, vi er i stand til at lægge på EU,« siger Harriet Lamb, der er koordinator for FLO i Storbritanien.
Hun mener samtidig ikke, at de små producenter er blevet taget ordentligt med på råd i udarbejdelsen af de nye regler.
»En høringsfrist på en uge er ikke nok til at forstå og tage stilling til de meget indviklede regler. Hele EU’s handelsregime er meget svært at gennemskue selv for os, som har arbejdet med emnet i mange år,« siger Harriet Lamb fra FLO.
Flere repræsentanter fra de små bananproducenter mener generelt ikke, at de har nogen stemme i forhold til EU.
»De folk, der bliver hørt, repræsenterer ikke os. Politikerne i vores lande forsvarer nogle helt andre interesser. Derfor står vi svagt når der skal forhandles,« siger Luis Cabrera.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her