Læsetid: 3 min.

Falsk greve i krydret farce-sovs

Søren Fauli opfinder veloplagt en ny dansk genre – den historiske parodifilm med stikpiller til nutiden
6. april 2001

(2. sektion)

Ny film
Filmen lanceres som noget så anstændigt som en komedie, men det tør nok antydes, at den er mere end det. Grev Axel kan ikke indpasses i pæne genre-bokse. Den er noget nyt i dansk film – en ustyrlig historisk parodifilm, en pikaresk farce, en forvekslingskomedie i Holbergsk klædebon, en moderne Monty Python-inspireret ekstravagance, der ikke lægger sarte fingre imellem, når platheder og parodier grovfiles.
Kulturhistorisk dødvægt tynger ofte danske historiske film i knæ, men Grev Axel sprinter ubesværet afsted, drevet frem af fræk fortællelyst og gavmildt idé-overskud. 1700-tallets Danmark ses i farceret og forenklet, men ikke vilkårligt fordrejet udgave. En regn af anakronismer giver komiske pointer, men også god mening i kontrasten mellem før og nu.

Adel, kirke og konge
Skønt iført paryk og datidens lapsede overklassekostume repræsenterer Peter Frödins titelfigur en moderne pragmatisk bevidsthed sat over for datidens stivnede undertrykkelsessamfund, hvor adel, kirke og kongemagtens militær sidder tungt på magten.
Peter Frödin er skuespilleren Axel – en svindler, der drømmer om at rejse til frihedens land Amerika, men ribbes for alt og udgiver sig for Grev Axel, godsejerarving og langtidsforlovet med den aldrende skønjomfru Leonora Amalie (Sofie Gråbøl). På godset tyranniserer ridefogeden de forskræmte bønder med pisk, træhest og gabestok, men den falske Grev Axel indfører nye vilkår for at forøge indtjeningen. Han skaber en datidig udgave af skrabelod-dillen og nedsætter arbejdstiden til 16 timer om dagen.

Overstadig parodi
Som den ny tids herremand må Grev Axel tage kampen op mod kirkens grådighed og magtbrynde og med list afvæbne kongens militær, der hverver ulykkelige til kanonføde i hæren, før kursen kan sættes mod Amerika.
Skæg og ballade er det først og fremmest, en ganske barsk slapstick-udgave af dansk standard-folklore fra officielle Stavnsbånds-film og lignende, med deres faste galleri af mishandlede bønder, bistre herremænd, gemytlige kroejere, hykleriske provster og sadistiske ridefogeder. Parodien sætter ind allerede fra Henning Moritzens manende indledningstale og slutter først efter ende-teksterne med hvid projektion, som ved de gamle primitive 16-mm-skolevisninger i klasselokalet.
Men overstadigheden hindrer ikke plottet i at være skruet godt sammen, og det historiske troldspejl, hvor grev Axel agerer så ahistorisk, rummer næppe mange skævheder i udmalingen af den basale samfundsstruktur. Så bizart logisk kan et historisk Danmarksbillede tage sig ud, når man groft karikerer begge parter – på den ene side de skvattede bønder, som lader sig underkue, på den anden magttriumviratet af adel, kirke og militaristisk kongemagt.
Her er det så, at den falske greve kiler sig ind som en smart manager-yuppie og til sidst spirer frem som en slags socialdemokrat før tiden, ansporet af den milde Leonora Amalie, som med held appellerer til hans bedre jeg – »Du har sået en drøm i os alle, en drøm om et andet liv.«

Misantropi
Fra startens parafrase af indledningen i Paradisets børn over groteske optrin med »det ræverøde røvsvin«, den piskende ridefoged Ole Thestrup og frem til oberst Jesper Christensens bjæffende militaristiske hærgen er Grev Axel veloplagt parodifarce af en egen makaber grovhed, der stammer fra instruktøren Søren Faulis og manuskriptforfatteren Anders Thomas Jensens dobbeltbelagte misantropi. Der altså ikke er endegyldig, så sandt som Grev Axel kommer på bedre tanker.
Støttet af fantasifuld make-up og kostumering går skuespillerne befriende helhjertet ind for spøgen: Peter Frödin som den selvsikre antihelt Axel med upålideligheden spillende i de store øjne (men for enstonig i diktionen), Sofie Gråbøl endnu engang vittig som den uridderligt behandlede adelsfrøken, Jens Arentzen formidabelt truende som den rigtige greve, Henning Jensen atter imposant i en (denne gang parodisk) provsterolle og Ghita Nørby og Claus Ryskjær grinagtige som forkælede adelsnaboer opsat på at være moderigtige.
Grev Axel er mere til fis end fornemhed og tak for det. Den går ikke af vejen for jordstrygende prutvitser og studentikose jokes og misser målet nogle gange hen ad vejen. Men den spillefilmsdebuterende Søren Fauli har sin egen niche for spøg og skæmt i dansk film, et dejligt ubestemmeligt sted mellem folkelig farce og seriøs satire. Man ser frem til flere slag i bolledejen.

*Grev Axel. Instruktion: Søren Fauli. Manuskript: Anders Thomas Jensen. Dansk (Palads, Grand, Empire, CinemaxX, BioCity/Tåstrup, Lyngby Teatret, Gladsaxe, Albertslund, Ballerup, Kastrup, Værløse)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu