Læsetid: 4 min.

Film i tv

6. april 2001


(2. sektion)

*Ron Shelton er en begavet forfatter-instruktør, der ud over en forkærlighed for politiske dramaer (Blaze, I skudlinien) har en hang til sportsfilm – baseball i En sikker vinder og basketball i Hvide mænd kan ikke dunke. I komedien Tin Cup fra 1996 står den på golf i lange baner. Kevin Costners Tin Cup er ikke nogen frivol fritidsspiller, men et professionelt kæmpetalent, der kunne slå hele eliten, hvis han bare ville disciplinere sig. Men han går efter unødvendige rekorder og spektakulære slag – som en kunstner, der stræber efter højderne, og denne evige stræben trækker mest fra på den prosaiske resultatliste. Så forelsker han sig i sin elev, en køn psykiater, og opholdet på briksen baner vejen for, at taberen kan forvandles til en mere kontant vindertype.
En kvik dialog og en hyggelig ansamling af birolleskuespillere holder denne noget langstrakte komedie gående, og Costner er som sædvanlig et både behageligt og velspillende bekendtskab. Psykiateren spilles nydeligt af René Russo.
Tin Cup. DR 2, fredag kl. 19.50-22.00

*Nick Nolte har en af karrierens bedste roller som den barske, verdenserfarne fotograf Russell, der anspores til politisk engagement i denne blanding af action-historie og psykologisk drama fra 1983. – Filmen handler om borgerkrigen i Nicaragua i slutningen af 1970’erne, og Noltes pressefotograf skal dække konflikten mellem præsident Somoza og de oprørske venstrekræfter, Sandinisterne. Normalt lader den hårdhudede Russell sig ikke afficere af, hvad han fotograferer, men denne gang sker der en afgørende ændring med ham. Russell er indlogeret på det lækre Hotel Continental med det øvrige pressekorps, men snart kommer han for alvor ud i marken og skudlinien og mærker på huden den fattigdom, der er baggrunden for oprøret. Sammen med radioreporteren Claire (spillet af den karakterstærke Joanna Cassidy) kommer Russell i kontakt med de revolutionære Sandinister. Og nu kan Russell ikke længere skjule sig bag sit kamera, men må tage parti: Tiden til handling er kommet! Filmen er et ret sjældent eksempel på en mainstream-Hollywoodfilm, der åbenlyst tager politisk parti i en aktuel strid.
Den fortæller en elementært spændende historie om et land i oprør og skildrer overbevisende de sidste kaotiske dage under præsident Somozas styre. Filmens hjerte banker for det mishandlede land Nicaragua, med dets stolte, ukuelige befolkning, og samtidig fokuseres der på pressefolkenes moralske konflikter. De bor i luksus, men har fattigdommen lige uden for vinduet.
Gene Hackman er i sit es som en kynisk, magtfuld tv-chef, men også Joanna Cassidy yder en markant præstation som den handlekraftige radioreporter, der gør Russell følgeskab. I mindre roller ses så gode navne som Jean-Louis Trintignant og Ed Harris. Filmen er instrueret af Roger Spottiswoode efter manuskript af ovennævnte Ron Shelton og Clayton Frohman.
Under Fire/I skudlinien. TV2, fredag kl. 22.25-00.35

*Shohei Imamura vandt Guldpalmer i Cannes 1997 for denne historie om en japansk embedsmand, Takuro, der – efter afsoning af otte års fængsel for jalousidrab på sin kone – vender tilbage til friheden og slår sig ned på en øde, forfalden kyststrækning med en ål som eneste selskab. Denne ål har været hans kammerat i fængslet, og da indespærringen har gjort Takuro slemt mennneskesky, har han svært ved at skille sig af med den. Men langsomt vender den indelukkede mand tilbage til livet og et fællesskab med en kvinde, der har forsøgt selvmord. Det er ikke en realistisk historie resocialisering, men en fabel, der blander drømmesekvenser, gangster-pastiche og symbolske elementer til en helhed. Dan Nissen fandt her i bladet filmen dejligt »livgivende«, fordi den »ikke følger den slagne vej og ved næsen trækker os gennem en historie, men giver den rum til at udfolde sig og tilskueren mulighed til at gå på opdagelse i en fantastisk virkelighed og dermed måske opdage det fantastiske i sin egen.« Japaneren Imamura vandt også
i 1983 Guldpalmer, denne gang for Balladen om Narayama.
Ålen. Sverige 2, lørdag kl. 21.15-23.15

*Kathy Bates’ digre figur og massive ligefremhed dominerer denne Stephen King-filmatisering, der er en af de bedste filmudgaver af forfatterens mange bøger. Hun spiller den rapkæftede husholderske Dolores Claiborne, som for anden gang i sit tragiske liv konfronterer en mordanklage. Den gamle neurotiske kvinde, som Dolores tilsyneladende så uforklarligt har viet sit liv til at passe, er død under mystiske omstændigheder, og nu er Dolores blevet en udstødt figur i det lille lokalsamfund. Hendes datter Selena vender tilbage til den isolerede ø ud for Maine, hvor Dolores nu bor, og lag på lag skrælles af en fortid med mange dystre hemmeligheder. Filmen er et meget effektfuldt kriminalistisk melodrama, der fordyber sig i begreber som forbrydelse og straf, fornedrelse og frelse, skyld og soning.
Skrivekuglen Stephen King er jo ikke kun en ekspert i det overnaturlige – han kan også bore i et traumatiseret sjæleliv på en måde, der bringer ingen ringere end Dostojevskij i erindring. I hvert fald er Christopher Plummers diabolske opdager, der prøver at få Dolores dømt for mord nummer to, en klart Dostojevskij-inspireret figur. Men det er som sagt Kathy Bates, der står i centrum, og hun giver en kompromisløs fremstilling af forbitret, skæbnemishandlet kvinde. Spillet mellem hende og datteren Selena, fremstillet af Jennifer Jason Leigh, har en skarphed og nerve, der accentueres af en – for Hollywood – usædvanlig stiliseret fotografering.
Man får et intenst atmosfæremaleri i kuldslåede sort-grå og blålige kulører og med en truende, overskyet himmel. Taylor Hackford, der ellers sjældent brillerer synderligt, har instrueret med en konsekvens, der gør Dolores Claiborne til hans klart bedste film.
Dolores Claiborne. TV2, onsdag kl. 22.20-00.35

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her