Fjernsyn for mor

(2. sektion)

Fjernsyn
Onsdag aften i sidste uge lod jeg stå til: Børnene fik lov til at danse rundt over sengetid, opvasken måtte vente, og vinstanden i flasken sank mere end beregnet, for der var der pludselig fjernsyn for mor.
Pludselig stod der nemlig en smuk, ældre kvinde på skærmen og fortalte historien om det gulv, hun stod på. Det var et trægulv i en lade, indrettet til festlokale, og det gulv havde ligget et andet sted før. Det havde ligget i den restaurant, hvor hun for mange år siden havde mødt sin mand. På det gulv havde de taget deres første danseskridt sammen, og da manden nogle år senere hørte, at restauranten var lukket, tog han ned og købte gulvet; brækkede det op og tog det med hjem og lagde det bogstavelig talt for fødderne af sin kone... Lige meget hvor meget jeg roder i min litterære hukommelse har jeg svært ved at finde nogen mere suveræn kærlighedserklæring!
Den smukke ældre dame viste sig at være bondekone på gården ’Havklev’, som var rammen om Dorthe Studsgarths glimrende dokumentar Hjem til Havklev på DR1. Dokumentaren gik tæt på to parforhold og to generationer: Den gamle bonde og hans kone; den unge bondesøn og hans tilkommende. Og det var fan’me bedre end Morten Korch!

Tidssvarende Korch
Gården var ren Korch, men historiens konflikt var mere tidssvarende. Den unge tilkommendes konflikt mellem sin nye identitet som bondekone og sin identitet som medicinstuderende, som hun ikke havde tænkt sig at opgive. Og bag ved det historien om den ældre generations ægteskab, som også var startet med tvivl og tøven. Fra de første trin på dansegulvet til det endelige skridt ind på gården havde bondekonen slået sig i tøjret og været en tur i London, og det virkede som om, hun også senere havde vaklet, men »skilsmisse var jo ikke noget, man tænkte på dengang«.
Parrene blev interviewet parvis og enkeltvis, og frem tonede to vejrbidte mandeansigter. Et ungt, klart fremadskuende; et gammelt mere indadvendt, og så de to kvindeansigter med blikke, der gik i flere retninger; tøvende, eftertænksomme, prøvende. Det var historien om mænd, der stod fast med gummistøvlerne i mulden, og kvinder, der droges mod dem og stødtes væk og kredsede rundt og frem og tilbage om ikke andet så med blikke og tanker.
Den gamle bonde var den, der sagde mindst. Men han havde jo altså også flyttet det der gulv!
Fjernsyn for mor er ellers som regel noget efter kl. 23, når børnene sover trygt, og aftenarbejdet er udført eller opgivet. Og da står den på Deadline og satire på DR2.
I lørdags så jeg min absolutte yndlings-deadliner Connie Hedegaard styre en debat om Nyrup/Fogh-krigen mellem BT’s og Aktuelts politiske kommentatorer. Den ene med barberet isse og stone face (à la italiensk renæssance-intrigant); den anden med fuldskæg og marineblå slip-over (à la fagforening). Der var lagt op til boksekamp, og jeg var ærlig talt lidt nervøs for min spinkle heltinde i midten, men så viste det sig, at de to kommentatorer trods deres forskellige politiske baser var ret enige. Eller rettere: De var slet ikke boksere, men snarere sportsjournalister, som kunne levere bedømmelser af politikernes kamptaktik med samme professionelle blik. Det var politik som magtkamp, helt råt; ingen debat om Foghs nyliberalistiske synspunkter, men en fælles analyse af hans kamptaktik.

Emmas bud
Efter Deadline bød DR2 på Emmas dilemma, som nogle gange er sjovt og ofte foruroligende. Det foruroligende ligger i legen med kønnets grænser. Den kvindelige transvestisme, som chokerer mere end den mandlige. For vi har set masser af mandlige komikere med kunstige bryster og paryk, men de der Emma-kvinder, der ifører sig brystmåtte og stikker en jerkende hånd ned under bukselinningen – det giver altså lige et gib! I Emmas univers er mandligheden faktisk den tristeste forklædning (denne spasmodiske idiotkrop!), mens de kvindelige kostumer er mange og spraglede.
Som samlet korps (damebladstelefonistbunnier...) er Emma’erne klædt i en blanding af pink candyfloss, metallisk space suit og diabolsk Nina Hagen. I dette antræk, projiceret på en lysreklame over byens tage, skulpturelt opstillede som indiske tempelgudinder, synger de sakralt messende »Emmas bud«. Og det er bud med forbehold: »Du må ikke tro, du er noget – med mindre det er en vigtig del af din identitet«. (Faktisk synger de, til irritation for min indre sprogrøgter: »kun med mindre«; du må ikke bryde Dansk Sprognævns love, kun med mindre du er en Emma...)
Det er typiske kvinde-bud; det er den der særlige ’moderlige’ måde at forbyde på, som Jesper Juul diagnosticerede på tv for et par måneder siden: »Du må ikke... hvis det altså ikke alligevel er for synd for dig«. Således er Emmas dilemma ikke bare fjernsyn for mor; det er også mors stemme, der taler fra fjernsynet på foruroligende vis.