Læsetid: 5 min.

Flere (motor)-veje til et godt miljø?

Ph.d.-afhandling sætter fokus på et kildent emne: Kan Trafikministeriet som ansvarlig sektormyndighed klare miljøet?
23. april 2001

Mandagssamtale
I dag kl. 13 forsvarer adjunkt Claus Hedegaard Sørensen på RUC sin ph.d.-afhandling, som han har givet titlen: »Kan Trafikministeriet klare miljøet?
– Hvad er så svaret?
»Du kan ikke få et klart svar – og slet ikke et kort,« lyder det fra Claus Hedegaard Sørensen.
At Trafikministeriet – og i øvrigt også flere af ministeriets samarbejdspartnere – kunne gøre meget mere for miljøet, lægger han imidlertid ikke skjul på.
»Men der er sket meget både i Trafikministeriet og Vejdirektoratet de sidste 10-12 år.«
– Ministeriets tidligere departementschef Ole Zacchi blev ofte citeret for, at i Trafikministeriet elsker vi bilen?
»Jeg tror ikke, at enkeltpersoner betyder så meget. Selvfølgelig spiller de en rolle, men jeg har i højere grad fokuseret på den tænkemåde, den forståelse og de rutiner og procedurer, som eksisterer i departementet, i Vejdirektoratet og i andre ministerier, som Trafikministeriet spiller sammen med. Da Ole Zacchi i sin tid kom til ministeriet som departementschef, er der således også sket en påvirkning af ham.«
»Det er selvfølgelig ikke et enten-eller. Men min grundantagelse er, at ministerierne betyder noget for politik-udviklingen og gennemførelsen af fastsatte mål.«
»Politikerne og herunder også den ansvarlige minister handler jo i høj grad ud fra de oplysninger, som de får fra embedsværket.«

Brundtland-dønning
En af flere efterdønninger fra Brundtland-rapporten fra 1987 er, at det er et grundlæggende princip i både international og dansk miljøpolitik, at hensynet til miljøet skal integreres af de forskellige sektorministerier i deres øvrige arbejde.
Hidtil har ingen gjort sig synderlige anstrengelser for at vurdere, hvordan den øvelse så spænder af. Og det er forklaringen på, at Claus Hedegaard Sørensen, der tidligere har arbejdet under Miljøministeriet, har valgt dette emne.
»I min afhandling peger jeg på nogle institutionelle barrierer, som forhindrer, at Trafikministeriet lever op til sin opgave. Og jeg peger på nogle potientialer, som fremmer hensynet til miljøet.
En af de vigtigste barrierer er, at fremkommelighed er det overordnede mål for Trafikministeriet i trafikpolitikken.
»Fremkommelighed har sådan set været målet helt siden den første danske vejlov tilbage i 1793. Og et meget vigtigt element er her, at trafikken kan afvikles uden forsinkelse og køer. Først langt senere kommer hensyn til miljøet.«
Claus Hedegaard Sørensen peger på, at når fremkommeligheden kolliderer med miljøhensyn, så vælger Trafikministeriet oftest at prioritere fremkommeligheden højest.

Flotte formuleringer
»Man kan aflæse det på den måde, man formulerer sig på. I mange år var fremkommelighed som nævnt det overordnede mål, og hvis der endelig var noget til miljøet, så skulle det indordne sig under fremkommeligheden.«
»Men så kommer Brundtland-rapporten og vender op og ned på mange ting. I regeringens handlingsplan Trafik 2005 fra 1993 er målet således helt anderledes: Nu hedder det »bæredygtig transport«, og fremkommeligheden skal klares inden for de grænser, som miljøet sætter. Og Vejdirektoratet følger op i 1996 med at tale om transport på miljøets præmisser – i stedet for omvendt.«
Men på trods af de flotte formuleringer, er ministeriets daglige praksis fortsat helt anderledes: Der er det stadig fremkommelighed, der er vigtigst, påpeger Claus Hedegaard Sørensen.
Det er f.eks. tilfældet i en af de cases, som bliver undersøgt, nemlig anlægsloven om udvidelsen af en strækning af Helsingør-motorvejen fra fire til seks spor.
I Københavns nordlige forstæder var problemet, at bilisterne hver morgen og hver eftermiddag holdt i kilometerlange køer på Helsingør-motorvejen, simpelthen fordi der var alt for mange biler til for lidt asfalt. Casen viser, at Vejdirektoratet trods de flotte formuleringer i begyndelsen ikke var interesseret i andre mulige løsninger, f.eks. bedre busdrift eller flere tog på kystbanen. Kun ekstra motorvejsbaner havde interesse.
»Der sker i første omgang en dekobling, altså man siger ét, men gør noget andet.«

Også positive tiltag
Få år efter tager ministeriet konsekvensen. Da Trafikministeriet i 1997 udgiver den årlige Trafikredegørelse, er miljøet helt symbolsk blevet skubbet om bagest i allersidste kapitel.
»Og i slutningen af 1990’erne sænker man så ambitionen yderligere. Nu taler man om, at fremkommelighed er målet, mens reduktionen af CO2 får en mindre fremtrædende placering.«
»Alligevel sættes der også nogle positive ting i gang i løbet af 1990’erne. De udgør nogle af potientialerne.«
Claus Hedegaard Sørensen peger her på en større opmærksomhed fra ministeriets side på forskellige teknologiske muligheder: F.eks. støjsvag asfalt, miljøvenlig diesel og mere energiøkonomiske biler.
Eller det faktum, at Vejdirektoratet nu gør sig større anstrengelser for at placere en vejstrækning mere harmonisk i landskabet – i stedet for at trække den efter en lineal.
Også bedre kapacitetsudnyttelse, samkørsel og kys-og-kør-ordninger får nu større opmærksomhed. Og endelig spørgsmålet om økonomiske styringsinstrumenter, f.eks. lavere registreringsafgift på mindre forurenende biler.
»Men her støder Trafikministeriet så på endnu en alvorlig barriere – nemlig at afgifter er Skatteministeriets område. Og Skatteministeriet forfølger et ’forsigtighedsprincip’, hvor de er meget varsomme med omlægning af skatter og afgifter. Så i stedet for en ambitiøs miljøsatsning om en generel ændring af registreringsafgiften for at fremme mindre miljøbelastende biler får vi »Lupo-loven« i 1999 (opkaldt efter VW’s Lupo-model), som bare er en lille prut.«

De puniske krige
Ifølge Claus Hedegaard Sørensen er der en vidt udbredt »os og dem«-holdning, ikke bare mellem forskellige ministerier, men også i et vist omfang internt mellem Trafikministeriets forskellige kontorer. Traditionelt er ministeriet delt op i kontorer, der hver har sin transportform: Et kontor tager sig af jernbane, et andet af vejtrafik, et tredje af luftfart osv.
»Denne delsektorisering, som jeg kalder det, stækker også ministeriets muligheder for at bidrage til integration af miljøhensyn i trafikpolitikken.«
Mellem Trafikministeriet, der har eksisteret i godt 100 år, og Miljøministeriet med kun 30 år på bagen, har der altid været et konfliktfyldt forhold.
»Fanatikere«, kalder en tidligere chef i Trafikministeriet således sine kolleger i Miljøministeriet i et af de knap 30 interviews, der indgår i afhandlingen. Til gengæld taler man i Miljøministeriet de første mange år om »De puniske krige«, som man fører mod Trafikministeriet. Måske nogen erindrer, at udfaldet af disse krige var Karthagos fuldstændige ødelæggelse...
– Er de positive tiltag andet end pynte-kirsebær?
Claus Hedegaard Sørensen tænker sig længe om, inden han svarer: »Der er sket flere positive ting i Trafikministeriet i løbet af de sidste ti år. Og de hjælper på nogle typer af miljøproblemer. Men hvis man vil en højere grad af integration af miljøhensyn i trafikpolitikken, må ministeriet bl.a. arbejde på at omdefinere trafikpolitikken, så miljøhensyn kommer til at spille en meget større rolle også i praksis. Og ministeriet må arbejde for at overkomme delsektoriseringen. Finansministeriet, Skatteministeriet og Miljøministeriet, som også er væsentlige aktører i trafikpolitikken, må ligeledes ændre deres praksis.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her