Læsetid: 4 min.

Flygtninge strandet

I månedsvis er strandede flygtninge i Moskvas internationale lufthavn henvist til et liv i papkasser. Måske bare for at blive deporteret til det land, de flygtede fra
28. april 2001

MOSKVA – Den internationale lufthavn i Ruslands hovedstad er ret bogstaveligt mareridtsagtig.
Op af trappen til gangbroen lige over gate 19 ligger mennesker under papkasser og sover. Det er en blandet samling af backpackere og flygtninge.
De er alle sammen på transit gennem Moskva med kurs mod fjerne mål. Utallige er de rejsemål, som det russiske luftfartsselskab Aeroflot sender sine kunder til med transit gennem Moskva for meget små penge.
Nogle af papkassemenneskene har ikke været der i timer, men i månedsvis.
Den første papkasse af-slører et grædende og usammenhængende menneske. En statsløs bulgarer i gruppen af strandede flygtninge fortæller, at Alber blev hårdt såret i hovedet af en granatsplint under den iranske-irakiske krig.
Tilbageholdelsen har fået de tyndslidte nerver og helbred til at bryde helt sammen.
Skæbner er der nok af i papkasserne. En anden irakisk krigsveteran fortæller, om hvordan han blev tortureret af det irakiske sikkerhedspoliti med højspæn-dingselektroder på grund af et bekendtskab til en iransk diplomat.

Uden frisk luft
Akhmed er iraker. Han har siddet i lufthavnen i ti måneder uden at komme ud i frisk luft.
Mellem december og april måtte han tilmed klare sig uden de madrationeringskort, som Aeroflot er forpligtet til at uddele til lufthavnens nødstedte flygtninge.
»Jeg flygtede over grænsen fra Irak til Oman i 1998. Derfra tog jeg videre til Tripoli i Libyen,« siger Akhmed. Han taler flydende engelsk. I lidt under et år underviste han i kemi i Tripoli, og alt gik hæderligt.
»Der var bare det problem, at min kone og tre børn stadig sidder i Irak. Derfor besluttede jeg at undersøge, hvordan jeg kunne få os alle samlet i USA. Det første jeg prøvede var at tage til Havana på Cuba for måske ad den vej at komme ind i USA,« siger Akhmed.
I Havana havde han ikke held med sit foretagende og besluttede at vende tilbage til Tripoli og købte en billet hos Aeroflot. Med transit i Mo-skva.
»Da jeg kom til Tripoli, var visumreglerne blevet ændret, så der var indført visum-tvang for irakere. Så jeg blev deporteret tilbage til det land, jeg sidst var kommet fra. Det vil sige Rusland,« fortæller Akhmed.
Han trækker en fire gange tolv centimeter papirlap op fra lommen. Den 23. juni 2000 er det dokumenterede ankomsttidspunkt for Akh-meds ufrivillige odysse til Moskva.

Irakisk jøde
Kimen til Akhmeds problemer med det irakiske regime blev lagt, før han blev født: Akhmeds mormor er jøde. Hun kommer fra den irakiske by Basrah i det sydligste Irak lige på grænsen til Kuwait.
»Jøder har det meget svært i Irak. Det er ikke noget, du annoncerer med. Min mormor konverterede til islam i sin ungdom. Hun skiftede endda navn for at slette sporene efter sin jødiske herkomst,« fortæller Akhmed.
Der var ingen, der vidste noget om Akhmeds mormor eller families etniske oprindelse. Lige indtil hendes mand blev syg.
»Min mormor flyttede ind hos mig og min familie, da morfar blev skizofren. Han var meget syg, og det blev umuligt for dem at bo sammen. Så gik han til sikkerhedspolitiet og fortalte dem, at vi var jøder og spionerede for Israel. Han beskyldte os for at have lavet en sammen-sværgelse,« fortæller Akh-med. Han folder sirligt et stykke slikpapir om og om igen.
»De kom om natten for at arrestere min mormor. De havde jo min morfars vidneudsagn sort på hvidt. Det er så meget desto mere troværdigt, når det kommer fra et nært familiemedlem. Mere behøvede de ikke. Jeg blev ikke arresteret i første omgang, og det lykkedes mig at slippe ud af landet,« fortæller Akhmed.

Flygtningehotel
Aeroflot har indrettet et flygtningehotel i nærheden af lufthavnen. Der er Akhmed ikke interesseret i at blive indlogeret.
»Det er et fængsel,« siger ham med et skuldertræk.
»På flygtningehotellet er man bevogtet af politi døgnet rundt. Det er halvdelen af første salen i et almindeligt hotel. Afdelingen er spærret af med en massiv ståldør, og der er tremmer for vinduerne. Det er kun vagtpersonalet, der har en brandslukker. På selve værelserne er der ingen. Der er plads til 28 flygtninge på ni værelser. Mænd og kvinder bor ikke adskilt,« fortæller Akhmed. Han slap væk.
Akhmed fortæller, at der ankom en højgravid kvinde fra Somalia før jul. Hun fik lov at føde på et russisk sygehus. Derefter blev hun skilt fra barnet og sendt tilbage til transitzonen i lufthavnen, mens barnet blev på sygehuset.
»Det lykkedes heldigvis for FN at få hende og barnet samlet igen i Holland,« fortæller Akhmed.

Angst
Akhmed er bange. Faktisk så bange, at han ikke engang tør fortælle FN's flygtningehøjkommissariat den rigtige historie.
»De har en iraker ansat. Jeg er bange for, at han skal informere de irakiske myndigheder om, hvor jeg er. Så kan de bede de russiske myndigheder om at få mig udleveret. Eftersom Rusland har gode forbindelser til Irak, kan de godt gå med til det,« fortæller Akhmed.
Akhmeds angst er alt andet end grebet ud af luften og faktisk ret velfunderet: Den 29. marts blev to irakiske politiske asylansøgere udvist af Rusland til en ukendt skæbne i Irak.
Det lykkedes Aeroflot at slippe af med den økonomiske byrde og sende dem tilbage til Irak til trods for, at asyl-sagen ikke var færdigbehandlet i det russiske retssystem.
Det skete også på trods af FN's utvetydige højlydte protester og hektisk aktivitet mellem forskellige ministerier og FN på deportationsdagen. FN anbefaler, at Rusland ikke bliver betragtet som et sikkert tredje land, som flygtninge på gennemrejse kan sendes tilbage til.

*Hanne Ovesen er freelancejournalist bosat i Moskva.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her