Læsetid: 5 min.

’For mit folks skyld’

Mahmoud Salmart var i 1968 med til at plante fem bomber i Jerusalems centrum. Mere end 130 civile israelere blev såret eller dræbt. I dag har han lagt våbnene på hylden, men han forstår godt dem, der vælger den væbnede kamp
28. april 2001

Soldaten
JERUSALEM – Mahmoud Salmart husker det, som var det i går. Den 7. juni 1967. Dagen hvor Israel indtager Jerusalem. Da nyheden når ham, sidder han i sit daværende hjem sammen med sin familie. Sin mor, far og søskende. Naboerne, onkler og tanter, fætre og kusiner, er også klemt sammen i den lille lejlighed, der ligger i den smukke labyrint af en bydel, der hedder Østjerusalem.
Udenfor er der tumult. Der lyder skud. Det er israelske regeringssoldater, der fjerner de sidste snigskytter i den arabiske bydel.
»Alle skal gå hjem nu!« lyder høje mandestemmer på hebraisk og gennemtrænger de skrig og skrål, der også stiger op mellem husmurene i de smalle gyder.
Mahmoud Salmarts sind er i kog. Israelerne er i færd med at erobre den by, han er født og opvokset i. Og her sidder han med hænderne i skødet og lader det ske. Raseriet bobler over. Han springer op og griber en pistol. Da han sætter kurs mod døren, har hans storebror stillet sig i åbningen og spærrer vejen.
»Lad mig komme forbi,« råber Mahmoud. Men broren bliver stående og griber ud efter pistolen.
»Er du sindssyg? Sig mig, tror du, at du ene mand kan konfrontere en hel hær?« råber broren vredt og vrider pistolen ud af hånden på ham. Mahmoud opgiver kampen – i denne omgang.

Farvel til drømmen
Mahmoud Salmart er 19 år og gymnasieelev, da Israel erobrer Jerusalem. Hans store drøm er at blive professionel basketballspiller. Og med sin lysebrune hud – en blanding af den palæstinensiske mors og den afrikanske fars – og sin lange, ranglede krop kan han da også let forveksles med en amerikansk teenager, der skal ud og kæmpe for en plads på college-første-holdet.
Men Mahmoud Salmarts kamp bliver en anden.
Kort efter, at israelerne indtager Jerusalem, melder han sig ind i den marxistiske PLO-fraktion Folkefronten til Palæstinas Befrielse, PFLP, hvor han blev medlem af en militær celle.
Godt et år efter – den 18. august 1968 – springer fem bomber rundt om i Jerusalems centrum.
Mere end 130 civile israelere bliver såret eller dræbt alene den dag.
Mahmoud Salmat er én af de personer, der få timer forinden har plantet bomberne i skraldespande på blandt andet den centrale busstation i den operation, der siden fik navnet ’The night of the dust-bins’ – ’Skraldespandenes nat’.
Basketballspilleren er blevet bombemand.

En god følelse
»Jo, der var civile, der døde,« hvisker den i dag 53-årige Mahmoud Salmat så lavt, at det næsten ikke kan høres. Hans øjne er rettet mod de store mørke hænder, som han studerer omhyggeligt. Men stemmen bliver straks højere og mere gennemtrængende, da han igen søger øjenkontakt og prøver at forklare sig.
»Vi så alle israelere som fjender, og vi skelnede ikke mellem civile og soldater, for alle israelere skal i hæren. Derfor kunne vi vælge civile mål,« siger han.
Dengang som i dag opfatter Mahmoud Salmart sig selv som frihedskæmper.
»Efter aktionen havde jeg det rigtig godt. Jeg følte, at jeg havde gjort noget for at modstå besættelsen; at jeg havde gjort noget for mit folk. Jeg har aldrig følt, jeg var terrorist, og det vil jeg heller ikke komme til i fremtiden,« forklarer han. At soldater ifølge Genève-konventionens artikel tre om beskyttelse af civile personer i krigstid netop anses som civile, når de ikke er under kommando – og at bomberne mod de israelske civile altså var et klart brud med international lov – anerkender Salmart i dag.
»I dag tror jeg på de internationale love og de internationale resolutioner fra for eksempel FN, men hvis israelerne gjorde det samme, så ville de ikke blive ved med at overtræde f.eks. FN’s resolutioner. Lovene virker kun, hvis alle overholder dem, så hvorfor skal vi rette os efter loven, hvis de ikke gør det?« spørger han. Alligevel tager Mahmoud Salmart i dag afstand fra militære operationer mod civile mål.
Seksten år i et israelsk fængsel har fået ham til at ændre syn på konflikten.

Tid til omtanke
Mahmoud Salmart får kun få dage på fri fod efter operationen. Den 5. september 1968 bliver han arresteret og sidenhen idømt livsvarigt fængsel.
Hverdagen i fængslet byder på tortur, ussel kost, isolation og udmygelser. Men mod forventning får dét ikke hadet til israelerne til at vokse. Tværtimod. Årene i fængslet ændrer Mahmoud Salmarts syn på sin fjende og på hele konflikten.
»Det positive ved fæng-selsopholdet var, at jeg ændrede politisk tankegang. I begyndelsen kunne jeg ikke forestille mig så meget som at tale med en israeler. Men efterhånden som årene gik, og jeg lærte mere om mig selv, om verden og om konflikten, fandt jeg frem til, at med den tankegang ville alle blive tabere,« fortæller den godt to meter høje Salmart.
»Der er ingen af os – hverken israelerne eller palæstinenserne – der selv har valgt, hvad vi er. Og vi vil alle få et bedre liv, hvis vi samarbejder, forhandler og finder en løs-ning,« uddyber Salmart, der i 1985 var blandt de 1.150 palæstinensiske sikkerhedsfanger, der blev frigivet som bytte for tre israelere, PLO havde kidnappet. I dag er Mahmoud Salmart leder af et værested for unge, der blandt andet udbyder kurser i hebraisk og undervisning i Jerusalems betydning for jøder, kristne og muslimer.

Må vælge selv
Mahmoud Salmart har efter løsladelsen trukket sig helt ud af politik og militær kamp – selv om han som alle palæstinensere har en klar mening om besættelsen, fredsprocessen og fremtiden. Den nuværende al-Aqsa intifada har hans fulde moralske støtte, men selv lader han stenene ligge på jorden og holder sig væk fra demonstrationerne.
Salmart, der i dag har kort sort hår, godt iblandet grå stænk, ligner i det hele taget en person, der har lagt rollen som guerillasoldat og straffefange bag sig, som han sidder dér iført pæne sorte lærredsbukser og beigefarvet skjorte og med noget, der ligner et guldur, om håndledet.
Men selv om Mahmoud Salmart aldrig mere vil gribe til væbnet frihedskamp, for-står han godt de palæstinensere, der nu igen tilslutter sig guerillametoderne – og han vil ikke forsøge at stoppe en person, der fortæller ham, at han med væbnet kamp vil kæmpe for en palæstinensisk stat. Selv ikke, hvis den person en dag viser sig at være en af hans to sønner, der i dag er henholdsvis 12 og 14 år.
»Jeg håber ikke, at de vælger at gøre, som jeg gjorde, og derfor har jeg endnu ikke talt med dem om politik. I stedet har jeg forsøgt at opdrage dem til at respektere andre mennesker og til ikke at dis-kriminere. Men jeg ville ikke forbyde dem at kæmpe for deres land. De må selv vælge, hvad de vil gøre,« siger Salmart.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her