Forlaget uden forlæggere

Jubilæum
»Op i røven med forlæggere,« proklamerede syrepoeten Johannes L. Madsen i 1971. Og det var der ikke noget usædvanligt eller odiøst i. Forlæggerne var også en slags kapitalister, og de var autoriteter. Så selvfølgelig blev de af det oppositionelle alternativ ønsket langt, langt op i det anale nulpunkt.
Men Madsens diktum var ikke bare en variation af en kliché. Det var også en formulering af et aktuelt opgør med store forlags kontrol over strømmen af nye udgivelser.
Fra midten af 50’erne havde forfatterforlaget Arena udfordret de etablerede forlæggere. Arena havde en klar non-profitabel dagsorden: Det eneste kriterium for udgivelse var litterær kvalitet. Men i slutningen af 60’erne skabte Arena også sin egen ironiske modbevægelse: SubPub i Snaregade, hvor kriteriet blev vendt på hovedet: Dækkede man selv omkostningerne, kunne man få trykt og udgivet hvad som helst.
På Strøget i København stod Otto Sigvaldi uafhængigt af SubPub med to roterende propeller på hovedet og solgte 10.000 eksemplarer af en digtsamling af Sten Kaalø, som Sigvaldi selv havde trykt. Og i Århus udgav Henning Mortensen på forlaget Jorinde & Joringel eksperimentiel skrift af forfattere som Peter Laugesen og Dan Turèll. Og mange flere.
I en artikel i selveste internationale Times Literary Supplement vurderede Hans-Jørgen Nielsen, at den danske litterære institution var rystet. Det var i 1971.
Og dog. For en økonomisk betragtning var intet forandret. Bogsalget steg, men mersalget bestod af bogklubbøger. Og det var store foretagender som Gutenberg, Lademann og Gyldendal, der kørte de profitable bogklubber.
På trods af de alternative initiativer talte man i begyndelsen af 70’erne om en manuskriptpukkel. Dvs. manuskripter, der blev klemt i det tilfældige møde mellem udbudet af litterære værker og forlagenes vurdering af eventuelle læseres efterspørgsel. Der var som altid vovede og anderledes debutanter, som ikke blev udgivet. Og der var etablerede forfattere, som fik afvist manuskripter.
En af de afviste forfattere var Ulrik Gräs. Efter to udgivelser på Borgens Forlag, blev det tredje sendt retur. Gräs viste bogen til Johannes L. Madsen, der sagde:
»Op i røven med forlæggere. Din roman fungerer bedst, hvor den flyver over vande for fulde sejl.«

Attika med k
Johannes L. Madsen havde et manuskript, som ingen ville udgive. Madsen havde klippet sine tidligere bøger op i enkeltlinier. Derefter placeret dem i en tombola og ladet den vilkårlige udtrækning strukturere nye tekster, som han kaldte kosmogrammer.
Manuskript hed Hvad ser diamanter og udkom sammen med Ulrik Gräs’ Fatimas hånd i 1971 på et forlag, som Gräs og Madsen i selskab med bl.a. Finn Krageskov selv startede: forfatternes forlag Attika.
Forlaget fik navn efter det amerikanske fængsel, hvor de indsatte gjorde oprør. Og efterfølgende blev slået ned med en kraft, der tog livet af over 40. Uheldigvis begik trykkeren af forlagets første bog en minimal fejl, idet c’et blev til et k. Og så hed forlaget Attika. Analogien til det amerikanske fængsel var ikke et løfte om en stribe stærkt politiske bøger. Tværtimod. Attika var kun oprørsk i forhold til den mekanisme, hvor muligheden for udgivelse afhænger af efterspørgslen blandt bogkøbende danskere.
Madsens entydige udsagn om forlæggere blev ikke et slogan for forlaget. Attika indgik konventionelle samhandelsaftaler med de etablerede medspillere i branchen: boghandlerne og forlæggerforeningen.
På en generalforsamling i 1972 blev mere end tyve forfattere enige om to suveræne betingelser for udgivelse på Attika: En enig bestyrelse af forfattere skulle godkende manuskriptets kvalitet. Og forfatterne skulle selv dække alle omkostninger i forbindelse med udgivelsen. Hvor forfatteren på større forlag modtog omkring 15 procent per solgt eksemplar, lavede man på Attika en omvendt kalkyle: 15 procent til forlaget, 35 til boghandlerne og hele 50 procent af et eventuelt overskud skulle gå til forfatteren.
Attika etablerede hurtigt et netværk på 300 abonnenter, der fik samtlige udgivelser tilsendt. Dengang købte bibliotekerne væsentligt flere nye danske bøger end i dag. Og Attika var garanteret en vis afsætning.

Sørensens epoke
En af de forfattere, der mærkede den såkaldte manuskriptpukkel på eget værk, var Knud Sørensen. Han havde skrevet digtsamlingen Revolution i Tøving, som blev returneret fra de større forlag. Og antaget på Attika, hvor Sørensen snart blev involveret som andet end forfatter.
Fra 1973 overtog han styringen af forlaget. Hvilket førte til administrative effektiviseringer. Og Sørensen arrangerede bl.a. en forfatterturné på Mols, som en af forlagets debutanter ved navn Torben Bille beskriver som »en dejlig uforstyrret tur«, hvor »publikumsrekorden var ni tilskuere dét ene sted, hvor kordegnen heldigvis havde nulevende forældre og en stor familie«.
Konsensusidealet udviklede sig til en flaskehals: for meget snak og for få udgivelser. Så Sørensen lancerede i stedet den inklusive udgivelsespolitik. Godkendelsen af debutantmanuskripter blev begrænset til to konsulenters uafhængige blå stempler. Og værker af allerede etablerede Attikaforfattere skulle blot godkendes af en konsulent.
Væsentlige forfattere som Vagn Steen, Viggo Madsen, Torben Juul Hansen, Johannes L. Madsen og Knud Sørensen udsendte væsentlige bøger på Attika. Men der kom meget mere end det. Gennem 70’erne blev der udgivet mellem 10 og 20 vidt forskellige manuskripter årligt.

10 års-jubilæum
I 1979 blev arbejdsbyrden for stor. Selv for Knud Sørensen, der jo også havde sit eget forfatterskab. Der skulle tre mand til at løfte, hvad Sørensen havde båret alene. Og forlaget fik for første gang tilknyttet en medarbejder til udelukkende at holde styr på kroner og øre og rudekuverter. Det var økonomen Claus Follin Larsen, der som ulønnet arbejdskraft må tilskrives en del af æren for, at Attika i 1981 fejrede 10 års-jubilæum.
Allerede året efter jubilæet blev forlaget igen samlet på én hånd. Attikas prominente kriminalforfatter Henrik Bertelsen var pensioneret rektor ved Køge Gymnasium. Den administrative erhvervserfaring fra en af de pænere lønrammer kombineret med evnen til at skabe og løse fiktive gåder kvalificerede Bertelsen til at sidde som leder af forlaget indtil 1996.
Men det var nogle hårde år. Attikas stigende oplagstal spændte ben for abonnementsordningen. Kun meget få kunne købe og læse samtlige titler. Og et forsøg med at fremhæve udvalgte udgivelser som abonnementsbøger viste sig uholdbart.
Og der var andre problemer. Lidt tilspidset kan man belyse Attikas forhold med en parallel: I slutningen af 70’erne var det ikke ualmindeligt, at kvindelige lønmodtagere dekorerede deres opslagstavle med et skilt, der erklærede, at ligestillingen var en realitet; hvis altså bare kvinden var dobbelt så dygtig som sin mandlige konkurrent og arbejdede tre gange så hårdt. Attikas bøger blev ikke købt hjem af boghandlerne. Og de blev ikke anmeldt i dagbladene, der hellere anmeldte en genudgivelse af en klassiker end omtalte Attikaudgivelser som eksempelvis Sven Poulsens bog om den skandinaviske pioner inden for øre-, næse- og halsspecialet, Wilhelm Meyer.
For den brede købestærke offentlighed var Attika en hemmelighed. Medmindre de præsterede bøger, der i forhold til standarden var dobbelt så velskrevne af tre gange så kendte forfattere. Og dem er der jo langt imellem. I både 1990 og 1994 udgav forlaget kun fire bøger. På generalforsamlingen i 1995 figurerede den endegyldige lukning af forfatterforlaget som punkt på dagsordnen. Forfatteren Flemming Madsen Poulsen protesterede og slog ud med armene. Det kunne fandme ikke være rigtigt. De andre kiggede på Madsen Poulsen. Og sagde, at han da var velkommen til at tage over. Hvis det altså betød så meget for ham.

Bibelen uden Gud
Fra 1996 overtog Madsen Poulsen noget, der mindede om et fallitbo. Nogle ville kalde det symbolsk, at forlaget ikke engang havde kopier af egne titler. I en kælder stod der nogle kasser med antologien, der markerede 10 års jubilæet: Sådan var det. Og ikke så meget andet.
Under arbejdet med at etablere et arkiv af samtlige forlagets titler kom Madsen Poulsen i kontakt med mange forhenværende Attikaforfattere. Som begyndte at levere manuskripter igen. Attika kom på det meget omtalte Net med en www-adresse. Og der blev lavet aftaler med landets boghandlere. Og de sidste fem år har forlaget udgivet næsten 100 bøger, som endda begynder at blive anmeldt.
Attika har været og er stadig forum for det usete, som man faktisk ikke har set det før. Litterær kvalitet defineres ikke snævert avantgardistisk, men ydmygt ud fra pa-rolen, at det er svært at fælde endegyldige domme over kunst. Attika er inklusivt snarere end eksklusivt.
Eksempelvis udgav forlaget i 1998 noget så særpræget som Doktor Svend Lings gendigtning af Det Gamle Testamente betitlet Bibelen uden Gud. Ling havde nemlig adresseret sin ukristelige tid ved at udelade Gud. Året efter redigerede Madsen Poulsen mongolbarnet Louise Hansens digtsamling Louises Bog. Af mere traditionel poetisk karakter kan man fremhæve Asger Stig Møllers fine sensymbolistiske samlinger Satans Katekismus og Greven.
Efter 30 år fungerer Attika stadig på forfatternes præmisser. Forfatteren finansierer selv udgivelse og eventuel annoncering. Bestemmer selv oplagets størrelse og bogens udseende. Og nogle vil strække sig langt for at optimere værket. For nogle år siden solgte en forfatter sit sommerhus for at give sin bog en værdig figur. Heldigvis solgte romanen så godt, at forfatteren efterfølgende kunne købe sommerhuset tilbage. Det sker altså også på Attika, som i går fyldte tredive. I den anledning har forlaget udgivet endnu en jubilæumsbog, som hedder Sådan er det. Knud Sørensen giver forlaget et kompliment:
»Der var påbegyndte forfatterskaber, og her indbefatter jeg i høj grad mit eget, som antagelig kun fik mulighed for at blive fortsat og udviklet, fordi Attika opstod.«
Og sådan fortsætter forfatterforlaget Attika med at udgive de bøger, som der ikke er plads til andre steder.

FAKTA
Forfatternes eget forlag
*Attika er forfatternes eget forlag, hvor de gennem medlemsskab har medbestemmelse over forlagets aktivitet og udvikling. Siden 1971 har forlaget udgivet omkring 400 bøger af i alt ca. 200 forfattere. På Attika betaler forfatterne selv produktionsomkostningerne, men får til gengæld op til 52 procent i royalty mod 10-12 procent på andre forlag. Principielt kan alle slags bøger udgives på forlaget, men bøgerne skal dog eje kunstneriske og/eller litterære kvaliteter. Godkendelsen af debutantmanuskripter foretages af to uafhængige konsulenter. Læs mere på attika.dk
M.