Det frie landliv

I
Villa Emo fra 1556 blev bygget af Andrea Palladio for en familie i Venetoområdet i Norditalien. Her kunne man nyde landlivet i behagelig afstand fra byens larm med god kunst og fine bøger.
Datidens velhavende familier flyttede ud fra byerne, eller fik sig et landsted udover bypalæet af flere grunde. Dels var handlen østover gået i stå, og det økonomiske grundlag i området skiftede til landbrugsproduktion, især risdyrkning. Og dels havde man, inspireret af de klassiske forfattere, opdaget glæden ved landskabet og landlivet.
Ude i villa’erne samledes man om kulturelle adspredelser, især den klassiske litteratur, eller man spadserede i haverne. Denne nye idé blev en kilde til inspiration over hele resten af Europa, og man byggede lystslotte og anlagde haver fra Sicilien til Stockholm. Her kunne den lærde og sportstrænede adelsmand dyrke sine sunde lidenskaber, fri af byens trælse forpligtelser. Husene og haverne blev udsmykket med allegoriske malerier og skulpturer, der understregede den behagelige blandning af åndelig og sanselig nydelse. Det arkitektoniske udtryk hos Palladio er en blandning af traditionel byggeskik i Veneto og klassiske templer. Det var dengang helt nyt at blande det profane med det hellige, men det var bevidst eller ubevidst et præcist udtryk for tidens humanisme. Mennesket var ikke længere behersket af Guds vilje, men kunne selv herske i sin egen verden.
Den palladianske villa blev efterhånden et begreb, og især i England og USA blev den i det 18. århundrede knyttet sammen med vidunderlige landskabelige haver, hvor familierne kunne udfolde sig frit og naturligt, i overensstemmelse med Rousseau’s filosofi.