Læsetid: 2 min.

Hvad er Ginger?

En hemmeligholdt opfindelse vil om to år revolutionere hele transport-sektoren
2. april 2001

FOKUS - Tys tys
En mystisk, hemmeligholdt opfindelse har fået enorm mediedækning i USA gennem de seneste måneder. Opfindelsen går under kodenavnet ’Ginger’ eller blot ’IT’ og vil ifølge en række kendte hightech-millionærer få større betydning for samfundets udvikling end World Wide Web.
Det er store ord for en opfindelse, som ingen i den brede offentlighed reelt aner, hvad går ud på. Det er den amerikanske opfinder Dean Kamen, der har udviklet det nye – hidtil ukendte – apparat, der ifølge rygterne er en scooter, der også omtaltes som en ’bærbar bil.’ Andre rygter vil vide, at det er tale om en motoriseret ethjulet cykel.
Opfindelsen kan i følge rygterne samles på blot 10 minutter, vil koste omkring 2.000 dollar og vil blive markedsført i år 2002, skriver det amerikanske online magasin Inside.com.
Apparatet synes helt sikkert at have noget med transport at gøre. »Det vil være et alternativ til nuværende produkter, der sviner, er dyre og farlige – specielt for mennesker, der lever i storbyer,« skriver The Washington Post om Ginger.
»Opfindelsen vil revolutionere den måde moderne byer bliver konstrueret på,« siger Apples grundlægger og midlertidige direktør Steve Jobs, der som en af de få personligt har set en demo-udgave af Ginger.
»Dette produkt er så revolutionerende, at Dean Kamen ikke vil have nogen problemer med at sælge det,« tilføjer direktør Jeff Bezos fra Amazon.com, fra hvis Web-side kunder allerede kan forudbestille det nye produkt, som ingen rigtig aner hvad er.
Udviklingen af Ginger er allerede sikret millioner af dollars i økonomisk støtte. Blandet andet har den kendte venture kapitalist i Silicon Valley, John Doerr, skudt store summer i det hemmeligholdte projekt.
»Det er en slags Razor på speed», siger Paul Saffo fra Institute of the Future og henviser til de små løbehjul, som alle børn i USA kører rundt på. Interessen for det flyvende high-tech kosteskaft er så stor, at Harvard Business School Press, har betalt 250.000 dollar i honorar for en bog om projektet. Bogen skal skrives af journalisten Steve Kemper, der arbejder for videnskabelige amerikanske magasiner som Smithsonian og Wired.
Men det er småpenge i forhold til de penge, som Kamen selv ventes at komme til at tjene i kraft af sit patent på Ginger. Ifølge finansinstituttet Kredit Susse First Boston vil Ginger generere en større omsætning end noget andet produkt og »gøre Kamen rigere end Bill Gates,« skriver Inside.com.
Blandt Kamens andre opfindelser er en kørestol, der kan klatre op og ned af trapper – kaldet 3000 IBot Transporter – og andre fantasifulde produkter.
»Kamen er vor tids Georg Gearløs,« siger Internet-pioneren Stewart Brand. »Han er på linie med Carl Djerassi og p-pillen eller Thomas Edison og den elektriske pære.«
På internettet vrimler det med rygter og tegninger af, hvordan Ginger ser ud. Men svaret synes fortsat at blæse i vinden...

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her