Læsetid: 3 min.

Giv læseglæden tid

Behørig fejring af Verdens Bogdag i går. Statsministeren var der også
24. april 2001

Bøger
’Knus kapitalen – køb en bog’.
I går var det ’Verdens Bogdag’, vidste De det? I den anledning havde aktører i den danske bogbranche fingeret en slags demonstration på Rådhuspladsen. Dvs. demoen var en pastiche over en rigtig demonstration. Ved første øjekast så den ægte ud med telte, bannere, musik, en scene, en hob og en programsat statsminister. Men gik man nærmere – og det var der vist ikke så mange der gjorde i det tungsindige regnvejr – kunne man notere sig, at kravene på skiltene var obskure: ’Al magt til folkebiblioteket’, stod der. Og ’Flere sider i bøgerne’.
En håndfuld forfattere var dukket op. Dér stod Hanne-Vibeke ’Tereses Tilstand’ Holst og hoppede stille på stedet; dér kom Eske Holm gående med en bærbar skrivemaskine. Oppe på scenen foran konferencier Jesper Klein forsøgte T.S. Høeg og bandet T.S. Hawkins at holde den korrumperende kollektive kulde stangen ved at overpøse publikum med et inferno af blæsere, saxofoner, jødeharpe og trommer.
Omkring kvart over tre, eller et kvarter for sent, indfandt så statsminister Poul Nyrup Rasmusssen (S) sig, hvilket Høeg så ud af øjenkrogen og gav orkestret tegn til at tone ned. Måske ved De, at statsministeren havde haft et ekstremt højkulturelt program i det forløbne døgn. 22 timer tidligere havde han i Tivoli holdt en fin tale for Jazzpar-prisvinderen Marilyn Mazur, som han kaldte »den mest multikulturelle dansker i verden«, mens han overrakte hende de 200.000 kroner. Nå, men hvor stod bogen så i det statsministerielle vokabularium? Han havde medbragt en længere tale.
Nyrup mente, at der »heldigvis er ved at ske en holdningsændring til bogen« og opremsede en lang, sorteret liste af forfattere – Karen Blixen, Henrik Nordbrandt, Saxo, Troels Kløvedal, H.C. Andersen, Tove Ditlevsen og Benny Andersen, som han lod skinne igennem, at han selv havde fornøjet sig med gennem tiden.
»Snip, snap, snude, så er den historie ude. Kan I have en god dag?«. Knap havde statsministeren afsluttet sin hyldest til bogen, før en synligt ophidset, rødmosset og stærkt beruset mand med rygsæk og formodet tilknytning til fagbevægelsen trådte helt frem foran scenen. Altimens rødmoslingen strakte en truende næve i landsfaderens retning, skreg han, at statsministeren var den »største lort« og nogle andre ting, som det ville være usmageligt at gengive på papir. Før nogen nåede at foretage en civil anholdelse af ballademageren, forsvandt han skumlende med sit tornyster, der sikkert var fuld af ølflasker, i retning af Vester Voldgade. Hr. Nyrup var iskold og upåvirket og kvitterede endda med en morsomhed, der knyttede vreden, vi netop havde bevidnet, til det gudsjammerlige vejrlig.

Genial
Lige efter statsministeren – det kunne ikke være anderledes – trådte digteren F.P. Jac op på scenen. Han forekom en 14-årig pige nede blandt de 60-70 tilhørere ikke at være »helt ædru«. Det sagde hun til sin veninde, efter at Jac havde sunget nogle strofer af The Kinks og hans store idol, Ray Davies. Derefter fremsagde han elegant digtet ’Bogens Væsen Er også Dets Uvæsen«, som han havde ladet lave til lejligheden.
»Genial titel!« betroede Jac mig selverkendende, da jeg bagefter fangede ham i H.C. Andersen-Selskabets telt.
Da havde skuespillerinden Anne Marie Helger på vanlig monologiske vis lige hudflettet os danskere (hvor er vi intolerante) oppe fra scenekanten, og nu mens Jac sad der på stolen, istemte pøbelen omkring scenepartiet en kampsang for bogen på melodien Internationale.
For gennemblødte sjæle var det nu begyndt at blive rigtig, rigtig koldt. Den paraplyløse Eske Holm løste kuldeproblemet ved at lave nogle smidige, danselignende trin på stedet, som i det øjeblik lignede åndemanende besværgelser. En omvendt regndans.
Endnu en mand besteg scenen: Informations mangeårige litteraturkritiker Erik Skyum-Nielsen havde cyklet hele vejen gennem regnen fra Københavns Universitet på Amager (KUA), og de nederste 10-15 centimeter af hans bukseben var mørke af væde fra kommunale broer og veje, han måtte have krydset og tilbagelagt undervejs. Skyum inddrog Cervantes, Storm P., Emma Bovary, Dostojevski, Klaus Rifbjerg m.fl. Hans syv sider lange manuskript er kommet mig i hænde. Det vil være at gå for vidt at citere mere end de allersidste linjer her. Det handler om læseglæde.
»Giv glæden tid. Læs en klassiker hver gang du læser en nutidsbog eller en lærebog. Men husk at slukke computeren først.«
Nej, man behøver ikke at kede sig, selv om det regner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu