(2. sektion)
Essays
Det er påfaldende, så sjældent man ser en forfatter under 40 år skrive en tekst, der har essay-karakter med betragtninger over dette og hint i tilværelsen. Johannes V. Jensen var en flittig bidragyder til den kronik i Politiken, som Henrik Cavling gjorde til ynglested for essayister, og Klaus Rifbjerg er en anden maestro.
Der kan derfor være god inspiration i, at litteraten Thorkild Borup Jensen (efter at være løsladt fra en livslang ansættelse på Danmarks Lærerhøjskole) nu udgiver sin tredje bog i serien Schønbergs kulturelefanter med og om genren. At frydes ved... hedder den og erkender derved gælden til Jørgen Johansens gennem flere år bragte radioserie, Glæden ved..., hvor forfattere blev bedt om at causere over et godt emne. Borup har taget nogle af disse med: Glæden ved at dykke (Ib Michael), ved den tredje badebold (Jytte Borberg), ved at kigge ud ad vinduet (Vibeke Vasbo).
En sommerbold
Ret beset lever alle stykker dog næppe op til essay-betegnelsen, dertil er nogle af dem for entydige og altså netop causerier. Essay-genren er opfundet af Montaigne, men en autoriseret definition er os ikke givet, og i dag forstår man vel essayet som en slentretur gennem sproget, hvor man ved at skrive om noget samtidig kommer til at skrive om noget helt andet og derved åbner en lem til noget større, noget eksistentielt. Som når Wivel i Najas bold finder en afbleget bold og derved åbner til både den lyse sommer og barndommen, der svandt. Det lille tema: Bolden, det store: Forgængelighed.
Essayets indbyggede spænding og hemmelighed er, at man ikke ved, hvor det fører hen, hvor forfatteren lander, og formentlig ved han det ikke selv, når han begynder.
Højholts essay om at kede sig er et godt eksempel. Det balancerer hele tiden på kanten til det rene pjat. Men det bliver kvalificeret pjat. At kede sig er ikke kedeligt, hævder han. »For intelligente står kedsomhed nærmest som noget uopnåeligt«, og netop derved forekommer kedsomheden spændende for den intelligente. Hvem der dog blot kunne skrive en kedelig bog, drømmer han, »sådan en folk læser om kap med deres egen gaben«. Men det er hundesvært, tilføjer han i denne sproglige bungyjump af et essay.
Hvilken af Johannes V. Jensens talrige essays tager man med i en antologi? Borup har valgt et om en kornmark (fra mytesamlingen 1932). Direkte kontroversielt, for det handler tilsyneladende kun om byg, rug, havre, blomster og fugle. Man tænker uvilkårligt: Handler det da ikke også om noget andet? Jo, gøgen og dermed døden kukker ind i essayets sidste linjer det antal leveår, man har tilbage. Derved siges: Alt dette har du nu.
Man mærker, at forfattere har det fint med at skrive essays, en genre, hvor de måske er allermest sig selv. Lystlæsning, men også lystskrivning. Umoralsk, når der er mange krige og lidelser i verden? Nej, selvfølgelig ikke. Der er tale om komplementære størrelser. Det ene er mål for det andet.
I evigt solskin
Poul Henningsen indrømmer da også i sit essay, at han lagde kabaler. Han ville gerne skrive en bog om dette tidsfordriv, som han ifølge sig selv havde drevet frem til stor kunst. Men det udelukkede, som vi ved, ikke et samfundsengagement.
Henrik Stangerups essay påviser energisk, at den almindelige familie, modsat hvad venstreorienterede engang påstod i en skolebog, spiser godt i Brasilien, også når man er fattig. Der er dog en bestemt egn af landet, hvor man ikke gør, men det er undtagelsen. Han får sig
skrevet varm, rider sin kæphest i laser, taler om venstreorienteret racisme, fordi cand.mag.pæd.soc.psykerne i Danmark »ønsker brasiliansk levemåde forbudt, fordi den strider mod alle europæiske normer."«
Bo Green Jensen og Carsten Jensen er nogle af de yngste forfattere i bogen, selvom de er midaldrende og børnefædre. De skriver puttenuttet om børneglæder. Førstnævnte plæderer for, at man skal forkæle sine børn, mens man har dem, en generøs, men nok noget vidtløftig pædagogik.
Den nu igen aktuelle 70er-forfatter, Hans-Jørgen Nielsen, har en oplevelse, da han sammen med sin kone under en rejse ser svømmerne i floden Rhinen i Basel. De ønsker sig i svømmernes sted. »Synet lyksaliggør, fordi det så overrumplende samler og frisætter længsler og vagt utopiske forestillinger, man fra tidligt fragter med sig gennem tilværelsen. Bare at kunne lægge sig midt ud i en stor flod og lade sig bære gennem tilværelsen i evigt solskin.« De mest banale billeder er ofte de dybeste og mest bevægende. Svømmerne i Basel fik ham til at tænke over
sit liv. Nielsen endnu en maestro i essay-disciplinen.
*At frydes ved. En antologi af danske essays (red. Thorkild Borup Jensen). 155 s. 149 kr. Schønberg
